U/19- og U/17-sejre over FC København

6. maj 2019 kl. 09:48 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: AaB-FC København 2-0

AaB's U/19-ligahold ligger fortsat på førstepladsen i U/19 Ligaen efter lørdagens hjemmesejr på 2-0 over FC København. 

FC København var bedst i første halvleg, hvor AaB's presspil ikke sad, som det skulle, og det medførte et par gode tilbud til gæsterne. Midt i første halvleg fik FC København blandt andet et straffespark, som målmand Marcus Bundgaard flot reddede. 

Til anden halvleg fik AaB justeret presset og kom ud med et andet udtryk med mere tænding og intensitet. Kort inde i anden halvleg gjorde Mikkel Kaufmann det til 1-0, da han med en god dribling fik sat sig selv op til afslutning på kanten af feltet, og resolut sparkede han bolden fladt ind ved nærmeste stolpe. 

Cirka ti minutter inde i anden halvleg kom AaB foran 2-0. Et hjørnespark endte lidt tilfældigt hos Thomas Albert Christiansen, der drejede rundt og sparkede bolden i netmaskerne ved fjerneste hjørne fra en spids vinkel. 

Resten af kampen havde AaB fin kontrol over, og sejren på 2-0 blev sikkert kørt hjem. 

- Vi leverede en moden indsats af et U/19-hold og formåede at omstille os til anden halvleg, hvor vi blev det markant bedste hold og endte med at tage en fortjent sejr, siger U/19-ligatræner David Olsen. 

AaB fører U/19 Ligaen med to point ned til FC Midtjylland på andenpladsen, og der resterer fire kampe i sæsonen. Næste kamp spilles på udebane mod OB lørdag 11. maj kl. 13.00. 

U/17 Ligaen: AaB-FC København 2-0

Også i U/17 Ligaen blev det til en AaB-sejr på 2-0 over FC København i denne weekend. Begge AaB's mål blev scoret i første halvleg af Marcus Serup Hannesbo.

Første mål var et langskud, der fortsatte helt op i fjerneste målhjørne efter cirka et kvarter. Målet til 2-0 efter en halv times spil blev skabt af et godt AaB-opspil, hvor Marcus Serup Hannesbo efter en et-to-kombination blev spillet fri til afslutning i gæsternes felt. 

Kampen igennem var FC København ellers mest på bolden, men AaB formåede at holde dem fra store chancer, mens nordjyderne omvendt fik skabt de største muligheder gennem blandt andet omstillinger. 

- Vi vidste, at FC København ville prioritere at være mest på bolden, og vi gav dem lov til at spille en masse på egen banehalvdel, men tillod dem ikke rigtig nogle farlige muligheder med undtagelse af et enkelt farligt hjørnespark. Omvendt lykkedes vi med at skabe de chancer, der kunne give os sejren, siger U/19-ligatræner Nikolaj Hørby. 

AaB ligger nu på tiendepladsen i U/17 Ligaen. Næste opgave venter allerede på onsdag på hjemmebane mod FC Midtjyland kl. 18.00. 

Danmarksserien: AaB-I.F. Lyseng 0-2

I Danmarksserien tabte AaB til topholdet I.F. Lyseng trods en god fight gennem næsten hele kampen.

AaB stod kompakt defensivt og skulle leve på omstillinger, men disse blev ikke omsat produktivt. Omvendt stod AaB i de første 80 minutter af opgøret så solidt defensivt, at gæsterne blev holdt fra store tilbud. 

Mod slutningen kom I.F. Lyseng dog frem til et par store chancer, hvor målmand Kristian Krogh leverede et par gode redninger. Efter 88 minutter lykkedes det så gæsterne at score til 1-0.

Efterfølgende forsøgte hjemmeholdet at satse på en udligning, men det kostede i modsatte ende, så I.F. Lyseng scorede til slutresultatet 2-0 i tillægstiden.

- Det var et tungt nederlag for os allesammen, for vi spiller langt hen ad vejen en taktisk rigtig god kamp. Nu er vi presset til en sejr i næste kamp mod Lystrup I.F., hvis vi skal væk fra nedrykningsstregen, siger Danmarksserietræner Nickolaj Jonstrup. 

