U/19-nederlag i sidste minut i Baltic Sea Cup
AaB’s U/19-ligahold tabte i dag 1-0 på udebane til FC Nordsjælland i efterårets sidste kamp i Baltic Sea Cup.
AaB’s U/19-ligahold spillede i dag efterårets sidste kamp, da nordjyderne på udebane var oppe imod FC Nordsjælland i sidste runde af den internationale turnering, Baltic Sea Cup.
Desværre endte efterårssæsonen med et nederlag til AaB, da mandskabet tabte 1-0 på en FC Nordsjælland-scoring i sidste minut.
FC Nordsjælland var bedst i første halvleg, hvor AaB for ofte mistede bolden og havde svært ved at komme frem til muligheder, mens hjemmeholdet omvendt fremtvang et par fine redninger fra AaB-keeperen.
Til anden halvleg lykkedes AaB med at omstille spillet, hvilket gav mere plads på den offensive midtbane og over kanterne. Det affødte også et par gode muligheder, men desværre ingen AaB-scoringer.
Opgørets eneste mål tilfaldt hjemmeholdet, da en indlægsbold i 90. minut sejlede over i fjerneste målhjørne uden chance for AaB-målmanden.
- Vores første halvleg var skuffende, og det er ærgerligt at slutte med at indkassere en scoring i sidste minut. Men det er rigtig opløftende, at vi til anden halvleg fik omstillet os og som minimum spillede lige op med dem. Blandt andet lykkedes vi også med at presse dem højt, så anden halvleg var meget godkendt, siger Morten Bartholomæussen, der er assistenttræner for AaB’s U/19-ligahold og i dag stod i spidsen for holdet.
Med nederlaget ender AaB med et point i sæsonens udgave af Baltic Sea Cup. I U/19 Ligaen overvintrer AaB på niendepladsen, inden sæsonen genoptages 29. februar kl. 13.00 på hjemmebane mod OB.