Kakeeto udlejes til finsk klub

13. august 2019 kl. 10:00 af Brian Andersen

Lejemålet gælder indtil, den finske turnering slutter i begyndelsen af november.

Sidste efterår var den centrale midtbanespiller udlejet til Jammerbugt FC, og 24-årige Kakeeto har kontrakt med AaB til udgangen af 2020.

AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde udtaler:

- Robert gjorde det tilfredsstillende, da han blandt andet forrige søndag fik chancen i udekampen mod FC Midtjylland, men som det også var tilfældet, da han blev udlejet for et års tid siden, så har vi god konkurrence på de centrale midtbanepositioner, hvorfor vi sammen har vurderet, at det vil være mest hensigtsmæssigt for Roberts udvikling at tilføje endnu et lejeophold.

HIFK Fotboll er efter 18 spillerunder placeret på en syvendeplads i den bedste finske fodboldrække, og Robert Kakeeto kan få debut i sin nye klub, når holdet på fredag aften spiller på udebane mod Inter Turku.

I AaB står Robert Kakeeto foreløbig noteret for 20 officielle kampe, mens det også er blevet til to A-landskampe for Uganda.

Tags på denne nyhed

Sløjt reserveholdsnederlag til Hobro I.K.

12. august 2019 kl. 15:14 af Rasmus Estrup

AaB tabte mandag eftermiddag 2-1 på hjemmebane til Hobro I.K. i reserveholdsturneringen efter en ringe præstation.

Kampens indledning var uden afslutninger, men 19 minutter inde i opgøret fik AaB tilkendt et straffespark, da Wessam Abou Ali blev nedlagt efter et fint oplæg fra Søren Tengstedt. Wessam Abou Ali tog selv straffesparket, og angriberen var sikker fra pletten, da han bragte AaB foran 1-0. 

Efter scoringen overtog Hobro I.K. initiativet, og efter 33 minutter udlignede gæsterne. AaB mistede bolden på egen banehalvdel, og Oliver Tychosen tog sigte udefra og udplacerede Andreas Hansen med en afslutning langs den ene opstander. 

Få minutter senere forsøgte Magnus Christensen sig med et langskud i den anden ende, men forsøget sad i favnen på Hobro-keeper Adrian Kappenberger. 

Tre minutter før pausen sendte Wessam Abou Ali en solid afslutning mod mål fra en spids vinkel, men Adrian Kappenberger fik fingerspidserne på forsøget mod fjerneste stolpe. 

Lige efter pausen fik Magnus Christensen også en god mulighed efter et fint opspil, men afslutningen mod målhjørnet gik forbi. 

Herfra formåede AaB ikke at sætte spillet, og en håndfuld minutter senere kom Hobro I.K. til en god afslutning fra kanten af feltet, men Andreas Hansen fik sendt afslutningen til hjørne. Hjørnesparket ramte panden på en af gæsterne, men inde på stregen kom Andreas Hansen i vejen og fik holdt læderet ude af målet.

Efter 63 minutter kom Hobro I.K. så fortjent foran 2-1. Gæsterne brød bolden på midten af banen og satte gang i en omstilling. Et indlæg fra venstresiden blev slået fladt indover til den sædvanlige Jyllandsseriespiller Mathias Poulsen, der fra det lille felt dirigerede bolden i mål. 

Mod slutningen kunne AaB trods stort spilovertag fortsat ikke få spillet sig igennem gæsternes kompakte defensiv. I stedet fik Hobro I.K. en ny omstillingsmulighed, men Zifalino Nsonsi fik lavet en glidende blokade på afslutningen. 

I slutminutterne kom både Jakob Ahlmann og Anders Bærtelsen til muligheder, men venstrebacken overplacerede sit forsøg og midtstopperen fik sin afslutning blokeret. Derfor tabte AaB 2-1, og er nu uden point efter de to første kampe i reserveholdsturneringen. 

- Det var en rigtig sløj præstation, og Hobro I.K. vandt fortjent. De første 25 minutter spiller vi okay, men derfra blev det værre og værre, som kampen skred frem, og til sidst er vi rigtig dårlige i vores boldomgang, beslutninger og duelspil, siger assistenttræner Lasse Stensgaard, der havde valgt følende startopstilling:

Andreas Hansen
Daniel Skovgaard Mortensen (U/19 Liga), Mathias Ross, Jakob Blåbjerg, Jakob Ahlmann
Magnus Christensen, Zifalino Nsonsi (U/19 Liga), Oliver Abildgaard
Søren Tengstedt, Wessam Abou Ali, Jeppe Pedersen (U/19 Liga)

I pausen blev Søren Tengstedt, Jeppe Pedersen og Daniel Skovgaard Mortensen erstattet af Anders Bærtelsen og U/19-ligaspillerne Oliver Børsting og Oliver Overgaard. 

