Fredag eftermiddag overrakte AaB's administrerende direktør en check til AaB Support Clubs bestyrelse.
Som en del af AaB's faste CSR-projekt, Hele Nordjyllands Håndsrækning, har AaB, trøjesponsor hummel og hovedsponsor Spar Nord nemlig valgt at give 100 kr. for hver af den sølvfarvede Håndsrækningtrøjer, der blev solgt i løbet af 2018, til AaB Support Club.
I alt er der blevet solgt 384 trøjer, og derfor har AaB Support Club nu modtaget 38.400 kr.
- Det er et flot beløb, og det er et flot initiativ, at AaB sætter pris på den officielle fanklub på denne måde. Det er vi selvfølgelig rigtig glade for, for pengene kommer rigtig mange AaB-fans til gode, siger formand for AaB Support Club, Lars Simoni.
AaB Support Club blev grundlagt i 1990 og er AaB's officielle fanklub, der blandt andet arrangerer busture til udekampe og står for at skabe stemning med sange og tifoer til alle AaB's kampe.
- Præcis hvad pengene skal bruges til, er ikke fastlagt endnu. Men jeg er sikker på, at vi sammen med de andre frivillige i foreningen kan øremærke pengene til et eller flere gode tiltag. Det kan både være aktiviteter, vi allerede har nu, som kan gøres billigere eller bedre for vores medlemmer, eller det kan være nye initiativer. Vi har i hvert fald en masse idéer i støbeskeen, som kan give en bedre oplevelse for AaB's fans, siger Lars Simoni.