Brændt straffespark i nederlag til Vendsyssel F.F.

13. april 2019 kl. 17:51 af Rasmus Estrup

Lokalopgøret i Hjørring lørdag eftermiddag endte med et nederlag til AaB, der tabte 1-0 til Vendsyssel F.F. Undervejs brændte Kasper Kusk et straffespark, inden Al-Hadji Kamara scorede opgørets enlige mål kort inden pausen. 

AaB, der var iklædt sin nye velgørenhedsdragt, satte sig ellers på spillet fra første fløjt, men trods spilovertaget blev det ikke til de store muligheder i indledningen. 

Første reelle chance tilfaldt hjemmeholdet i en omstilling efter 11 minutter. Et indlæg fra venstre sad lige i panden på en helt fri Al-Hadji Kamara midt for mål, men angriberens hovedstød ramte læderet helt skævt. 

AaB fortsatte boldovertaget, og efter 18 minutter fik Rasmus Thellufsen en stor mulighed. Kasper Kusk leverede en fremragende bold ned bag hjemmeholdets forsvarskæde, og for enden af afleveringen var Rasmus Thellufsen i en friløber med Nicolai Flø. Vendsyssel-keeperen kom dog bedst ud af duellen med en flot fodparade på AaB-kantspillerens afslutning. 

Efter 26 minutter fandt Kasper Kusk Wessam Abou Ali på endnu en perfekt stikning. Wessam Abou Ali fik lige nøjagtig prikket bolden forbi en fremadstormende Nicolai Flø, som nedlagde AaB-angriberen, og dommer Michael Tykgaard pegede resolut på straffesparkspletten. 

Kasper Kusk tog sig af sparket fra 11-meterpletten, men Vendsyssel-keeperen sprang til den rigtige side og fik med sin øvre hånd reddet straffesparket. 

Med syv minutter til pausefløjtet fik hjemmeholdet en god mulighed efter et dobbelt AaB-boldtab på egen banehalvdel. Omstillingsmuligheden førte til et indlæg, hvor Al-Hadji Kamara kom i vejen for sin holdkammerat, hvilket fik læderet til at fortsætte ud til Søren Henriksen, der fra en spids vinkel sparkede forbi fjerneste hjørne. 

Minuttet senere kom Vendsyssel F.F. foran 1-0. Benjamin Källman slap igennem på kanten og slog et præcist indlæg ind til Al-Hadji Kamara, der helt fri og tæt under mål sendte bolden over stregen. 

Vendsyssel F.F. fik med scoringen yderligere blod på tanden inden pausen. Først måtte Jacob Rinne redde en flad afslutning fra Benjamin Källman fra ca. 20 meter. 

Umiddelbart efter var Benjamin Källman på spil igen, da han blev spillet i dybden og var alene med Jacob Rinne, men denne gang sendte finnen kuglen forbi. 

AaB's første afslutning siden det brændte straffespark faldt 10 minutter efter pausen. I kølvandet på et dårligt kantfrispark fik Rasmus Würtz en afslutningsmulighed fra distancen. AaB-anføreren forsøgte sig med en flugter, men han flugtede bolden forbi mål. 

En time inde i lørdagskampen var Vendsyssel F.F. igen farlige, da en bold blev slået fladt på tværs til Francisco Junior, der i udkanten af AaB-feltet sparkede bolden tæt forbi den ene opstander. 

Midt i anden halvleg tabte Mathias Ross bolden til Al-Hadji Kamara, som fik en friløber over en hel banehalvdel, men den unge forsvarsspiller fik rettet op på fejlen, da han i sidste øjeblik nåede tilbage med en glidende tackling.

AaB jagtede en udligning, men havde svært ved at spille sig frem til de store chancer. Efter 78 minutter måtte Lucas Andersen forsøge sig med et fladt langskud, som gik forbi. 

Kort efter havde Kasper Risgård et nærgående indlæg, men indlægget gik forbi venner og fjender og fortsatte ud af feltet. 

Jagten på udligningen mislykkedes, og med nederlaget ligger AaB fortsat på andenpladsen i gruppen med et point op til Randers FC.

AaB og Vendsyssel F.F. møder hinanden igen allerede på onsdag kl. 18.00 på Aalborg Portland Park. Køb billetter til den kamp her. 

Matchfacts - Superligaen, 29. spillerunde

Vendsyssel F.F.-AaB 1-0 (1-0)
40. min 1-0 Al-Hadji Kamara
Advarsler Vendsyssel F.F.: Nicolai Flø (26), Matti Steinmann (72)
Advarsler AaB: Magnus Christensen (88)
3.088 tilskuere på Nord Energi Arena

Vendsyssel F.F. (3-5-2): Nicolai Flø, Alexander Juel Andersen, Sander Fischer, Jakob Hjorth (81: Andreas Kaltoft), Tiémoko Konaté, Matti Steinmann (76: Mikkel Frankoch), Mikkel Wohlgemuth, Francisco Junior, Søren Henriksen, Al-Hadji Kamara (90: Emmanuel Ogude), Benjamin Källman.