AaB's næste reserveholdskamp spilles tirsdag 20. august kl. 14.00 på udebane mod AGF. 

Tags på denne nyhed

Tengstedt dobbelt målscorer i U/19-ligasejr

12. august 2019 kl. 09:33 af Rasmus Estrup

AaB's U/19-ligahold fik en komfortabel og sikker sejr på 3-0, da holdet lørdag tog imod Silkeborg I.F. i sæsonpremieren. 

På AaB's anlæg på Hornevej fik det bolsjestribede hjemmehold hurtigt greb om kampen og fik skabt en del målchancer. 

Efter 21 minutter blev det første gang udnyttet, da Søren Tengstedt i en liggende position med ryggen til mål fik dirigeret bolden langs det regnvåde underlag ind i netmaskerne til 1-0. 

Små ti minutter senere blev føringen fordoblet. Gabriel Adriano Alves brød igennem på venstrekanten og spillede bolden på tværs til anfører Jeppe Pedersen, som lagde bolden af til Oliver Overgaard, der med et velplaceret langskud gjorde det til 2-0. Et resultat, der holdt halvlegen ud. 

Kort før pausen blev Silkeborg I.F. ramt af en udvisning, men i stedet for at forcere og spille overilet leverede AaB efterfølgende en kontrolleret indsats.  

Med 30 minutter tilbage af opgøret blev lørdagens målkonto lukket. Søren Tengstedt modtog bolden på højrekanten og med en Ronaldinho-inspireret dribling satte han sin direkte modstander ved baglinjen. Fra en spids vinkel sparkede kantspilleren dernæst flot bolden ind ved nærmeste stolpe til slutresultatet 3-0. 

- Det var en fuldstændig sikker sejr. Vi spillede meget modent, og selvom vi havde et stort overtag, formåede vi at være kontrollerede og holde Silkeborg I.F. fra muligheder, mens vi stadig producerede en del små og et par store chancer i den anden ende, siger U/19-ligatræner David Olsen. 

- Defensivt var vi solide, og vi så også fine ud i de offensive faser. Vi manglede dog den sidste skarphed foran kassen, for vi skulle bruge for mange chancer for at score, siger David Olsen. 

AaB spiller andet opgør i U/19 Ligaen på lørdag på hjemmebane mod Randers Freja FC kl. 13.00. 

Tags på denne nyhed

Reserveholdskamp spilles på Aalborg Portland Park

12. august 2019 kl. 08:30 af Rasmus Estrup

AaB møder i dag kl. 13.00 Hobro I.K. på Aalborg Portland Park i efterårets reserveholdsturnering. 

Mens AaB tabte sæsonens første reserveholdskamp 3-2 til AGF, spillede Hobro I.K. 2-2 i deres første kamp - også mod AGF. 

Til dagens reserveholdskamp stiller assistenttrænerne Lasse Stensgaard og Allan K. Jepsen med følgende startopstilling: 

Andreas Hansen
Daniel Skovgaard Mortensen (U/19 Liga), Mathias Ross, Jakob Blåbjerg, Jakob Ahlmann
Magnus Christensen, Zifalino Nsonsi (U/19 Liga), Oliver Abildgaard
Søren Tengstedt, Wessam Abou Ali, Jeppe Pedersen (U/19 Liga)

På bænken sidder Anders Bærtelsen sammen med U/19-ligaspillerne Benedikt Axelsson, Jakob Holdt, Oliver Børsting, Oliver Overgaard og Nicolaj Christensen. 

Tilskuere kan komme ind på A. Enggaard Tribunen via indgang 9 ved hovedindgangen. Der er fri entré for alle interesserede.

Tags på denne nyhed

AaB TV: AaB-Esbjerg fB 4-0

12. august 2019 kl. 07:01 af Rasmus Estrup

AaB snuppede i går anden hjemmesejr i træk, da Hele Nordjyllands Hold besejrede Esbjerg fB med 4-0 på Aalborg Portland Park. I videoen ovenfor kan du se AaB TV's fyldige sammendrag af kampen. 

Målkontoen blev åbnet i 19. minut, da Lucas Andersen sikkert eksekverede et straffespark, som Mikkel Kaufmann tilkæmpede sig. 

Efter en halv time vandt Frederik Børsting bolden fra Markus Halsti og sikrede sig selv en friløber, som han sikkert omsatte til 2-0. 

To minutter senere gjorde Mikkel Kaufmann det til 3-0 efter oplæg fra Oliver Klitten, der fik sin startdebut på Aalborg Portland Park. 

Lige inden pausen blev kampen lukket med målet til 4-0. Frederik Børsting viste igen stor arbejdsomhed og efter to gode tacklinger på egen banehalvdel sendte han med en præcis aflevering Lucas Andersen afsted i en friløber. Denne scorede AaB-anføreren sikkert på. 

Tags på denne nyhed
'