Skuffende nederlag afslutter AaB's sæson

12. maj 2019 kl. 19:51 af Rasmus Estrup

Sæsonen er slut for AaB's vedkommende, da AGF i dag vandt 2-0 i Aarhus i returopgøret i Europa Playoff. Hjemmeholdets mål blev scoret af Bror Blume og Alexander Ammitzbøll. 

Vejret og det velplejede underlag indbød ellers til god fodbold, og efter kun to minutter førte fine og hurtige AaB-kombinationer til opgørets første afslutning, da Mikkel Kaufmann afsluttede forbi fjerneste stang fra kanten af feltet. 

Efter ti minutter var hjemmeholdet farlige. Først slog Mustapha Bundu et nærgående indlæg, som dog var uden adresse. Det fortsatte til modsatte side, hvor Casper Højer Nielsen slog et nyt indlæg ind i AaB-feltet. Dette sad i panden på Bror Blume, der headede tæt forbi mål. 

Lidt mere end et kvarter inde i duellen stod AaB for nogle nye, gode kombinationer, der denne gang endte med en fin afslutningsmulighed til Kasper Risgård i udkanten af feltet. AaB-veteranen skød dog et stykke over mål. 

Kort efter blev Kamil Grabara sat på opgave for første gang, da AaB fastholdt et angreb efter et hjørnespark og Tom van Weert til sidst afsluttede kompetent på mål, men AGF-keeperen reddede kuglen. 

AaB var i opgørets første halve time mest på bolden, mens hjemmeholdet lurede på omstillinger over højrekanten hos Mustapha Bundu. Disse blev dog ikke for alvor farlige i de første 30 minutter, og derfor kom næste farlige forsøg også fra en AaB-fod, da Mikkel Kaufmann trykkede af fra distancen og sparkede tæt forbi. 

Med ti minutter til pausen fik Lucas Andersen et frisparksforsøg, som han dog sendte i muren. AaB generobrede bolden, og Kasper Kusk drev læderet frem til en højrebensafslutning, der tvang en god redning ud af AGF-målmanden. 

Minuttet senere lå kuglen så i målnettet bag Jacob Rinne. En AGF-omstilling over højrekanten ved Mustapha Bundu førte til et fladt indlæg til en helt fri Bror Blume, som førte læderet over stregen til en 1-0-føring til AGF. 

To minutter senere fik AGF igen bolden ind bag Jacob Rinne, men målet blev annulleret for offside. 

AGF havde dog fundet momentum, og kort efter måtte Jacob Rinne diske op med en pragtredning på et forsøg fra Jakob Ankersen efter et nyt oplæg fra Mustapha Bundu. 

Lige inden pausen måtte Jacob Rinne igen finde en ny redning frem, da AGF kom til en lidt forkølet afslutning efter et kantfrispark. 

AaB var på hælene fra anden halvlegs start, og kort inde i anden halvleg var Mustapha Bundu igen på spil i højresiden. Denne gang kom han selv til afslutning. En afslutning Jacob Rinne dog havde fuld kontrol over. 

Fem minutter efter pausen trykkede Casper Højer Nielsen af på et frispark et par meter uden for feltet. Det hårde aftryk medførte et svært opspring i bolden lige foran Jacob Rinne, men AaB-målmanden formåede at komme i vejen for skuddet. 

Ti minutter efter pausen blev Kasper Risgård udskiftet til fornemme klapsalver fra alle på Ceres Park. Ved samme moment gik AaB over til at spille med kun tre i bagkæden.

Umiddelbart efter fik hjemmeholdet en stor hovedstødschance efter et hjørnespark, men der blev headet over. 

AGF fortsatte dog med at være farlige og minuttet senere trykkede Jakob Ankersen af, men afslutningen sad lige i favnen på Jacob Rinne. 

Et kvarter inde i anden halvleg viste AaB sig endelig fra sin farlige side. Et fremragende opspil med flere hurtigere førstegangsafleveringer skabte en stor chance til Patrick Kristensen, der desværre sendte læderet på bagstolpen. 

Kort efter kom AGF igen til en afslutning. Denne gang ved Alexander Ammitzbøll, men igen var AaB's svenske målmand på plads. 

AaB svarede straks tilbage med en ny afslutning, men Mikkel Kaufmanns hovedstød efter oplæg fra Kristoffer Pallesen sad uden for rammen. 

Midt i anden halvleg fik AaB en ny mulighed, da der blev begået frispark på Tom van Weert lige uden for feltet. Frisparket sparkede Kasper Kusk dog lige over mål.  

AGF havde de følgende minutter muligheder til både Adama Guira og Alexander Ammitzbøll, men kvaliteten manglede i afslutningerne. 

