Giv os din mening om AaB

6. april 2019 kl. 09:57 af Martin Stigaard Skammelsen

For ottende år i træk gennemføres den store tilskuerundersøgelse Superliga Survey blandt alle Superliga-klubbers tilskuere.

I 2018 deltog over 700 AaB-fans i undersøgelsen, men AaB vil i år gerne have endnu flere besvarelser, så vi med endnu større sikkerhed kan forbedre oplevelsen før, under og efter vores tilskueres besøg på Aalborg Portland Park.

Superliga Survey er således et vigtigt værktøj for AaB i det løbende arbejde med at forbedre kampoplevelsen, både på og udenfor stadion. Undersøgelsen hjælper med at udvikle og søsætte nye tiltag, der kan løfte oplevelsen som tilskuer fremover.

Du kan derfor være med til at gøre en forskel ved at besvare spørgsmålene i årets Superliga Survey.

Giv din mening til kende, og vær med til at skabe en endnu bedre AaB-oplevelse for dig selv og de øvrige AaB-tilhængere.

AaB takker på forhånd alle deltagere for deres hjælp.

Tags på denne nyhed

Vidste du om Hobro I.K. og AaB...

5. april 2019 kl. 14:40 af Rasmus Estrup

- at det er 11. Superligakamp mellem Hobro I.K. og AaB. Statistikken siger seks sejre til AaB, tre uafgjorte og ét nederlag samt en målscore på 23-4 set med AaB’s øjne.

- at AaB med en sejr over Hobro I.K. endeligt kan sikre sig en af de to de to øverste pladser i pulje 2 i gruppespillet. Dermed vil AaB indgå i de afgørende playoffkampe om en europæisk plads efter gruppespillet. 

- at AaB har fået point i ni af de 10 tidligere Superligakampe mod Hobro I.K., heraf i de otte seneste opgør (6V-2U-0T). Tillige har Hobro I.K. aldrig scoret mere end et mål pr. kamp mod AaB, og det er endda kun sket i fire af de 10 tidligere kampe, at søndagens hjemmehold er kommet på måltavlen.

- at kampens første mål i de 10 hidtidige Superligakampe mellem Hobro I.K. og AaB har haft betydning for kampens endelige resultat. I de syv kampe, hvor AaB har scoret først, er kampen endt med point til AaB (6V-1U-0T); i de tre andre kampe, hvor Hobro I.K. har scoret først, er kampen endt uden sejr til AaB (0V-2U-1T).

- at Lucas Andersen har scoret i hver af hans fire seneste Superligakampe, og hvis det lykkes ham at score for femte kamp i træk, vil han tangere den bedste præstation af en AaB-spiller i Superligaen. Fem kampe i træk med mål er tidligere præsteret af Thomas Enevoldsen (2015), Morten 'Duncan' Rasmussen (2011) og Frank Strandli (2001).

- at Lucas Andersen, Tom van Weert, Kasper Pedersen og Kasper Risgård alle har scoret to Superligamål mod Hobro I.K. Derudover er Frederik Børsting (1 mål) eneste AaB'er i den nuværende trup, der har scoret mod søndagens modstander.

- at Kasper Risgård kan spille sin Superligakamp nummer 275 for AaB. Han bliver i givet fald den sjette AaB-spiller til at runde denne milepæl efter Rasmus Würtz, Thomas Augustinussen, Jimmy Nielsen, Henrik Rasmussen og Torben Boye. Til hans samlede antal Superligakampe skal tillægges 63 kampe for Silkeborg I.F.

- at AaB med en scoring på søndag kan runde et lille jubilæum, idet det vil være 10. Superliga-udekamp i træk med en AaB-scoring. Det har AaB ikke præsteret bedre siden oktober 2006-maj 2007, hvor det blev til scoringer i 11 udekampe i træk.

- at AaB’s seneste besøg i Hobro gav en sejr på 5-0, via scoringer af Tom van Weert (2), Kasper Pedersen (1), Lucas Andersen (1) og et selvmål. Siden har Hobro I.K. på hjemmebane kun tabt to kampe, vundet fire kampe og spillet to uafgjort.

