Guldhåbet i U/19 Ligaen lever trods stort nederlag

26. maj 2019 kl. 17:20 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: AaB-FC Nordsjælland 0-4

AaB kunne med en sejr lørdag eftermiddag have vundet det danske mesterskab i U/19 Ligaen, men på hjemmebane blev det i stedet til et stort nederlag, da FC Nordsjælland gæstede et ellers meget velbesøgt Hornevej. 

Kampen var blot fem minutter gammel, da gæsterne brød igennem over højre kanten, fik forlænget et fladt indlæg og sendt bolden fladt ind i den ene side af målet til udeholdets føring på 1-0. 

Midtvejs i første halvleg ramte FC Nordsjælland stolpen, og efter en halv time blev det 2-0, da AaB ikke fik clearet et hjørnespark, og de grønklædte gæster kunne i stedet prikke bolden over stregen. 

Inden pausen blev det 3-0 til FC Nordsjælland, da en lang bold efterfulgt af en flad tværbold grundlagde udeholdets tredje scoring. 

Efter pausen kom AaB bedre med i kampen. Blandt andet ramte Mikkel Kaufmann stolpen, og Mathias Ross fik en stor hovedstødschance, der blev reddet af keeperen. 

Midt i anden halvleg fik FC Nordsjælland en spiller udvist, men med en mand i undertal formåede de at lukke kampen et kvarter før tid med scoringen til 4-0. 

- FC Nordsjælland spillede rigtig godt i dag. De kom med masser af fart og power, og det var svært for os at modstå. Især når vi ikke selv var, hvor vi skulle være, siger U/19-ligatræner David Olsen. 

AaB ligger nu på andenpladsen med et point op til FC Midtjylland.

FC Midtjylland har dog ikke flere kampe tilbage, så AaB skal bruge en sejr i sidste runde mod Silkeborg I.F. for at blive danske mestre.

Den afgørende kamp spilles 8. juni kl. 13.00 på Hornevej. 

U/17 Ligaen: AaB-FC Nordsjælland 1-6

Også i U/17 Ligaen fik AaB ørene i maskinen mod FC Nordsjælland, der ligger på ligaens førsteplads. 

Gæsterne kom foran efter otte minutter, men efter et kvarter udlignede Gustav Bonde Dahl til 1-1. 

Herfra stod der FC Nordsjælland på resten af opgøret, og lørdagens gæster endte med at vinde duellen med hele 6-1. 

I U/17 Ligaen ligger AaB på 12. pladsen med to runder tilbage. Næste kamp spilles på lørdag på udebane mod Randers Freja, inden AaB i sæsonens sidste kamp møder Silkeborg I.F. på Hornevej 8. juni kl. 15.15.

Danmarksserien: Nørresundby FB-AaB 3-0

Også i Danmarksserien led AaB et stort nederlag denne weekend. Fredag aften besøgte AaB nemlig Nørresundby FB, der ligger på andenpladsen, og her blev det til et nederlag på 3-0. 

Den tidligere AaB-spiller Rolf Toft scorede to mål i første halvleg, og cirka 10 minutter før tid fuldendte han sit hattrick med opgørets sidste scoring til 3-0. 

AaB ligger efter nederlaget fortsat på næstsidstepladsen i Danmarksserien med syv point op til Aarhus Fremad, der ligger over den stiplede nedrykningsstreg.

Der resterer tre runder. Den første af disse spilles på onsdag aften kl. 19.00, når AaB hjemme tager imod FC Djursland, som har otte point mere end nordjyderne.  

Tags på denne nyhed

AaB TV: Stem på sæsonens AaB-mål

25. maj 2019 kl. 15:20 af Rasmus Estrup

AaB kom på måltavlen 53 gange i Superligaen og Sydbank Pokalen i denne sæson. De ti mål, der gennem månedens mål-afstemninger har fået flest stemmer, er her samlet i den endelige duel om at blive kåret til sæsonens bedste AaB-mål. 

Du kan se målene i videoen øverst, og via knappen nederst kan du stemme på din favorit. Deltager du i afstemningen er du samtidig med i lodtrækningen om Jacob Rinnes kampbrugte og signerede målmandstrøje, samt Football Manager 2019. 

