AaB haler ind på FC Midtjylland i U/19 Ligaen

1. april 2019 kl. 11:26 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: AaB-SønderjyskE 3-1

AaB vandt lørdag hjemme over SønderjyskE med 3-1 og haler dermed ind på FC Midtjylland i toppen af U/19 Ligaen. 

Første halvleg startede jævnbyrdigt på bolden, men AaB kom frem til flere gode muligheder, mens SønderjyskE blev holdt fra fadet. Efter 14 minutter kunne Søren Tengstedt bringe AaB foran 1-0, da han scorede på en nedfaldsbold i feltet efter en afslutning fra Mikkel Kaufmann. 

Tidligt i anden halvleg udlignede SønderjyskE på en omstilling, men AaB kom tilbage på sejrskurs, da Mikkel Kaufmann eksekverede et straffespark begået mod Oliver Klitten. 

Kort efter lukkede Søren Tengstedt kampen, da han efter genialt sammenspil med Mikkel Kaufmann scorede til slutresultatet 3-1. 

- SønderjyskE skal have stor ros for at stå godt og arbejde ekstremt hårdt, hvilket gjorde det svært for os at få flow i spillet. Heldigvis tog vi en sikker 3-1-sejr alligevel på en dag, hvor spillet ikke fungerede, og det vidner om høj moral og stor individuel kvalitet hos vores spillere, siger U/19-ligatræner David Olsen. 

AaB er med sejren tre point efter FC Midtjylland på førstepladsen, da sidstnævnte spillede uafgjort i weekend. Næste opgave i U/19 Ligaen venter på lørdag på udebane mod Brøndby I.F. 

U/17 Ligaen: AaB-SønderjyskE 1-2

I U/17-ligakampen tabte AaB til SønderjyskE, der ligesom i U/19-ligakampen stod kompakt i defensiven, hvilket gjorde det svært for AaB-spillerne at bryde igennem. 

Mens gæsterne blev holdt fra chancefadet i første halvleg, gik der også lang tid, før første gode AaB-mulighed faldt. Trods et nordjysk spilovertag gik de to hold målløst til pausen. 

I anden halvleg scorede SønderjyskE til 1-0 fra en meget spids vinkel på en af deres første chancer, inden Marcus Hannesbo udlignede til 1-1. 

Umiddelbart efter slog SønderjyskE til igen med scoringen til 2-1, da en halvdårlig clearing endte med et velplaceret spark i modsatte målhjørne. 

Mod slutningen havde AaB flere store muligheder, heriblandt to træf på træværket, men ind ville bolden ikke. 

- Vi sad på kampbilledet, men havde svært ved at spille os igennem deres kompakte defensiv. I stedet smider vi for mange bolde væk i løbet af kampen, og ender til sidst med også at brænde en masse oplagte chancer, så der er helt sikkert noget at arbejde på, siger U/17-ligatræner Nikolaj Hørby.

I U/17 Ligaen ligger AaB på 11. pladsen inden weekendens udekamp mod Brøndby I.F. 

Danmarksserien: FC Djursland-AaB 2-2

AaB spillede på udebane 2-2 i Danmarksserien mod en af konkurrenterne i nedrykningskampen, FC Djursland. 

Hjemmeholdet startede bedst og kom tidligt foran, da AaB’s målmand blev snydt i en situation, hvor han ikke fik samlet bolden op i tide, før modstanderne fik fat i den, slog den på tværs og scorede i tomt mål. 

Med ti minutter til pausen udlignede de gæstende nordjyder til 1-1 på et straffespark, men kort inden pausen kom FC Djursland igen foran, da en andenbold blev sparket i mål mellem venner og fjender. 

Efter pausen forsøgte AaB at jagte målet til 2-2, og scoringen faldt efter 77 minutter, da indskiftede Ali Darvishani via stolpen sendte udligningen i nettet. 

FC Djursland var bedst og pressede på for et sejrsmål, men AaB holdt stand og tog det ene point. 

