Oliver Klitten matchvinder i landsholdsdebut
Fem AaB-spillere var med i dansk U/19-landsholdssejr over Norge.
Det danske U/19-landshold var i aktion fredag, og her var fire spillere fra AaB Talent i startopstillingen. Mens forsvaret blandt andre bestod af Lukas Klitten, Mikkel Konnerup og anfører Anders Bærtelsen var Oliver Klitten at finde på venstrekanten.
Det var Oliver Klitten første optræden på et dansk ungdomslandshold, mens det for Mikkel Konnerup var første landsholdsoptræden siden sin ene U/16-landskamp for tre år siden.
Danmark mødte Norge, og selvom nordmændene spillede bedst i første halvleg, gik de to mandskaber til pause uden scoringer.
I pausen blev en femte AaB-spiller, Mathias Ross, skiftet ind, mens blandt andre Lukas Klitten gik ud.
64 minutter ind i opgøret kunne nordmændene bringe sig foran 1-0 på et hjørnespark, og minuttet senere blev Mikkel Konnerup skiftet ud.
Et kvarter før tid fik danskerne udlignet til 1-1, og ni minutter før tid sikrede Oliver Klitten en dansk sejr på 2-1 med sit debutmål for det danske U/19-landshold.
Mens det var Oliver Klitten første ungdomslandskamp og Mikkel Konnerups anden ungdomslandskamp, kunne Mathias Ross lade sig notere for sin første U/19-landskamp og sin 12. ungdomslandskamp i alt. Lukas Klitten har nu optrådt fem gange på U/19-landsholdet og 15 gange i alt, mens fredagens anfører Anders Bærtelsen har spillet tre U/19-landskampe i sine 22. ungdomslandskampe.
Den sjette AaB-spiller der er med i U/19-landsholdstruppen, Mikkel Kaufmann, kom ikke i aktion fredag aften, men får en ny mulighed på mandag, hvor Danmark møder Østrig.