Kandidaterne til sæsonens bedste AaB-mål er: 

1: Jannik Pohl, AaB-FC Midtjylland, 20. juli 2018
2: Tom van Weert, Hobro I.K.-AaB, 23. september 2018
3: Tom van Weert, AaB-AC Horsens, 31. oktober 2018
4: Kasper Kusk, Esbjerg fB-AaB, 30. november 2018
5: Kasper Kusk, OB-AaB, 14. december 2018
6: Lucas Andersen, AaB-SønderjyskE, 22. februar 2019
7: Lucas Andersen, AaB-Hobro I.K. 1. marts 2019
8: Lucas Andersen, AaB-AGF, 17. marts 2019
9: Lucas Andersen, AaB-Vendsyssel F.F., 17. april 2019
10: Kasper Risgård, AaB-Hobro I.K., 26. april 2019

Afstemningen løber indtil onsdag morgen, hvorefter der kåres en vinder. Vinderen af lodtrækningen får direkte besked af AaB over mail. 

Tags på denne nyhed

Sejr i svær U/19-ligakamp kan give guld i morgen

24. maj 2019 kl. 10:00 af Rasmus Estrup

AaB har to kampe tilbage i U/19 Ligaen og fører med to point ned til FC Midtjylland, som kun har en kamp tilbage. Begge hold skal i ilden på lørdag, så AaB kan med en sejr over FC Nordsjælland blive U/19 Danmarksmester. 

- Det bliver sæsonens sværeste kamp mod den bedste modstander i U/19 Ligaen. Jeg forventer en meget jævnbyrdig og spændende kamp, hvor koncentration og grundighed bliver nøgleordene for os, siger U/19 Ligatræner David Olsen og roser FC Nordsjælland-mandskabet, der slog AaB i november og i sidste weekend besejrede de andre guldkandidater, FC Midtjylland. 

- Deres opspil er utroligt varieret og og meget svært at lukke ned. Taktisk er de rigtig dygtige, så alle spillerne kender deres positionering i hver situation. Samtidig er mange af deres spillere omkring Superligaholdet, men når de får god matchning i U/19 Ligaen har de sæsonen igennem stillet med et meget stærkt U/19-hold, siger David Olsen, der sammen med sit mandskab går ind til kampen med lutter sejre i de seneste 10 kampe og intet pointtab siden november. 

- Jeg har som træner ikke oplevet en større vindermentalitet, end på vores U/19-hold. Alle er ekstremt målrettede og dedikerede. Drengene arbejder benhårdt på træningsbanen for hele tiden at blive dygtigere, og samtidig er det et mandskab med en masse rigtig gode fodboldspillere, siger David Olsen. 

Kampen på lørdag spilles kl. 13.00 på Superligaens træningsbane på Hornevej, hvor U/19-ligaholdet også spillede, da det i seneste runde blev til en sejr på 2-0 over Vejle Boldklub. 

Bliver det ikke til en sejr på lørdag, har AaB en ny mulighed for at sikre sig U/19-mesterskabet lørdag 8. juni kl. 13.00, når Silkeborg I.F. gæster Hornevej i sæsonens sidste kamp. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Klubbesøg i Aalborg Freja

23. maj 2019 kl. 10:00 af Rasmus Estrup

Oliver Abildgaard og Lucas Andersen var tilbage i barndomsklubben, da de sammen med resten af Hele Nordjyllands Hold var på klubbesøg i partnerklubben Aalborg Freja. 

Her fik de mange fremmødte børn mulighed for at træne med AaB's Superligaspillere inden der var autografer og billeder til alle interesserede. 

Se indslag fra besøget i Aalborg Freja i videoen øverst. 

Tags på denne nyhed

SKYGGEBØRN fik overrakt 83.880 kr.

22. maj 2019 kl. 09:00 af Rasmus Estrup

Hele Nordjyllands Håndsrækning er i dette forår gået til SKYGGEBØRN, som har modtaget 2 kr. pr. tilskuer til AaB’s Superligakampe på Aalborg Portland Park fra AaB og Spar Nord Fonden. Alt i alt løb det op i 83.880 kr. 

Tirsdag eftermiddag var AaB-spillerne Lucas Andersen og Kasper Kusk samt direktør for Spar Nord Fonden, Steffen Nørgaard, forbi SKYGGEBØRN for at overrække det synlige bevis på håndsrækningen. 

