Reaktioner fra Aalborg Portland Park
Læs reaktioner efter AaB's uafgjorte kamp mod Hobro I.K., hvor målscorer Kasper Risgård rundede 50 AaB-scoringer.
AaB og Hobro I.K. spillede 1-1 efter Kasper Risgårds 50. AaB-mål og en udligning af Pål Alexander Kirkevold. AaB ender dermed på andenpladsen i puljen og skal møde AGF i to Europa Playoff-kampe.
Med en halv times forsinkelse på grund af trafikkaos omkring Aalborg blev aftenens kamp sat i gang kl. 19.30. Et veloplagt publikum på Aalborg Portland Park måtte dog se gæsterne tilspille sig første afslutning, da Emmanuel Sabbi afsluttede en omstilling med et spark, der sendte læderet forbi kassen.
Hobro I.K. var farlige igen efter otte minutter, da et hjørnespark blev slået direkte ind mod mål, hvor en hårdt presset Jacob Rinne med den ene hånd fik stoppet bolden fra at stryge i mål.
Kasper Risgård fik efter 11 minutter opgørets hidtil bedste mulighed efter et godt AaB-angreb. Bolden blev spillet perfekt i dybden til Patrick Kristensen, som sendte indlægget mod bagerste område. Her tog Kasper Risgård bolden ned, inden han trykkede af, men desværre for dagens AaB-anfører blev afslutningen blokeret.
Kort efter testede Edgar Babayan Jacob Rinne med en kompetent afslutning i den ene side af målet, men den svenske målmand nåede ned til læderet ved roden af stolpen.
De følgende minutter sad AaB på, og Kasper Kusk og Lukas Klitten blev blandt andet sat i scene, men hjemmeholdet havde svært ved at komme frem til afslutninger. En enkelt forbier fra Frederik Børsting var eneste varsel, mens Hobro I.K. midt i første halvleg sendte et lignende varsel afsted fra Pål Alexander Kirkevold.
Lige inden dommer Anders Poulsens ur rundede den første halve time, viste AaB sig farlige efter en dødbold. Magnus Christensen samlede først op på en returbold på kanten af feltet, som han resolut tæskede til, men gæsterne kom i vejen. AaB fastholdt angrebet og slog et indlæg ind mod bageste stang, hvor Mathias Ross nåede op og headede bolden over mål.
AaB var bedst mod slutningen af første halvleg, og en håndfuld minutter før pausen slog Patrick Kristensen et indlæg ind fra højre, Mikkel Kaufman fik kastet sig frem i bolden, og med det yderste af tåspidsen fik den unge AaB-angriber afsluttet, men desværre gik læderet forbi.
Et minut inden pausefløjtet stod en veloplagt Kasper Kusk for en giftig afslutning. Kantspilleren tog et frispark langt ude fra, og i stedet for at slå et indlæg, spillede han et-to med Magnus Christensen, som lagde bolden til rette for Kasper Kusk, der sparkede fladt mod fjerneste stolpe, men afslutningen gik desværre et par centimeter forbi.
I tillægstiden til første halvleg fik Frederik Børsting også afsluttet med hovedet, men bolden gik cirka en meter over mål og lagde sig på nettaget.
Anden halvleg var kun sekunder gammel, før AaB kom foran. Kasper Kusk fandt vej til baglinjen og lagde bolden på tværs. Ved bagerste stolpe fik Kasper Risgård på akrobatisk vis dirigeret bolden over stregen til 1-0. Scoringen var Kasper Risgårds 50. AaB-scoring.
Scoringen tvang Hobro I.K. frem, og gæsterne havde to gode forsøg fra Pål Alexander Kirkevold og Edgar Babayan, inden for de første fem minutter af anden halvleg.
Dernæst fik Tom van Weert en stor mulighed, da han lidt tilfældigt endte alene med Jesper Rask, men Hobro-keeperen diskede op med en stor redning.
Hobro I.K. fulgte i det første kvarter af anden halvleg op med et par afslutninger, der sad lige på Jacob Rinne, inden Kasper Kusk midt i anden halvleg sparkede tæt forbi fra distancen efter et godt drev.
Med lidt over et kvarter tilbage var Mikkel Kaufmann tæt på at score karrierens andet AaB-mål mod Hobro I.K. Magnus Christensen sendte flot angriberen afsted i en friløber, men igen var Jesper Rask på plads med en stærk redning. Et af de efterfølgende hjørnespark endte i panden på Jores Okore, der desværre headede forbi.
