U/17 tog sæsonens første ligasejr over Brøndby I.F.

24. september 2018 kl. 10:40 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: AaB 2-1 Brøndby I.F.

Lørdag vandt AaB’s U/19-ligahold med en scoring få sekunder før tid 2-1 over Brøndby I.F. 

AaB dominerede stort i første halvleg, men de gulklædte gæster kom foran efter 14 minutter, da en ripost i et tætpakket område af feltet førte til et føringsmål. 

AaB var i løbet af hele halvlegen tæt på en udligning med flere rigtig store chancer og et annulleret mål.

Kort inden pause kom udligningen endelig. Et kantfrispark blev slået over mod bagerste stolpe, hvor Mathias Ross headede bolden ind på Brøndby-målmanden, som gav en ripost til Mikkel Kaufmann, der tæt under mål kunne sende bolden det sidste stykke over stregen til 1-1. 

Anden halvleg blev en mere rodet affære, men få minutter før slutfløjtet blev gæsterne reduceret til 10 mand på grund af et rødt kort, og herfra satsede AaB stort på at snuppe sejren. 

Det lykkedes få sekunder før dommerens sidste fløjt. Lukas Klitten drev bolden op i venstresiden og spillede den videre til tvillingbror Oliver Klitten. Han fandt Mikkel Kaufmann, som med et fremragende vip spillede Oliver Klitten helt fri med Brøndby I.F.’s målmand, som køligt blev passeret, og så vandt AaB 2-1. 

- Det er altid en supersejr, når man få sekunder før slutfløjt scorer sejrsmålet mod Brøndby I.F. Kampen havde ellers været svingende, for vi dominerede klart i første halvleg, mens Brøndby I.F. var bedst efter pausen. Men for anden kamp i træk vandt vi efter at have været bagud, og det er et sundhedstegn for truppen, siger U/19-ligatræner Lasse Stensgaard.

Det var AaB’s fjerde sejr i de første fem U/19-ligakampe i denne sæson, hvilket rækker til en andenplads i U/19 Ligaen efter FC Midtjylland. De to tophold møder hinanden på lørdag kl. 11.00 i Ikast. 

 

U/17 Ligaen: AaB 2-0 Brøndby I.F.

AaB’s U/17-ligahold fik sæsonens første sejr, da Brøndby I.F. gæstede Hornevej i lørdags. 

De to hold lagde jævnbyrdigt fra land, dog med gæsterne mest på bolden. Men på et hjørnespark midtvejs i første halvleg kunne AaB bringe sig foran. På en ripost fra hjørnesparket sparkede Marcus Hannesbo fra kanten af målfeltet bolden i nettet til 1-0. 

AaB gik ind til pausen med et godt udtryk, men fra anden halvlegs start kom nordjyderne til at stå lidt for langt tilbage. Til gengæld var de bolsjetstribede kampen igennem farlige på omstillinger, og kom generelt frem til flere afslutninger end de mere boldbesidende gæster, der blev holdt fra flere store målchancer. 

Med lidt over et kvarter tilbage lukkede AaB kampen på netop en omstilling. Oliver Børsting fandt Oliver Overgaard i et overlap. Sidstnævnte slog bolden på tværs til kanten af feltet, hvor Casper Gedsted Hansen tog bolden til sig, og efter et træk til højre sparkede han resolut bolden højt i målet til slutresultatet. 

- Det er rigtig dejligt endelig at komme på tavlen. Vi har følt, at vi skulle have haft point tidligere i sæsonen, men der manglede vi den sidste skarphed i begge ender. Den havde vi i lørdags, og det var fortjent, at vi vandt. For selvom Brøndby I.F. var mest på bolden, kom vi frem til flere afslutninger, end de gjorde, på grund af stærkt omstillingsspil, mens vi i vores defensive struktur også så fine ud, siger U/17-ligatræner David Olsen. 

AaB har nu tre point i U/17 Ligaen og spiller igen på lørdag på udebane mod FC Midtjylland kl. 15.15. 

Danmarksserien: Vataspor 3-1 AaB

I Danmarksserien blev det til et nederlag for AaB’s unge mandskab, der søndag besøgte Vatanspor. 

AaB havde cirka midtvejs i første halvleg en friløber, som blev misbrugt, og i stedet kunne hjemmeholdet bringe sig foran 1-0 kort efter, da et frispark lige uden for feltet gav en ripost, som blev sparket i mål. 

Efter pausen forsøgte AaB at sadle om og få mere fart ind på banen, og små ti minutter efter pausen faldt udligningen, da Christian Søndergaard fik tacklet bolden forbi Vatanspors forsvar og sparket bolden over stregen. 

AaB fortsatte med at presse på for yderligere en scoring, men på et hjørnespark efter en times spil kom Vatanspor foran 2-1, da indlægget blev slået ind tæt under mål, hvorfra en Vatanspor-spiller kunne sende bolden i mål. 