Det gjorde den også på Lucas Andersens frispark fra en ellers glimrende position et kvarter før tid. Et frispark der blev sendt langt over mål. 

Samme retning havde en afslutning fra Mikkel Kaufmann et par minutter senere efter et ellers fint samspil med Lucas Andersen. 

Med ti minutter tilbage blev Kasper Pedersen sendt ind i stedet for Patrick Kristensen. Forsvarsspilleren gik op i angrebet i forhåbningen på at vende resultatet på hovedet. 

Det lykkedes dog ikke. I stedet scorede AGF's Alexander Ammitzbøll til 2-0 efter 85 minutter. 

Nederlaget betyder, at AaB samlet taber 3-0 til AGF i første runde af Europa Playoff. Dermed er sæsonen slut for AaB's vedkommende, og det ender med en skuffende niendeplads i Superligaen. 

Matchfacts - Superligaen, Europa Playoff, 2. kamp

AGF-AaB 2-0 (1-0)
37. min 1-0 Bror Blume, 86. min 2-0 Alexander Ammitzbøll, 
Advarsler AGF: Bror Blume (45), Jesper Juelsgård (74)
Advarsler AaB: Kasper Risgård (46), Kasper Kusk (56)
10.118 tilskuere på Ceres Park

AGF (4-3-3): Kamil Grabara, Sebastian Hausner, Frederik Tingager, Jesper Juelsgård, Casper Højer Nielsen, Mustafa Amini, Jens Stage, Bror Blume (69: Adama Guira), Mustapha Bundu (69: Tobias Sana), Alexander Ammitzbøll, Jakob Ankersen (80: Youssef Toutouh).

AaB (4-3-3): Jacob Rinne, Patrick Kristensen (80: Kasper Pedersen), Jores Okore, Mathias Ross (69: Rasmus Thellufsen), Kristoffer Pallesen, Rasmus Würtz, Kasper Risgård (55: Jakob Blåbjerg), Lucas Andersen, Kasper Kusk, Mikkel Kaufmann, Tom van Weert. 

Dommer: Peter Kjærsgaard

Tags på denne nyhed

AaB TV: Tilbageblik på AGF-AaB

12. maj 2019 kl. 09:55 af Rasmus Estrup

I aften kl. 18.00 spiller AaB på udebane mod AGF i returopgøret i Europa Playoff. Med et nederlag på 1-0 i første opgør, er AaB tvunget til scoringer og en sejr. 

I dette tilbageblik kan du se en række af AaB's tidligere scoringer på udebane mod netop AGF.

Der er blandt andet et pragtmål af Patrick Kristensen, en fuldtræffer fra Kasper Risgård samt scoringerne af Magnus Christensen og Wessam Abou Ali fra AaB's seneste besøg på Ceres Park. 

Tags på denne nyhed

Truppen mod AGF

11. maj 2019 kl. 17:20 af Brian Andersen

Derfor er en sejr påkrævet i morgen aften, hvis sæsonen skal forlænges og drømmen om en europæisk billet bevares.

Blandt de 18 udtagne navne indgår der 11 egenudviklede spillere fra AaB Talent og ti af AaB’s partnerklubber.

Cheftræner Jacob Friis har efter lørdagens træningspas udtaget følgende spillere:

1 Jacob Rinne, 2 Patrick Kristensen, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 8 Rasmus Würtz, 9 Tom van Weert, 10 Lucas Andersen, 11 Philipp Ochs, 17 Kasper Kusk, 18 Rasmus Thellufsen, 21 Kasper Risgård, 22 Michael Lansing, 24 Mathias Ross, 26 Robert Kakeeto, 32 Kasper Pedersen og U/19 Ligaspillerne Mikkel Kaufmann og Jeppe Pedersen.

Magnus Christensen og Frederik Børsting har karantæne, Lukas Klitten er sygdomsramt og Jakob Ahlmann, Oliver Abildgaard, Wessam Abou Ali og Marco Ramkilde er skadede.

Der er kampstart på Ceres Park i Aarhus kl. 18.00.

Tags på denne nyhed

Vidste du om AGF og AaB…

10. maj 2019 kl. 10:57 af Brian Andersen

- at den forestående duel er Superligakamp nummer 82 mellem AGF og AaB. Statistikken siger 36 sejre til AaB, 20 uafgjorte og 25 nederlag samt en målscore på 128-113 i AaB’s favør.

- at AaB og AGF over to kampe (runde 33-34) spiller om retten til at møde vinderen af Randers FC og SønderjyskE over to kampe (runde 35-36) om en playoffkamp om en europæisk plads (runde 37). Bliver det til et samlet nederlag mod AGF, spiller AaB ikke flere kampe efter de to kampe mod AGF.

