Den danske cementkoncern Aalborg Portland har forlænget sit navnesponsorat til Aalborg Stadion.
Dermed fortsætter AaB’s hjemmebane med at hedde Aalborg Portland Park indtil som minimum udgangen af 2021.
- Vi er rigtig glade for, at vi kan fortsætte vores stærke samarbejde med Aalborg Portland. Som to stolte institutioner i Nordjylland vil vi sammen udvikle oplevelsen på Aalborg Portland Park, så det i endnu højere grad kan være et samlingspunkt for hele Nordjylland, siger AaB’s administrerende direktør, Thomas Bælum.
- Byen har taget navnet Aalborg Portland Park til sig. Ikke mindst på grund af fan-initiativer som for eksempel AaB Tyren, der var skænket af Aalborg Portland. Med fortsættelsen af vores samarbejde venter flere initiativer, som vil gavne fans og højne totaloplevelsen på Aalborg Portland Park, uddyber Thomas Bælum.
Aalborg Portland har siden 1. april 2017 været stadionsponsor hos AaB, og ifølge Managing Director Michael Lundgaard Thomsen har samarbejdet indfriet forventningerne:
- Da vi i foråret 2017 sagde ja tak til stadionsponsoratet, var vi naturligvis spændte på, hvordan det vil blive modtaget hos kunder, samarbejdspartnere, medarbejdere og aalborgenserne. Det viste sig hurtigt, at alle syntes godt om navneskiftet og ikke mindst vores udvidede samarbejde med AaB, og derfor kan jeg allerede nu konkludere, at det har været til stor gavn for begge parter, siger han og fortsætter:
- I en stadig mere global verden er det vigtigt for os fortsat at dyrke vores rødder i Aalborg. Vi kan se, at sponsoratet har givet den ekstra synlighed både lokalt og nationalt, som vi håbede. Særligt har Aalborg Portland Park været et vigtigt element i vores arbejde med at tiltrække og udvikle nye talenter i form af elever, lærlinge og graduates til vores virksomhed. Derfor er det en stor glæde for mig, at vi nu har kunnet forlænge stadionsponsoratet frem til udgangen af 2021 med en option på yderligere forlængelse.
AaB og Aalborg Portland blev begge stiftet i 1880’erne, mens Aalborg Portland Park under navnet Aalborg Stadion blev indviet på sin nuværende placering i Aalborgs vestby for snart 100 år siden.