AaB (4-4-2): Jacob Rinne, Patrick Kristensen, Jores Okore, Mathias Ross, Jakob Ahlmann, Kasper Kusk (81: Frederik Børsting), Rasmus Würtz (67: Kasper Risgård), Magnus Christensen, Rasmus Thellufsen (88: Kristoffer Pallesen), Wessam Abou Ali, Lucas Andersen. 

Dommer: Michael Tykgaard.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Tilbageblik på Vendsyssel F.F.-AaB

13. april 2019 kl. 08:40 af Rasmus Estrup

I dag kl. 16.00 gæster AaB Vendsyssel F.F. på Nord Energi Arena. 

Inden da kan du i denne video se, hvordan det gik, da AaB senest spillede ude mod dagens modstander. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Friis og AaB forlænger til 2022

12. april 2019 kl. 15:58 af Rasmus Estrup

Tidligere i dag blev Jacob Friis og Allan Gaarde enige om at forlænge samarbejdet frem til sommeren 2022. 

Altså er cheftræneren, der begyndte i AaB som fireårig, blevet forlænget med tre år. 

I dette indslag fra AaB TV kan du høre bevæggrundene bag beslutningen, samt høre, hvilke fremtidsperspektiver Jacob Friis ser i Hele Nordjyllands Hold.

Tags på denne nyhed

Ahlmann tilbage i truppen

12. april 2019 kl. 13:47 af Brian Andersen

Blandt de 19 udtagne navne indgår der 13 egenudviklede spillere fra AaB Talent og 13 af AaB’s partnerklubber.

Cheftræner Jacob Friis har efter fredagens afsluttende træningspas udtaget følgende spillere:

1 Jacob Rinne, 2 Patrick Kristensen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 8 Rasmus Würtz, 10 Lucas Andersen, 11 Philipp Ochs, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 18 Rasmus Thellufsen, 21 Kasper Risgård, 22 Michael Lansing, 24 Mathias Ross, 25 Frederik Børsting, 26 Robert Kakeeto, 30 Wessam Abou Ali og 32 Kasper Pedersen.

Skadeslisten består af Oliver Abildgaard, Tom van Weert og Marco Ramkilde.

Der er kickoff kl. 16.00 på Nord Energi Arena i Hjørring.

Tags på denne nyhed

AaB og Friis forlænger samarbejdet

12. april 2019 kl. 09:26 af Brian Andersen

42-årige Jacob Friis overtog 26. november 2018 rollen som cheftræner i AaB, og nu er parterne blevet enige om en forlængelse.

AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde udtaler:

- Ved Jacob Friis’ tiltræden for fire og en halv måned siden var vi bevidste om, at vi rådede over et af landets største trænertalenter, og siden da har Jacob imponeret os både med sin faglighed og sin mandskabsbehandling, men desværre for os alle manglede der som bekendt et enkelt famøst mål for at placere os i Top 6 og deltage i bronzekampen.

- Overordnet set har vi dog ikke været i tvivl om, at holdet er bragt på rette kurs; samlet set er vores præstationsniveau blevet hævet, ligesom vi er blevet mere angrebsivrige og underholdende at se på, siger Allan Gaarde.

- Når man lægger dette sammen med, at Jacob har den fordel, at han kender vores kultur og vores arbejde i AaB Talent indgående, så har vi ikke været i tvivl om, at Jacob er den rigtige mand til at stå i spidsen for vores sportslige ambitioner og værdier, fastslår Allan Gaarde.

Jacob Friis, der med sin P-licens har den højest mulige træneruddannelse i Danmark, ser frem til fortsættelsen i den klub, som han bortset fra to år som assistent i Mexico har været en del af siden, han var fire år:

- Ret hurtigt følte jeg mig afklaret i rollen som cheftræner, og jeg er glad for, at jeg nu endegyldigt er blevet tildelt ansvaret, så jeg udover at have fokus på den forestående kamp også kan arbejde mere langsigtet, hvilket giver både spillertruppen, den øvrige trænerstab og jeg selv nye perspektiver til sammen at udvikle os i den rigtige retning.

- Selvfølgelig var og er vi alle dybt skuffede over at kikse Top 6 på de alleryderste marginaler og tabe en tæt pokalsemifinale, og fodbold er både sort og hvidt og her og nu, og det vigtigste er altid den næste kamp. Men jeg har en tro på, at det er det lange seje træk, der skal til for både at udvikle os og skabe resultater, og den del er vi som hold og som klub allerede godt i gang med, mener Jacob Friis.

- I første omgang er vores fokus at jagte europæisk deltagelse via de kommende playoffkampe, og vi har stor tro på, at den vej er realistisk.

- Samtidig har vi naturligvis for øje at forberede os og stå stærkest muligt til den kommende sæson, herunder at fortsætte arbejdet med at genskabe glæden ved at komme til fodbold på Aalborg Portland Park, og personligt føler jeg mig med en stærk trup og gode og dygtige mennesker omkring mig godt rustet, slutter Jacob Friis.

Næste opgave for Jacob Friis og AaB er udekampen i morgen eftermiddag mod Vendsyssel F.F.

Tags på denne nyhed