- Det var mere held end forstand, at vi kunne tage hjem med et point. De andre havde flest muligheder og spillede bedst, så de havde fortjent sejren. Men pointmæssigt fik vi det, vi som minimum havde håbet på inden kampen, og det er fortsat tæt i nedrykningskampen, siger Danmarksserietræner Nickolaj Jonstrup. 

AaB spiller næste Danmarksseriekamp på Hornevej søndag mod Vatanspor kl. 15.00.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Sammendrag af AaB-Randers FC

1. april 2019 kl. 07:20 af Rasmus Estrup

I videoen ovenfor kan du se fyldigt sammendrag af AaB's premierekamp i gruppespillet mod Randers FC. 

Opgøret, der blev spillet på Aalborg Portland Park, endte med et AaB-nederlag på 2-1. 

Frederik Børsting bragte ellers Hele Nordjyllands Hold foran 1-0 efter mindre end tre minutter, men i begyndelsen af anden halvleg scorede Saba Lobjanidze til 1-1, inden et hjørnespark fra selvsamme Saba Lobjanidze blev afrettet af Kasper Pedersen og gik lige ind over målstregen til gæsternes føring på 2-1. 

I tillægstiden blev Kevin Conboy udvist, da han fik sit andet gule kort for at begå et frispark på kanten af feltet. Frisparket sendte Philipp Ochs på stolpen, og returen røg ud til Jakob Ahlmann, der ramte overliggeren. 

Tags på denne nyhed

Nederlag efter skidt start på anden halvleg

31. marts 2019 kl. 15:55 af Rasmus Estrup

En skidt start på anden halvleg blev dyr for AaB, der søndag eftermiddag tabte 2-1 til Randers FC, som dermed overhaler AaB i Pulje 2, hvor AaB nu ligger nummer to. 

AaB fik ellers den bedste start på opgøret. Kampen var under tre minutter gammel, da Frederik Børsting med en tunnel brød igennem fra venstrekanten, trak ind i Randers-feltet og sendte læderet i netmaskerne til en nordjysk 1-0-føring. 

Efter otte minutter fik Marvin Egho med et hårdt pres på Jores Okore fremtvunget en stor mulighed til Emil Riis Jakobsen. Angriberen kiksede dog sin afslutning, som Jacob Rinne nemt kunne samle op. 

De følgende par minutter havde AaB udset sig det ene øvre målhjørne, men i to tilfælde blev afslutningerne overplaceret. Først sendte Philipp Ochs et forsøg forbi fra distancen. Dernæst fandt Wessam Abou Ali med en hælaflevering Jakob Ahlmann, som sendte kuglen videre til målscorer Frederik Børsting, der drejede rundt inde i feltet og sparkede læderet lige rundt om stolpen. 

Mod midtvejsmærket i første halvleg kom Randers FC bedre med i kampen. Nicolai Poulsen sendte et langskud lige i hænderne på Jacob Rinne, og senere clearede Kasper Pedersen et nærgående indlæg over eget mål. 

Saba Lobjanidze forsøgte sig også med et frispark på kanten af feltet efter 29 minutter. Et frispark, georgieren sendte over muren og over målet.  

Efter 33 minutter fandt Wessam Abou Ali Patrick Kristensen ved baglinjen. Højrebacken sendte et indlæg mod bageste stolpe, og læderet blev forlænget til Jakob Ahlmann, som forsøgte sig med en førstegangsafslutning, der endte langt over. 

Kort inden pausen forsøgte Philipp Ochs sig med sin anden afslutning fra distancen. Denne gang drev tyskeren selv bolden frem og forsøgte med venstrepoten at finde plads langs opstanderen, men afslutningen gik lige forbi. 

I anden halvleg var det Randers FC's tur til at chokstarte. Under et minut efter dommer Mikkel Redders startsignal snød Saba Lobjanidze AaB's offsidefælde. Kantspilleren kunne helt ugeneret få lov til at trække ind mod AaB-målet og udligne til 1-1 med en afslutning mod bagstolpen. 

