Storsejr til AaB i U/17 Ligaen
AaB sejrede i den forgangne weekend med 5-2 på udebane mod Randers Freja.
AaB begyndte kampen med højt tempo og højt pres, og allerede i det ottende minut kunne Casper Gedsted udnytte et indlæg fra Oliver Børsting.
AaB fortsatte sit flotte spil og tempo, og efter 20 minutter blev det også 2-0, da Jakob Gaardsøe bankede bolden ind med ydersiden.
Hjemmeholdet fik reduceret i det 33. minut, men fem minutter efter pausen var AaB igen foran med to mål, da Oliver Børsting kom på måltavlen til 3-1.
Blot fire minutter senere fik Randers Freja imidlertid igen reduceret, men godt midtvejs i halvlegen headede Casper Gedsted AaB på 4-2, og sejren blev endeligt cementeret, da Marcus Hannesbo med et kvarter igen gjorde det til 4-2 efter nydeligt forarbejde af Jakob Gaardsøe.
Sæsonens sidste kamp spilles på hjemmebane på lørdag den 8. juni kl. 15.15 mod Silkeborg I.F. Forinden kan U/19 Ligaholdet med en sejr mod samme modstander sikre sig det danske mesterskab. Her er der kickoff kl. 13.00 på AaB’s anlæg på Hornevej.
Nederlag i Danmarksserien
I Danmarksserien tabte AaB i seneste spillerunde for tredje kamp i træk, da FC Djursland kunne rejse fra Aalborg med en 2-1 gevinst.
Alle scoringer faldt i første halvleg, hvor AaB udlignede til 1-1 ved Mads Bruun Davidsen i det 26. minut.
Med resultatet er AaB inden de sidste to spillerunder stadig næstsidst – på søndag gælder det opgøret på udebane mod det foranliggende hold fra Vatanspor.