Kasper Kusk forsøgte sig efter 78 minutter med en afslutning, hvor han drejede rundt og flugtede. Bolden blev afrettet og sad lige på Jesper Rask. Målmanden tog også fat på Frederik Børstings afslutning minuttet senere.
Umiddelbart efter udlignede Pål Alexander Kirkevold til 1-1, da han fra tæt hold sendte et fladt indlæg fra Edgar Babayan over stregen.
Kasper Kusk forsøgte gentagende gange at score med afslutninger fra distancen, men der manglede den sidste styrke og præcision i forsøgene.
I slutminutterne var der Superligadebut til Oliver Klitten, som øjeblikkeligt tilkæmpede sig et frispark i en giftig position. Dette tog indskiftede Wessam Abou Ali sig af, men bolden gik få centimeter forbi hjørnet.
I tillægstiden var Edgar Babayan tæt på et sejrsmål for gæsterne, men han sendte også læderet få centimeter på den forkerte side af træværket, og opgøret sluttede 1-1.
Dermed ender AaB på andenpladsen i Pulje 2 bag Randers FC, der spillede uafgjort mod Vendsyssel F.F. og slutter tre point foran AaB.
Det betyder, at AaB møder AGF i de to kommende Europa Playoff-kampe. Første kamp spilles 5. maj kl. 12.00 på Aalborg Portland Park, mens returopgøret spilles i Aarhus søndag 12. maj. Det præcise kamptidspunkt for det opgør er ikke fastlagt endnu.
Matchfacts - Superligaen, 32. spillerunde
AaB-Hobro I.K. 1-1 (0-0)
46. min 1-0 Kasper Risgård, 80. min 1-1 Pål Alexander Kirkevold,
Advarsler AaB: Ingen
Advarsler Hobro I.K.: Yaw Amankwah
5.075 tilskuere på Aalborg Portland Park
AaB (4-3-3): Jacob Rinne, Patrick Kristensen, Jores Okore, Mathias Ross, Lukas Klitten, Frederik Børsting, Magnus Christensen (89: Oliver Klitten), Kasper Risgård (65: Rasmus Würtz), Kasper Kusk, Mikkel Kaufmann (70: Wessam Abou Ali), Tom van Weert.
Hobro I.K: (4-4-1-1): Jesper Rask, Jesper Bøge, Yaw Amankwah, Rasmus Minor Petersen (62: Mathias Haarup), Nicholas Godtfredsen, Emmanuel Sabbi, Jonas Brix-Damborg (69: Mikkel M. Pedersen), Vito Hammershøj-Mistrati, Edgar Babayan, Martin Mikkelsen (45: Julian Kristoffersen), Pål Alexander Kirkevold.
Dommer: Anders Poulsen
I aften kl. 19.00 spiller AaB mod Hobro I.K. på Aalborg Portland Park i den sidste gruppespilskamp.
Inden kampen kan du i videoen øverst gense en lang række af tidligere AaB-mål på Aalborg Portland Park mod aftenens modstander.
Ligesom med Aalborg Portlands navnesponsorat for AaB’s hjemmebane fortsætter betonvirksomheden Unicon også med at være loungesponsor for Unicon Lounge på Aalborg Portland Park frem til minimum udgangen af 2021.
Unicon er Danmarks største leverandør af færdigbeton og har siden 2017 lagt navn til Unicon Lounge på AaB’s hjemmebane, Aalborg Portland Park.
- Vi har haft et supergodt samarbejde med AaB, og vi synes, vi er blevet eksponeret rigtig godt gennem vores sponsorat. Desuden er vi forankret i Nordjylland og Aalborg, så det er naturligt, at vi forlænger samarbejdet om Unicon Lounge, hvor vi altid har oplevet en god service og positiv stemning, siger salgsdirektør i Unicon, Peter Krogh.
AaB’s administrerende direktør glæder sig over, at samarbejdet med Unicon forlænges sideløbende med Aalborg Portlands stadionsponsorat.
- Unicon har med samarbejdet omkring Unicon Lounge været med til at skabe nogle fremragende rammer for vores gæster til hjemmekampene på Aalborg Portland Park, og vi ser meget frem til det fortsatte samarbejde omkring Unicon Lounge, siger Thomas Bælum.