AaB ligger på niendepladsen i Danmarksserien og spiller på lørdag ude mod Lystrup I.F., der indtager 10. pladsen. 

Tags på denne nyhed

Reserveholdet spiller i Aarhus kl. 14.00

6. maj 2019 kl. 08:31 af Rasmus Estrup

I går mødtes AaB og AGF i Superligaens Europa Playoff, og i dag spiller de to klubbers reservehold mod hinanden i Reserveholdsturneringen kl. 14.00 på AGF's træningsanlæg, Fredensvang.

Inden opgøret ligger AaB på tredjepladsen i puljen med syv point efter fire kampe, mens AGF indtager andenpladsen med lige så mange point efter fem kampe. 

Assistenttrænerne Lasse Stensgaard og Allan K. Jepsen har sammen med udviklingschef Poul Erik Andreasen valgt følgende startopstilling: 

Marcus Bundgaard (U/19 Liga)
Kristoffer Pallesen, Kasper Pedersen, Jakob Blåbjerg, Filip Lesniak
Kasper Risgård, Rasmus Würtz, Oliver Abildgaard
Nicolai Laursen (U/19 Liga), Philipp Ochs, Søren Tengstedt (U/19 Liga)

På bænken sidder Robert Kakeeto sammen med U/19-ligaspillerne Thomas Albert Christiansen, Jeppe Pedersen og Gabriel Adriano Alves Christensen samt U/17-ligamålmand Nicolai Christensen. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: AaB-AGF 0-1

6. maj 2019 kl. 07:15 af Rasmus Estrup

Hvert kan du se AaB TV's fyldige sammendrag af opgøret mod AGF 5. maj 2019. Et opgør AaB tabte med 1-0 på Aalborg Portland Park. 

Kampens eneste målscorer blev Jakob Ankersen, der scorede sejrsmålet for AGF efter 43 minutter. 

AaB spiller returopgøret i Europa Playoff-runden søndag 12. maj kl. 18.00 på Ceres Park i Aarhus. 

Tags på denne nyhed

Uskønt nederlag mod AGF i første playoffkamp

5. maj 2019 kl. 13:54 af Rasmus Estrup

AaB tabte søndag den første af to Europa Playoffkampe mod AGF, da det hjemme på Aalborg Portland Park blev til et nederlag på 1-0. Kampens eneste mål blev scoret af Jakob Ankersen få minutter før pausen. 

Efter en imponerende tifo til ære for Rasmus Würtz og Kasper Risgård blev kampen sat i gang, og det var gæsterne, der sad mest på bolden i indledningen. Men AaB var først til for alvor at være farlige. 

Efter fem minutter slog Patrick Kristensen bolden op til Tom van Weert som tog bolden til sig med brystet, og med ryggen til mål sparkede han på akrobatisk vis bolden over eget hoved mod fjerneste målhjørne. Kamil Grabara i gæsternes mål fik desværre med det yderste af fingerspidserne viftet bolden op på overliggeren. 

Efter ti minutter kom AGF også til afslutning, da Casper Højer Nielsen tog sig af et frispark fra distancen, som han sendte fladt forbi mål.

AaB spillede meget rodet i starten, men efter et kvarter erobrede Frederik Børsting bolden højt og skabte en omstilling, hvor Tom van Weert drev bolden frem og spillede til Kasper Kusk, der trak ind i feltet og afsluttede med højrebenet. En afslutning han dog måtte se blokeret til hjørne. 

Hjørnesparket sendte Kasper Kusk direkte mod mål, og på stregen boksede Kamil Grabara bolden ud i nakken på Rasmus Thellufsen, hvilket gav et aarhusiansk målspark. 

Herfra fik AaB bedre kontrol på kampen uden rigtig at få spillet til at fungere, og derfor var de næste 20 minutter uden chancer i begge ender.

Men efter 37 minutter gik det pludselig stærkt. AGF's Alexander Ammitzbøll drev bolden ind fra kanten og kanonerede på fjerneste stang. Det førte til en AaB-omstilling, hvor Kasper Kusk fandt Rasmus Thellufsen, der kompetent afsluttede fra kanten af feltet, men Jesper Juelsgård fik afrettet bolden til et AaB-hjørnespark. 

