AaB og Kasper Pedersen indgår aftale
AaB og forsvarsspiller Kasper Pedersen er nået til enighed om en aftale frem til 30. juni 2021.
26-årige Kasper Pedersen havde kontraktudløb med AaB ved udgangen af juni og ønskede ikke at forlænge med klubben for i stedet at prøve sig af i udlandet.
Men nu fortsætter forsvarsspilleren, der har spillet 144 kampe for AaB og scoret 13 mål, altså i den rød-hvide trøje.
- Vi har i flere omgange gjort det klart for Kasper, at vi gerne ville have ham med videre, men vi havde forståelse for, at han gerne ville forsøge sig i udlandet. Da det så ikke lykkedes, er vi superglade for, at vi endelig har fået en toårig aftale med ham, for det har hele tiden været vores førsteprioritet at forlænge med ham, siger sportsdirektør Allan Gaarde.
- Kasper er en rigtig god midtstopper, som gennem sine mange kampe i AaB har opbygget en masse rutine, udviklet sin fysiske styrke og vist skarphed på offensive dødbolde.
- Derudover bidrager han også i høj grad til fællesskabet. Både uden for banen og på banen, hvor han gerne bidrager til at udvikle hele holdet. Ikke mindst de unge spillere, der er kommet op i truppen, og det er meget væsentligt for vores klub, udtaler Allan Gaarde.
Kasper Pedersen, der begyndte til fodbold i partnerklubben Aabybro I.F., skiftede som 12-årig til AaB fra en anden partnerklub, Jetsmark I.F.
- Det er superdejligt at få styr på den situation, jeg nu engang har været i, og jeg er rigtig glad for, at det er AaB, jeg ender med at fortsætte i. AaB er mit hjem. Det er en klub med store ambitioner, som jeg vil være med til at indfri ved at vinde kampe og spille os op i toppen af tabellen, siger Kasper Pedersen, der valgte AaB frem for de udenlandske og danske muligheder, der bød sig.
- Der har været en masse interesse fra flere steder i Europa, som ikke er blevet konkret, og blandt det, der var konkret, var der intet, der kunne trumfe AaB på det sportslige plan. Samtidig har AaB vist positiv interesse for mig, og Jacob Friis har givet udtryk for, at han tror på mig. Det har selvfølgelig også haft stor indflydelse på min beslutning, siger Kasper Pedersen, der allerede i morgen får mulighed for at tørne ud for AaB og få gensyn med fansene, når SønderjyskE gæster Aalborg Portland Park.
- Det bliver selvfølgelig specielt, når jeg for nylig har taget afsked med fansene. Jeg havde jo troet, at der ville gå længere tid, før jeg var tilbage. Men jeg glæder mig meget til at hilse på dem igen. Det er altid en fornøjelse at spille på hjemmebane og mærke opbakningen fra tribunerne, siger Kasper Pedersen, der har holdt sig i form ved at træne med Superligatruppen på Hornevej siden sommerens første træningspas.