De næste minutter bød på flere afslutninger i begge ender. Både Mads Aaquists forsøg og Philipp Ochs forsøg tog keeperne sig af. Jacob Rinne var også tæt på at blive snydt af en afretning af Jakob Ahlmann, som AaB-keeperen reddede til hjørne. 

Selvsamme hjørnespark fra Saba Lobjanidze blev slået i hoftehøjde mod forreste stolpe, og bolden fandt via Kasper Pedersen ind over målstregen, og så var gæsterne foran 2-1. 

AaB havde meget svært ved at få spillet til at lykkes efter pausen, og da Randers FC var tilfreds med føringen, gik der mange minutter, før et af holdene igen viste farlighed nær mål. 

Til gengæld var den næste mulighed en stor en af slagsen. Efter et AaB-indkast blev bolden flot forlænget til Kasper Risgård som midt for mål sparkede på kassen. Desværre for AaB-veteranen kom Patrik Carlgren med en suveræn refleks i vejen for Kasper Risgårds 50. AaB-mål. 

Kort efter var der gode tilbud til Oliver Abildgaard. Først ved et frispark som blev sendt direkte i muren af midtbanespilleren, og dernæst sparkede han forbi fra distancen. 

Saba Lobjanidze fik fra en spids vinkel afsluttet lige på Jacob Rinne, inden Oliver Abildgaard igen kom til afslutning. Denne gang på et akrobatisk saksespark, som U/21-landsholdspilleren sendte over mål. 

I tillægstiden fik Kevin Conboy sit andet gule kort og blev dermed udvist, da han begik frispark lige uden for feltet. 

Frisparket sendte Philipp Ochs på stolpen og returen sprang ud til Jakob Ahlmann, der desværre ramte overliggeren. 

Med nederlaget bliver AaB overhalet i Pulje 2, hvor Randers FC med fem runder tilbage ligger nummer et med et point mere end Hele Nordjyllands Hold. 

AaB spiller igen på torsdag, når Hele Nordjyllands Hold drager til Brøndby for at spille semifinale i Sydbank Pokalen kl. 19.30. Se hvordan du kan støtte AaB mod Brøndby I.F. her. 

Matchfacts - Superligaen, 27. spillerunde

AaB-Randers FC 1-2 (1-0)
3. min 1-0 Frederik Børsting, 46. min 1-1 Saba Lobjanidze, 54. min 1-2 Kasper Pedersen (selvmål)
Advarsler AaB: Jores Okore (28), Frederik Børsting (79)
Advarsler Randers FC: Kevin Conboy (78), Jonas Bager (84), Erik Marxen (88)
Udvisning Randers FC: Kevin Conboy (90)
3.767 tilskuere på Aalborg Portland Park

AaB (4-4-2): Jacob Rinne, Patrick Kristensen, Jores Okore, Kasper Pedersen, Jakob Ahlmann, Philipp Ochs, Magnus Christensen (69: Robert Kakeeto), Oliver Abildgaard, Frederik Børsting (82: Rasmus Thellufsen), Wessam Abou Ali (61: Kasper Risgård), Tom van Weert. 

Randers FC (4-4-2): Patrik Carlgren, Johnny Thomsen, Jonas Bager, Erik Marxen, Kevin Conboy, Saba Lobjanidze, Nicolai Poulsen, André Rømer, Mads Aaquist (74: Björn Kopplin), Emil Riis Jakobsen (46: Benjamin Stokke), Mavin Egho (79: Kasper Enghardt).   

Dommer: Mikkel Redder

Tags på denne nyhed

AaB TV: Tilbageblik på AaB-Randers FC

31. marts 2019 kl. 09:30 af Rasmus Estrup

I dag begynder gruppespillet, når AaB tager imod Randers FC kl 14.00 på Aalborg Portland Park. 

Inden opgøret kan du i denne video gense alle fire mål fra AaB's seneste hjemmebanesejr over Randers FC. En sejr, der kom i marts 2018. 

Billetter til dagens kamp kan købe her, eller i billethusene på Aalborg Portland Park fra kl. 13.00. 

Tags på denne nyhed