- at AaB's seneste Superligakamp på datoen 7. april blev spillet i 2002, hvor en scoring af Mikkel Beck sikrede Aab en udesejr på 1-0 over Esbjerg fB. 

- at ingen AaB-spillere er i karantæne til kampen på søndag. Til den efterfølgende kamp mod Vendsyssel F.F. er Rasmus Thellufsen den eneste AaB-spiller, der risikerer karantæne i tilfælde af et gult kort.

- at dommer Peter Munch Larsen dømmer sin 37. Superligakamp efter debuten i august 2016. Han har noget usædvanligt været involveret i tre Superligakampe, hvor dommeren måtte udskiftes; i to tilfælde ham selv og i et enkelt tilfælde måtte han træde til.

(Kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk)

Tags på denne nyhed

Kasper P. søger udenlands

5. april 2019 kl. 08:30 af Rasmus Estrup

AaB havde tilbudt Kasper Pedersen en kontraktforlængelse, men der har aldrig været tale om reelle forhandlinger, da den 26-årige spiller har meddelt, at han er indstillet på fra næste sæson at søge lykken udenlands.

AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde udtaler:

- Det er ingen hemmelighed, at vi meget gerne ville have beholdt Kasper, da vi havde set ham som en krumtap på vores hold i de næste mange år.

- Samtidig har vi dog forståelse for Kaspers valg om at forsøge sig med et eventyr i udlandet, og han vil altid være velkommen tilbage i AaB, fastslår Allan Gaarde.

- Med sin klogskab på banen, sin fysiske styrke og sin hurtighed har Kasper igennem årene udviklet sig til en meget dygtig forsvarsspiller i Superligaen, hvor han også er et stærkt offensivt kort på standardsituationer, og vi ønsker ham al mulig held og lykke, når det om et par måneder slutter i AaB, siger Allan Gaarde.

Kasper Pedersen, der oprindeligt kommer fra partnerklubben Aabybro I.F., men skiftede som 12-årig til AaB fra en anden partnerklub Jetsmark I.F., udtrykker vemod over sit valg:

- Det er svært at forlade den klub, man elsker, og hvor jeg har tilbragt over halvdelen af mit liv, men jeg er meget bevidst om, at hvis jeg skulle have en chance for at finde en udenlandsk klub, så ville det nok være til sommer.

- For mig er der i Danmark kun AaB, men nu prøver jeg som sagt at se efter en mulighed uden for landets grænser – ikke mindst for oplevelsen og for udviklingens skyld. Min kæreste er fra Norge, og det er da ikke usandsynligt, at vi kigger den vej, men andre lande har også interesse, fortæller Kasper Pedersen, der først og fremmest har fokus på at slutte godt af i AaB.

- Vi har fortsat chancen for at kvalificere os til Europa via en god afslutning i Superligaen, og jeg ser meget frem til sæsonens sidste kampe, lyder det fra Kasper Pedersen.

Kasper Pedersen har foreløbig spillet 142 officielle kampe og scoret 13 mål for Hele Nordjyllands Hold.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Sammendrag af Brøndby I.F.-AaB

5. april 2019 kl. 07:17 af Rasmus Estrup

AaB tabte i går 1-0 til Brøndby I.F. i Sydbank Pokalens semifinale, og i videoen ovenfor kan du se et fyldigt sammendrag af semifinalen. 

AaB lagde bedst ud i opgørets første ti minutter, men efter 12 minutter scorede Kamil Wilczek til 1-0 for hjemmeholdet. 

Derefter havde AaB svært ved at få skabt sig de helt store muligheder, mens Brøndby I.F. mod slutningen blandt andet havde store chancer til Hany Mukhtar og Ante Erceg. 

Sidstnævnte blev i tillægstiden udvist, som du også kan se i sammendraget, men AaB nåede ikke at udnytte overtalssituationen i de døende sekunder. 

Dermed er AaB ude af Sydbank Pokalen, men spiller igen i Superligaen på søndag på udebane mod Hobro I.K. kl. 12.00. 

Tags på denne nyhed