Køb billet til KMD Cup i Odense

26. december 2019 kl. 10:45 af Rasmus Estrup

KMC Cup 2020 nærmer sig. Udgaven, der spilles i Jyske Bank Arena i Odense, løber af stablen 10. januar. 

AaB, der er regerende KMD Cup-mester, skal i indendørsturneringen spille mod Brøndby I.F., OB, AGF og Øens Hold, der er et hold med særligt udvalgte fynske spillere. 

I seneste udgave af KMD Cup tog AaB en finalesejr over Brøndby I.F. på vejen til trofæet. Om succesen gentager sig 10. januar i Odense, kan du se fra nærmeste hold, da der stadig er billetter til salg i AaB's fanafsnit. 

Billetpriser

Børn u/15 år: 100 kr.

Voksen: 150 kr.

Billetter til AaB's afsnit kan købes via dette link

AaB’s fans placeres i afsnit K.

Vær venligst opmærksom på, at fans af andre klubber ikke har adgang til AaB-afsnittet.

Kort over parkeringsmuligheder ved Jyske Bank Arena kan ses her.

Tags på denne nyhed

Poul Buus på studietur i Club Brugge

25. december 2019 kl. 10:55 af Rasmus Estrup

- Det var nok den mest udbytterige og spændende inspirationstur, jeg har nogensinde har været på.

Målmandstræner Poul Buus var meget begejstret, efter at han i sidste uge var på sin årlige inspirationstur med målmandstrænerkollega Nikolai Pold fra AGF.

Denne gang gik turen til Club Brugge i Belgien, og besøget imponerede AaB’s erfarne målmandstræner, der sidste år besøgte Juventus F.C.

- Det var vildt spændende. Gæstfriheden var outstanding, for de åbnede helt op. Både i forhold til træningen, springteknikker, analysearbejdet, videomaterialet, samt deres teorier og filosofier, siger Poul Buus, der især var imponeret over analysemedtoder, som Club Bruges målmandstræner, Frederic De Boever, havde udviklet.

- Han lavede statistik på alt og inddelte alle kampsituationer i utallige kategorier. Vi analyserer også selv vores målmænd grundigt, men den detaljegrad og brug af statistikker, de benyttede dernede, var meget imponerende, fortæller Poul Buus, der i øvrigt glædede sig over, at der i Club Brugges træningscenter hang et billede af den danske målmand Birger Jensen, der fra 1974 til 1988 opnåede 382 kampe og fem belgiske mesterskaber med klubben.

Selve turen varede fra mandag til fredag. I to dage havde Poul Buus og Nikolai Pold fuld adgang til målmandstræningen med blandt andre førstemålmand Simon Mignolet, og de besøgte ungdomsakademiet, hvor de fulgte målmandstræningen for U/18 og U/10 og blandt andet sad til møde med målmandstræner Frederic De Boever og hele akademiets målmandstrænerteam. 

Om torsdagen spillede Club Brugge udekamp i pokalkvartfinalen mod Anderlecht, så inden kampen brugte Poul Buus og hans målmandskollega tiden på at besøge KAA Gent, der er Jacob Rinnes tidligere klub. Her var klubben inklusive cheftræner Jess Thorup ligeså gæstfrie som Club Brugge.

Turen sluttede med, at Poul Buus og Nikolai Pold fra tribunerne på Lotto Park så Club Brugge vinde 2-0 over Anderlecht.

- Club Brugge har en vanvittig offensiv tilgang til fodbold. Det gælder både for målmændene og i det samlede spil. Det viste de også i kampen, hvor de dominerede totalt, siger Poul Buus, der nu bruger vinterpausen på at sunde sig over de mange indtryk, han har fået.

- Der er så mange detaljer, tanker og idéer, som jeg nu skal undersøge, hvordan vi kan inddrage i målmandstrænigen i AaB. Analysedelen er helt sikkert noget, der skal arbejdes videre på, mens mange af teknikkerne er nogle, der skal afprøves på de unge målmand i AaB Talent.

AaB's træning genoptages 8. januar. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Julehilsen fra AaB

24. december 2019 kl. 09:16 af Rasmus Estrup

Se indslaget på AaB's Facebook-side

I aften er det juleaften, og i den anledning har anfører Lucas Andersen og viceanfører Tom van Weert iklædt sig AaB's julesweater og sat sig godt til rette med julelys og julestjerner for at ønske alle AaB-fans en glædelig jul. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Fik du set Børsting og Fossums bagedyst?

23. december 2019 kl. 11:49 af Rasmus Estrup

Har du ikke helt styr på, hvordan man skal lave en roulade, kan du med fordel kigge med her. 

I efteråret var AaB TV nemlig med, da AaB-fan og Den Store Bagedyst-deltager, Beate Sørensen, fik Frederik Børsting og Iver Fossum med til en bagedyst, hvor de to spillere skulle forsøge at følge med i Beate Sørensens tempo, når hun lavede en roulade. 

Det underholdende indslag, der blev filmet i Victors Madhus i Nørresundby kan ses ovenfor eller via Facebook her. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Peter Rosenmeier - AaB-ambassadør

22. december 2019 kl. 09:02 af Rasmus Estrup

Bordtennisspiller Peter Rosenmeier, der er regerende europamester, verdensmester og paralympisk mester, er blevet udnævnt til AaB-ambassadør. 

Dermed er han den syvende i rækken af AaB-ambassadører, da han gør Nikolaj Ehlers, Troels Mailling, Jens Ringberg, Glenn Ringtved, Søren Sko og Jesper Sørensen selskab. 

Peter Rosenmeier, der er fra Hadsund, blev AaB-fan som teenager efter et besøg på Aalborg Portland Park. 

I dette indslag fra AaB TV kan du høre nærmere om bordtennisspillerens tilknytning til Hele Nordjyllands Hold, om et minde med Frank Strandli og et ritual, der omfatter Thomas Augustinussen. 

Derudover er der også et løfte, såfremt det bliver til endnu et PL-guld til sommer i Tokyo. 

Tags på denne nyhed