- at AaB skal besejre AGF for at gå videre til de afgørende playoffkampe om en europæisk plads, men AaB har ikke besejret AGF i Superligaen i Aarhus siden februar 2017. De tre efterfølgende kampe er endt med nederlag samt senest to uafgjorte.

- at AaB på trods af 1-0 nederlaget på Aalborg Portland Park i søndags fortsat har overtaget på AGF inden for de senere år. Således er det siden 2013/2014-sæsonen kun blevet til tre nederlag til AGF i Superligaen, hvorimod de øvrige kampe har givet syv sejre og fem uafgjorte.

- at AaB’s seneste sejr i Aarhus er dateret 19. februar 2017, hvor scoringer af Jakub Sylvestr og Jannik Pohl sørgede for en 2-1 gevinst.

- at fra den nuværende AaB-trup har Kasper Pedersen (2 mål), Kasper Kusk (2), Lucas Andersen (1), Patrick Kristensen (1), Wessam Abou Ali (1), Magnus Christensen (1) og Kasper Risgård (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en Superligakamp mod AGF.

- at ud af de 81 tidligere indbyrdes Superligakampe mod AGF har AaB scoret først i 33 tilfælde, hvilket har resulteret i 27 sejre, tre uafgjorte og tre nederlag. Omvendt har AGF scoret kampens første mål i 42 tilfælde, hvilket dog har givet AaB ni sejre, 11 uafgjorte og 22 nederlag.

- at hvis det bliver til et samlet nederlag for AaB mod AGF, vil såvel anfører Rasmus Würtz (486 kampe, 21 mål) som viceanfører Kasper Risgård (347/50) have spillet deres sidste kamp for AaB.

- at sommer Peter Kjærsgaard søndag aften dømmer den jyske klassiker for anden gang efter debuten i august 2017, der endte helt uden scoringer. I hans 14 tidligere opgør med deltagelse af AaB (2V-6U-6T) har han kun dømt et straffespark og ikke foretaget nogen udvisninger.

- at AaB i tilfælde af sejr eller uafgjort vil afslutte AGF’s igangværende serie på seks Superligakampe i træk med sejr. Dermed vil AGF’s Superligarekord stadig lyde på færre kampe end AaB’s tilsvarende rekord på otte sejre i træk fra april-august 2006.

- at AaB og AGF også mødtes i Aarhus i den bedste række på datoen 12. maj i 1966. Dengang endte kampen foran 12.000 tilskuere med en sejr på 2-0 til AaB på scoringer af Poul Erik Nielsen og Kurt Berthelsen.

(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).

Tags på denne nyhed

Okore: Det gælder liv eller død for os på søndag

9. maj 2019 kl. 13:51 af Rasmus Estrup

Hele Nordjyllands Hold har alt at spille for, når AaB på søndag kl. 18.00 gæster AGF i returopgøret i første runde af Europa Playoff. 

- Det gælder liv eller død i forhold til, om vi fortsat skal spille med, hvor det er sjovt, og kæmpe om en plads i Europa i sidste ende. For at nå målet om Europa skal vi først og fremmest forbi AGF på søndag, så det er en alt eller intet-kamp for os, siger Jores Okore til aabsport.dk. 

AaB har noget at revanchere fra seneste opgør. Første opgør på Aalborg Portland Park endte nemlig med et nederlag til AaB på 1-0, da Jakob Ankersen scorede sejrsmålet for AGF kort før pausen. 

- Vil vil gøre alt, hvad vi kan, for at vinde og komme tilbage på sporet. Men det kræver, at vi bliver bedre på bolden, finder vores positioner hurtigere og ikke mindst er fysisk meget stærkere, end vi viste i søndags, siger han.

- Vi skal først og fremmest vinde vores dueller og andenbolde, så vi får mere tid på bolden. Vinder vi duellerne, skal det andet nok komme, og så ser jeg rigtig gode muligheder for, at vi kan slå AGF på udebane, siger Jores Okore og kigger til AaB’s stærke udebanestatistik i denne Superligasæson. 

Hidtil i denne sæson har AaB blot tabt tre udekampe i Superligaen, mens det omvendt er blevet til seks sejre og syv afgjorte kampe. 

- Vi har tidligere i sæsonen leveret godt mod AGF, og med tanke på vores fine præstationer på udebane igennem sæsonen er jeg sikker på, at vi kan bryde AGF's sejrsrække og spille os videre til næste runde i Europa Playoff, siger Jores Okore. 

Kampen på søndag spilles som nævnt kl. 18.00 på Ceres Park. Du kan læse mere om, hvordan du kan støtte Hele Nordjyllands Hold til opgøret her. 

Tags på denne nyhed
'