Rinne stemt ind på andenplads i Det Gyldne Bur
I Tipsbladets traditionsrige afstemning Det Gyldne Bur blev Jacob Rinne af sine målmandskollegaer i Danmark stemt ind på en delt andenplads.
Jacob Rinne deler andenpladsen i Det Gyldne Bur for 2019 sammen med FC Københavns Kalle Johnsson. Vinderen af Det Gyldne Bur 2019 blev Jesper Hansen fra FC Midtjylland.
Det er målmændene fra 3F Superligaen og NordicBet Ligaen, der hver især ranglister en top-tre over kollegaerne i de to bedste danske rækker.
I afstemningen, som kan læses i dagens udgave af Tipsbladet, har Jacob Rinne blandt andet fået tre førstepladser. Heriblandt fra årets vinder, Jesper Hansen.
De tidligere holdkammerater Michael Lansing fra AC Horsens og Nicolai Larsen fra FC Nordsjælland har begge Jacob Rinne på deres andenplads.
Det Gyldne Bur er blevet uddelt årligt siden 1984. Tre gange har en AaB-målmand vundet prisen. Jimmy Nielsen vandt både i 1998 og 2004, mens Nicolai Larsen vandt i 2014.