AaB-trio fik spilletid i U/21-nederlag til Mexico
Oliver Abildgaard, Rasmus Thellufsen og Magnus Christensen spillede 45 minutter i U/21-landsholdets nederlag til Mexico i dag.
Det danske U/21-landshold spillede lørdag sidste venskabskamp på træningslejren i Mexico, da danskerne tabte 2-1 til Mexico.
Alle tre AaB-spillere i truppen fik ligesom i den første venskabskamp på træningslejren 45 minutters spilletid. Oliver Abildgaard og Rasmus Thellufsen var i startopstillingen og blev udskiftet i pausen, hvor Magnus Christensen blev indskiftet.
Danskerne fik egentlig en god start på kampen, da Elias Sørensen bragte Danmark i front efter tre minutter. Men 10 minutter senere udlignede Mexico på en dødbold, og efter 16 minutters spilletid kom mexicanerne foran 2-1 på et straffespark.
- De scorer på to standardsituationer, og det er naturligvis altid ærgerligt. Jeg synes, de kom med et bedre udtryk, end de gjorde i seneste kamp. Samtidig kendte vi ikke helt vores besøgelsestid, og så står vi med et nederlag, sagde Oliver Abildgaard til U/21-landsholdets Facebookside umiddelbart efter kampen.
Med optrædener i begge kampe for de tre AaB-spillere er Oliver Abildgaard oppe på ni U/21-landskampe, Magnus Christensen har seks U/21-optrædener bag sig og Rasmus Thellufsen har optrådt tre gange for U/21-landsholdet.