AaB udlejer Bytyqi
AaB har udlejet Bardhec Bytyqi til Jammerbugt FC til 30. juni 2019, hvor spilleren også har kontraktudløb med AaB.
Bardhec Bytyqi er født og opvokset i Danmark sammen med sine albanske forældre og var i sæsonen 2015/2016 med til sikre AaB DM-bronze i U/19 Ligaen, inden han avancerede til Superligatruppen.
- Vi er ambivalente i forhold til, at Bardhec nu sendes videre, da vi stadig kan se et potentiale i ham, siger AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde.
- Det er imidlertid et faktum, at Bardhec med henblik på den forestående forårssæson ikke har udsigt til førsteholdsfodbold, og derfor er vi i fællesskab nået frem til, at det bedste for Bardhecs udvikling vil være at fortsætte et andet sted, konstaterer Allan Gaarde.
- I den forbindelse anser vi udfordringen i en god klub som Jammerbugt FC som det optimale match, og vi ønsker Bardhec al mulig held og lykke fremover, slutter Allan Gaarde.
Oprindeligt kom Bardhec Bytyqi til AaB allerede som otteårig fra samarbejdsklubben NUBI Fodbold (Nr. Uttrup & Bouet Idrætsforening), og den boldsikre spiller formår at spille både i højre og venstre forsvarsside.
- Jeg er glad og stolt over at have fået chancen i AaB, men jeg må også være realistisk i forhold til mine forventninger, og derfor er det rigtige for mig nu at komme videre i karrieren, siger Bardhec Bytyqi.
- Naturligvis er jeg ærgerlig over ikke at have indfriet min drøm om at blive en fast del af AaB’s førstehold, men klubben har givet mig alt og været en del af mig, siden jeg var dreng, og jeg vil altid følge AaB. Samtidig glæder jeg mig helt vildt til en spændende forår i 2. division sammen med Jammerbugt FC, og derefter må jeg se, hvad fremtiden bringer, lyder det fra 22-årige Bardhec Bytyqi.
Bardhec Bytyqi opnåede tre officielle kampe for Hele Nordjyllands Hold.