Mod slutningen jagtede AaB en udlignende scoring, men det gav i stedet en omstillingsmulighed til hjemmeholdet, som førte til opgørets sidste scoring til 3-1. 

- Efter vores udligning valgt vi at køre på for at få endnu en scoring, men set i bakspejlet skulle vi måske have forsøgt at lukke af og få de ene point i stedet for. Vi har et meget ungt hold, og i går kunne vi godt se, at vi mangler noget erfaring i forhold til nogle af de andre modstander, siger Danmarksserietræner Nickolaj Jonstrup.

AaB’s Danmarksseriehold spiller igen på søndag mod Viby I.F. kl. 13.00 på Hornevej. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Hobro I.K.-AaB 0-5

24. september 2018 kl. 07:05 af Rasmus Estrup

I videoen oven for kan du se et fyldigt sammendrag af udebanesejren på 5-0 over Hobro I.K. på DS Arena søndag 23. september. 

Se blandt andet Kasper Pedersens føringsmål, Tom van Weerts to første scoringer i AaB-trøjen, Lucas Andersens første AaB-kasse siden comebacket til barndomsklubben og mange flere muligheder fra søndagskampen. 

Med søndagens storsejr ligger AaB på tredjepladsen i Superligaen med ét point færre FC Midtjylland på andenpladsen. 

AaB spiller Sydbank Pokalkamp på onsdag på udebane i Roskilde, og næste Superligakamp venter på søndag kl. 16.00 på hjemmebane mod OB. Køb allerede nu dine billetter til kampen her.  

Tags på denne nyhed

Alle mand til Roskilde!

23. september 2018 kl. 19:27 af Simon Vangsgaard Jensen

Navn: Roskilde Idrætspark
Kapacitet: 6.000

Billetpriser:
Voksen: 80,-
Barn, studerende og pensionist: 40,-
Køb din billet her.

Billetpriser på kampdag:
Voksen: 100,-
Barn, studerende og pensionist: 50,-

Køb din billet her.

Transport:

Fælles:

AaB Support Club arrangerer bus til kampen. Læs mere og bestil her.

Kør selv:

Adresse: Rådmandshaven 10, 4000 Roskilde

Parkering:  Der er udmærkede parkeringsforhold tæt ved Roskilde Idrætspark. Vi anbefaler vores gæster at parkere ved Roskilde Kongrescenter på Møllehusvej 15, som ligger 200 m. fra stadion.

Offentlig transport:

Roskilde Idrætspark ligger ca. 15 min. gang fra Roskilde station. Hvis man er svagt gående, kan man tage bus 201A mod Svogerslev eller bus 230R mod Frederiksund/Skibby. Begge stopper ved stoppestedet Rådmandshaven 200 m. fra stadion.

Facebook-event:
Vis at du tager med, tilmeld dig kampens Facebook-event via dette link

AaB takker Jer alle for at støtte AaB på udebane.

Tags på denne nyhed

Van Weert dobbelt målscorer i overlegen sejr

23. september 2018 kl. 15:50 af Rasmus Estrup

AaB storspillede efter pausen og vandt det nordjyske lokalopgør i Hobro med 5-0. Tom van Weert blev dobbelt målscorer, Lucas Andersen og Kasper Pedersen kom også på tavlen, mens Danny Olsen lavede selvmål for Hobro I.K. 

Mens AaB-fansene fra første fløjt dominerede lydkulissen på tribunen, var AaB boldførende på banen. Allerede efter to minutter var de rød-hvide nordjyder i en farlig situation i Hobro-feltet efter frisparksindlæg fra Wessam Abou Ali, men klumpspillet omkring straffesparkspletten endte til hjemmeholdets fordel. 

Efter syv minutter var det så hjemmeholdets tur til at presse på foran AaB-målet. Først havde Quincy Antipas et nærgående indlæg, der fortsatte til målspark, og få sekunder senere trykkede Sebastian Grønning af fra distancen og sendte bolden en lille meters penge over overliggeren. 

AaB forsøgte flere gange i det første kvarter at spille sig igennem hjemmeholdets defensiv centralt og et par gange over kanterne, men hver gang manglede kvaliteten i den sidste pasning eller det sidste indlæg. 

Selvom AaB havde god plads til at etablere spillet på bolden, udeblev chancerne. I stedet stod det gulklædte hjemmehold for opgørets næste afslutning, da Quincy Antipas midtvejs i første halvleg sparkede over mål. 

En halv time inde i lokalopgøret kunne AaB så bringe sig foran 1-0. Jesper Rask fik ikke ordentligt fat i bolden på et hjørnespark, så læderet faldt ned for fødderne af Wessam Abou Ali, der prikkede bolden ind foran mål, hvor Kasper Pedersen kunne sende bolden over stregen til en AaB-føring. 