I kølvandet på dette hjørnespark fastholdt AaB angrebet, og Jores Okore endte med at afslutte stærkt fra distancen. En afslutning, der tvang AGF-keeperen til en god redning. 

Med to minutter tilbage af første halvleg scorede AGF så til 1-0. Mustafa Amini fandt en fri Jakob Ankersen på en stikning, og kantspilleren udplacerede Jacob Rinne med en afslutning mod fjerneste stang. 

Tre minutter efter pausen var AGF atter farlige. Denne gang på et hjørnespark, som lidt tilfældigt endte med en stor skudchance til Casper Højer Nielsen, der sparkede langt over fra straffesparkspletten. 

Kort efter fik Lucas Andersen en god frisparksmulighed et par meter fra AGF-feltet, men dødbolden blev sendt op på tribunen af AaB's nummer 10.

Inden anden halvleg havde rundet ti minutter havde Mustafa Amini også fået afsluttet. Mustapha Bundu drev bolden op langs AaB's venstre forsvarsside, og inde på midten fik Mustafa Amini tilkæmpet sig en god chance med en stærk vending, men Patrick Kristensen fik heroisk kastet sig ind i afslutningen. 

Midt i anden halvleg fik Lucas Andersen en ny mulighed, da han lagde bolden til rette for sig selv i udkanten af feltet, men desværre for AaB-topscoreren havnede afslutningen lige på AGF-målmanden.

Kort efter slog Kasper Kusk et indlæg ind mod Tom van Weert, men hollænderen kunne kun få det yderste af tåspidsen på det høje indlæg, der dermed fortsatte til målspark.  

Cheftræner Jacob Friis sendte både Mikkel Kaufmann og Kasper Risgård på banen i løbet af anden halvleg for at skabe noget offensivt, og AaB havde da også kampens initiativ i store dele af anden halvleg. Men efter 79 minutter var AGF farlige på en omstilling, som Alexander Ammitzbøll til sidst sendte i sidenettet. 

Små fem minutter senere fik Lukas Klitten ikke nok fart i en tilbagelægning til Jacob Rinne. I stedet blev afleveringen opsnappet af Jakob Ankersen, men AaB-keeperen fik med en god fodparade reddet forsøget. 

Jacob Rinne var også på plads igen efter 87 minutter, da Adama Guira fik en god mulighed, som den svenske keeper reddede. 

En afslutning fra Kasper Risgård efter 89 minutter blev sikkert reddet af Kamil Grabara, og dermed sluttede opgøret med en sejr til AGF på 1-0. 

Returkampen i Europa Playoffduellen mod AGF spilles søndag 12. maj kl. 18.00 på Ceres Park i Aarhus. Den samlede vinder af de to kampe går videre til næste runde i Europa Playoff mod den samlede vinder af Randers FC og SønderjyskE.  

Matchfacts - Superligaen, Europa Playoff, 1. runde

AaB-AGF 0-1 (0-1)
44. min 0-1 Jakob Ankersen
Advarsler AaB: Magnus Christensen (12), Lucas Andersen (45), Frederik Børsting (87)
Advarsler AGF: Jens Stage (37), Jakob Ankersen (52), Sebastian Hausner (56)
6.326 tilskuere på Aalborg Portland Park

AaB (4-3-3): Jacob Rinne, Patrick Kristensen, Jores Okore, Mathias Ross, Lukas Klitten, Frederik Børsting, Magnus Christensen, Lucas Andersen, Kasper Kusk (67: Kasper Risgård), Tom van Weert (85: Oliver Klitten), Rasmus Thellufsen (59: Mikkel Kaufmann). 

AGF (4-3-3): Kamil Grabara, Sebastian Hausner, Frederik Tingager, Jesper Juelsgård, Casper Højer Nielsen, Mustafa Amini, Jens Stage, Bror Blume (82: Tobias Sana), Mustapha Bundu (82: Adama Guira), Alexander Ammitzbøll (85: Youssef Toutouh), Jakob Ankersen. 

Dommer: Michael Tykgaard

Tags på denne nyhed