Skuffende uafgjort mod Hobro I.K.

1. december 2019 kl. 19:56 af Rasmus Estrup

AaB, der havde svært ved at skabe de helt store målchancer, måtte nøjes med en skuffende pointdeling, da Hobro I.K. søndag aften gæstede Aalborg Portland Park i et opgør, der endte 1-1 efter to tidlige scoringer. Den første var et selvmål af Rasmus Thelander, mens Tom van Weert udlignede for AaB.

Allerede efter tre minutter var gæsterne farlige. En aflevering fra Edgar Babayan blev tilfældigt rettet af, hvilket gav Imed Louati en friløber mod Jacob Rinne, men den svenske målmand leverede en fremragende fodparade, der førte til et hjørnespark. 

Dette hjørnespark blev slået ind i det lille felt, og her fik Rasmus Thelander uheldigt snittet bolden i eget net til en føring til udeholdet på 1-0. 

Efter otte minutter svarede AaB igen. Tom van Weert, der var tilbage i startopstillingen, modtog et fladt indlæg fra Patrick Olsen, og med sin førsteberøring sparkede hollænderen sikkert bolden ind ved nærmeste stang. Det var Tom van Weerts tredje mål i de seneste tre kampe.

Næste mulighed faldt til gæsterne, som i det 20. minut med en stikning fik sat Imed Louati i scene. Angriberen, der var sluppet forbi Rasmus Thelander, tog sigte fra kanten af feltet, men den flade afslutning blev flot reddet af Jacob Rinne. 

Herefter overtog AaB kampens initiativ, og et minut senere var Lucas Andersen tæt på en scoring i modsatte ende, da han et par meter uden for feltet forsøgte sig med sit karakteristiske slangehug mod fjerneste stolpe, men desværre gik bolden lige forbi.  

Efter 25 minutter var Tom van Weert tæt på at score for anden gang i opgøret. Hollænderen modtog bolden midt i feltet med ryggen til mål, drejede hurtigt rundt og afsluttede øjeblikkeligt højt mod nærmeste stang. Men inde i Hobro-målet leverede Jesper Rask en fornem refleks redning. 

Den hollandske angriber forsøgte sig også med en elegant hælafslutning efter et fladt indlæg fra Kristoffer Pallesen, men afslutning blev med det samme blokeret. 

Blokeret blev også en afslutning fra Frederik Børsting ti minutter før pausen, da kantspilleren forsøgte sig efter selv at have erobret bolden højt. 

Minuttet senere blev Iver Fossum udsat for samme skæbne, da han flot vandt bolden højt på Hobro I.K.'s banehalvdel, men blev tacklet i skudmomentet. 

Lige inden pausen fik både Patrick Olsen og Iver Fossum blokeret sine afslutninger fra kanten af feltet. Dermed var pausestillingen 1-1. 

Et minut inde i anden halvleg fik AaB et frispark en håndfuld meter fra Hobro-feltet, men Lucas Andersens forsøg gik over målet. 

To minutter senere slog Kristoffer Pallesen et præcist indlæg ind i panden på målscorer Tom van Weert, men Jesper Rask var på plads på stregen. 

AaB havde størstedelen af anden halvleg svært ved at spille sig frem til chancer, men 20 minutter efter pausen fik AaB igen et frispark i en fordelagtig position midt for Hobro-målet. Patrick Olsen sendte dog frisparket lige i muren. 

I løbet af anden halvleg kom Oliver Abildgaard, Kasper Kusk og Patrick Kristensen på banen for hjemmeholdet, og sidstnævnte var lige ved at komme til scoring 78. minut. Med en skudfinte snød han to Hobro-forsvarer, inden han med venstrebenet sparkede på mål. Bolden passerede Jesper Rask, men Anel Ahmedhodzic sparkede kuglen væk på stregen. 

Med ti minutter igen forsøgte Iver Fossum sig med en flugter, men den norske landsholdsspiller sparkede forbi mål. 

I slutminutterne havde AaB fortsat vanskeligt ved at spille sig frem til åbne muligheder mod de kompakte gæster, og derfor endte opgøret efter seks minutters tillægstid 1-1.

Pointdelingen betyder, at AaB indtager femtepladsen i 3F Superligaen med 27 point efter 18 spillerunder.

AaB's næste 3F Superligakamp spilles mandag 9. december på udebane mod OB, der med 26 point indtager syvendepladsen. 

Matchfacts - 3F Superligaen, 18. spillerunde

AaB-Hobro I.K. 1-1 (1-1)
5. min 0-1 Rasmus Thelander (selvmål), 9. min 1-1 Tom van Weert
Advarsler AaB: Rasmus Thelander (90)
Advarsler Hobro I.K.: Rasmus Minor Petersen (72), Anel Ahmedhodzic (77), Edgar Babayan (88), Oliver Tychosen (90)
4.520 tilskuere på Aalborg Portland Park

AaB (4-3-3): Jacob Rinne, Kristoffer Pallesen (75: Patrick Kristensen), Jores Okore, Rasmus Thelander, Jakob Ahlmann, Iver Fossum, Magnus Christensen (75: Kasper Kusk), Patrick Olsen, Frederik Børsting, Tom van Weert (69: Oliver Abildgaard), Lucas Andersen. 