- Det har været helt fantastisk at være modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning. Ikke mindst den opmærksomhed, som AaB-spillerne har givet til børnene, har været fantastisk for dem, siger Jes Dige, direktør i SKYGGEBØRN, der er en forening, som gennem samtalegrupper hjælper børn og unge med at arbejde med deres sorg. 

- For os er det også dobbelt fantastisk at se, hvor glade børnene er for at opleve den anderkendelse, de får fra nogle, de ser op til. Samtidig oplever vi også en stor opmærksomhed, omkring det vi laver, og det er stort for os, fortsætter Jes Dige.

AaB begyndte i foråret 2015 gennem Hele Nordjyllands Håndsrækning at donere én krone pr. tilskuer til klubbens Superligahjemmekampe til et godt formål.

Fra efteråret 2017 har Spar Nord Fonden valgt at støtte op om Hele Nordjyllands Håndsrækning og fordoble beløbet, så der siden er blevet doneret 2 kr. pr. tilskuer på Aalborg Portland Park til et godt formål.

- Jeg er meget stolt over det samarbejde, vi har med AaB om Hele Nordjyllands Håndsrækning, for hver eneste gang har vi fundet nogle rigtig gode projekter at støtte, og det er dette projekt med SKYGGEBØRN virkelig også. Jes Dige og alle de frivillige har siden 2016 gjort et stort stykke arbejde for at hjælpe en masse børn i svære situationer, og jeg er sikker på, at håndsrækningen på 83.880 kr. kan bruges til mange gode aktiviteter, siger Steffen Nørgaard, direktør i Spar Nord Fonden.  

I forbindelse med tirsdagens overrækkelse fik børnene i SKYGGEBØRN autografer og billeder med Lucas Andersen og Kasper Kusk.

De to spillere blev også hængende efterfølgende og hørte om alle børnenes situationer, inden de også selv talte med om deres egne oplevelser med sorg. 

- For os er det rigtig dejligt at spille i en klub, der støtter op om gode initiativer, som det her. Nu har vi jo selv set og hørt, hvordan SKYGGEBØRN hjælper nogle unge mennesker, der har det svært, og det er vigtigt, at vi kan være med til at bakke op om det, siger Kasper Kusk. 

Søg Hele Nordjyllands Håndsrækning for efteråret 2019

Til efterårssæsonen skal der findes en ny modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning, og ønsker du at søge, eller kender du en forening, organisation eller et andet formål, der kunne have fordel af at søge Hele Nordjyllands Håndsrækning, så er det nu, muligheden er åben. Klik på knappen nedenfor for at gå til ansøgningsskemaet.

Hele Nordjyllands Håndsrækning kan tilfalde en forening, et værested, et behandlingscenter eller noget helt fjerde. Kun fantasien sætter grænser, men der skal dog være tale om et formål, der hverken har kommerciel eller politisk karakter. Udover at donationen skal gå til en god sag, skal modtageren også have postadresse i Region Nordjylland.

Ansøgningsfristen for Hele Nordjyllands Håndsrækning for efteråret 2019 er 3. juli.

Tidligere modtagere af Hele Nordjyllands Håndsrækning:

SKYGGEBØRN - forår 2019 - 83.880 kr. (2. kr. pr. tilskuer)

AaB Support Club – velgørenhedstrøje 2018 – 38.400 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)

Ønskeland i Brovst – efterår 2018 – 108.652 kr. (2 kr. pr. tilskuer)

Foreningen Grønlandske Børn – forår 2018 – 85.908 kr. (2 kr. pr. tilskuer)

Børn i sorg – sorggrupperne i Aars – efterår 2017 – 109.850 kr. (2 kr. pr. tilskuer)

Veteran Oasen – velgørenhedstrøje 2017 – 90.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)

Kildehuset Fountainhouse – forår 2017 – 31.249 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

Broen Aalborg – efterår 2016 – 69.093 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

Hjerterummet og Cykel20 - forår 2016 - 57.357 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

The Back To Life Project - efterår 2015 - 66.410 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

Headspace Aalborg - forår 2015 - 54.337 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

Tags på denne nyhed