Kort efter var gæsterne lige ved også at komme foran 2-0. Rasmus Thellufsen brød igennem i højresiden og var lige ved at sende bolden i mål, men Hobro-forsvaret fik sparket bolden væk på stregen. 

Fem minutter før pausen blev Jacob Rinne testet for første gang, da Quincy Antipas fik afsluttet efter et indlæg, men den svenske målmand havde ingen problemer med at holde angriberens afslutning. 

Lige før pausen faldt AaB's scoring til 2-0. Kasper Kusk kom med nogle gode driblinger flot igennem i højre side, og med højreskøjten slog han bolden fladt indover, hvor Tom van Weert ved bagerste stolpe dukkede op og sparkede sit første AaB-mål i netmaskerne. 

Kort inde i anden halvleg fik Hobro I.K.'s Mathias Haarup prøvet sig udefra, men afslutningen voldte ikke Jacob Rinne besvær. 

AaB brugte pausen på at skifte Lucas Andersen ind i stedet for Wessam Abou Ali, og efter fem minutter fik den hjemvendte AaB-spiller sat sig selv i scene. Med nogle gode driblinger kom han til afslutning på kanten af feltet, men desværre manglede der kvalitet i afslutningen, som trillede forbi mål. 

Ti minutter efter pausen var Kasper Kusk tæt på. Kantspilleren trak ind i banen, og forsøgte sig med en giftig afslutning, men kuglen gik få millimeter forbi bagerste stolpe.  

Kort efter forsøgte Oliver Abildgaard sig også med en afslutning udefra, men forsøget blev afrettet og sneg sig lige uden om stolpen. 

På det følgende hjørnespark gjorde AaB det så til 3-0. Lucas Andersen slog hjørnespark ind til forreste stolpe, hvor Danny Olsen afrettede bolden mod eget mål. Læderet krydsede lige akkurat linjen, inden Jesper Rask fik hånden på, og dermed var bolsjestriberne foran med tre. 

Midtvejs i anden halvleg var Tom van Weert manden bag AaB's mål til 4-0. Et par meter ude fra feltet tog hollænderen sigte og med et fremragende spark placerede han kuglen helt oppe i fjerneste målhjørne. 

AaB var i den grad overlegne på dette tidspunkt i kampen, og kort efter blev det også 5-0. Et godt AaB-opspil blev afsluttet med en stikning fra Rasmus Thellufsen til en helt fri Lucas Andersen, der driblede rundt om Jesper Rask og sparkede bolden sikkert i mål for derefter at løbe ud og omfavne AaB-fansene bag mål. 

Efter 72 minutter var AaB tæt på endnu et mål, men Kasper Kusks afslutning blev reddet af Jesper Rask. Tom van Weert var over returen og AaB fastholdt angrebet, der endte med en forbier fra Rasmus Thellufsen. 

Med ti minutter igen tvang Lucas Andersen Hobro-keeperen til en ny god redning, da AaB-angriberen sparkede bolden mod fjerneste stolpe. 

Resten af kampen forsatte med AaB på bolden, mens Hobro I.K. forsvarede foran eget felt, og AaB kørte sikkert storsejren på 5-0 hjem. 

Med sejren indtager AaB en tredjeplads i Superligaen med 18 point efter ti kampe. Næste opgave venter på søndag, hvor OB gæster Aalborg Portland Park. Køb billetter til kampen her. 

Matchfacts - Superligaen, 10. spillerunde

Hobro I.K.-AaB 0-5 (0-2)
31. min 0-1 Kasper Pedersen, 45. min 0-2 Tom van Weert, 59. min 0-3 Danny Olsen (selvmål), 66. min 0-4 Tom van Weert, 69. min 0-5 Lucas Andersen
Advarsler Hobro I.K.: Ingen
Advarsler AaB: Frederik Børsting (36)
3.426 tilskuere på DS Arena

Hobro I.K. (4-4-2): Jesper Rask, Jesper Bøge, Nicholas Godtfredsen, Rasmus Minor Petersen, Frans Dhia Putros, Mathias Haarup, Jonas Brix-Damborg (56: Danny Olsen), Vito Hammerhøj-Mistrati, Mikkel Mejlstrup Pedersen, Sebastian Grønning (70: Julian Kristoffersen), Quincy Antipas (62: Collins Tanor). 

AaB (4-4-2): Jacob Rinne, Frederik Børsting, Jores Okore, Kasper Pedersen, Jakob Ahlmann (69: Philipp Ochs), Kasper Kusk (72: Kasper Risgård), Magnus Christensen, Oliver Abildgaard, Rasmus Thellufsen, Tom van Weert, Wessam Abou Ali (46: Lucas Andersen). 

Dommer: Jakob Kehlet

(Fotos: Dannie Rosenkrantz De Neergaard)

Tags på denne nyhed