Hobro I.K. (4-5-1): Jesper Rask, Frans Putros, Anel Ahmedhodzic, Rasmus Minor Petersen, Mathias Haarup, Emmanuel Sabbi (60: Oliver Tychosen), Mikkel M. Pedersen, Jonas Brix-Damborg, Christian Cappis (46: Pål Alexander Kirkevold), Edgar Babayan, Imed Louati (53: Julian Kristoffersen). 

Dommer: Peter Kjærsgaard 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Tilbageblik på AaB-Hobro I.K.

1. december 2019 kl. 11:43 af Rasmus Estrup

I aften kl. 18.00 kommer Hobro I.K. på besøg på Aalborg Portland Park. Du kan købe billet til kampen her eller i billethusene på Aalborg Portlands Park, der åbner kl. 17.00. 

Inden opgøret kan du i denne video se et tilbageblik på AaB's ni seneste hjemmebanemål mod dagens modstander. 

Se blandt andet alle mål fra 6-0-sejren i 2015, et pragtfuldt langskudsmål af Lucas Andersen og Kasper Risgårds 50. scoring for AaB, der i sidste sæson blev kåret til sæsonens bedste AaB-mål. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Vinder af månedens mål i november

1. december 2019 kl. 10:20 af Rasmus Estrup

Oliver Abildgaard har scoret i de seneste to kampe, og dermed havde han to lodder i puljen om at blive kåret til månedens mål. Blandt de ti mål i november var det Oliver Abildgaards hovedstødsmål til 4-0 over AC Horsens efter oplæg fra Jakob Ahlmann, der af fansene blevet kåret til månedens bedste mål. 

Oliver Abildgaards mål fik 35 procent af stemmerne, mens Patrick Olsens mål til 2-0 mod AC Horsens og Tom van Weerts 3-0-scoring mod HB Køge fulgte efter på anden- og tredjepladsen. 

AaB takker alle, der deltog i afstemningen og samtidig var med i lodtrækningen om Magnus Christensens kampbrugte og signerede hjemmebanetrøje fra sidste sæson. Vinderen af spillertrøjen blev Hjalte, som får tilsendt en mail fra AaB. 

I dag har AaB-spillerne mulighed for at blive kandidater til månedens mål i december, når Hobro I.K. gæster Aalborg Portland Park kl. 18.00. Du kan købe billetter til kampen på www.billet.aabsport.dk

Tags på denne nyhed

To AaB-talenter i U/16-sejr over Belgien

1. december 2019 kl. 08:38 af Rasmus Estrup

Marius Jacobsen (nr. 4) var med fra start, da Danmarks U/16-landshold i går mødte Belgien i tredje opgør ved en miniturnering i Tyrkiet. 

Belgierne startede bedst og var foran 2-0 ved pausen, hvor det danske landshold foretog fire udskiftninger. Blandt andet kom Marius Jacobsen ud på bænken. 

I anden halvleg fik Danmark vendt rundt på opgøret, og blot fem minutter inde i anden halvleg var der udlignet til 2-2. 

Midt i anden halvleg blev Gustav Dahl sendt i aktion for danskerne, og efter 72 minutter scorede Danmark sejrsmålet til 3-2. 

Gustav Dahl og Marius Jacobsen er nu noteret for henholdsvis fem og tre U/16-landskampe. 

Tags på denne nyhed

Truppen udtaget til søndagskampen mod Hobro I.K.

30. november 2019 kl. 15:48 af Rasmus Estrup

AaB skal i morgen forsøge at hente tredje sejr i træk, når Hobro I.K. gæster Aalborg Portland Park i 3F Superligaens 18. spillerunde. 

Efter lørdagens træningspas har cheftræner Jacob Friis og den øvrige trænerstab udtaget følgende 19 spillere, hvoraf 11 har spillet ungdomsfodbold i AaB Talent og i AaB's nordjyske partnerklubber: 

1 Jacob Rinne, 2 Patrick Kristensen, 3 Jakob Ahlmann, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 7 Oliver Abildgaard, 8 Iver Fossum, 9 Tom van Weert, 10 Lucas Andersen, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 20 Oliver Klitten, 21 Patrick Olsen, 22 Andreas Hansen, 24 Mathias Ross, 25 Frederik Børsting, 26 Rasmus Thelander samt U/19-ligaspillerne Jeppe Pedersen og Malthe Højholt. 

AaB's skadesliste omfatter Kasper Pedersen og Mikkel Kaufmann. 

Søndagskampen mod Hobro I.K. begynder kl. 18.00. Dørene til Aalborg Portland Park åbner kl. 17.00, og samtidig åbner lugerne til billethusene. Du kan også købe billet til kampen allerede nu på www.billet.aabsport.dk

AaB og Spar Nord Fonden donerer i fællesskab 2 kr. pr. tilskuer til 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park til AaB’s pris, Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2019 går ubeskåret til Barnets Blå Hus i Vesthimmerland. Efterårets første otte hjemmekampe har allerede sikret Barnets Blå Hus i Vesthimmerland en donation på  som efter efterårets første syv hjemmekampe allerede er sikret en donation på 95.574 kr.

Tags på denne nyhed
'