Første nederlag i U/19 Ligaen

3. september 2018 kl. 17:23 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: AaB 2-4 Esbjerg fB

AaB's U/19-ligahold led sæsonens første nederlag, da holdet i weekenden tabte på hjemmebane til Esbjerg fB med 4-2. 

Nordjyderne kom ellers i front efter tre minutter, da Jonathan Flindt chippede bolden forbi en modspiller og resolut flugtede bolden op i nærmeste målhjørne til 1-0. 

Cirka en halv times tid senere gjorde Oliver Klitten det til 2-0. Efter et indlæg fra Jeppe Pedersen spillede Lukas Klitten sin tvillingebror fri midt for mål, hvorfra han sikkert udplacerede Esbjerg-målmanden. 

Efter pausen faldt AaB's energiniveau, og et lille kvarter inde i anden halvleg reducerede Esbjerg fB til 2-1 direkte på et frispark. 

20 minutter før tid blev AaB's defensiv snydt af en dybdebold ind i AaB-feltet, som førte til den udlignende 2-2-scoring, og få minutter senere sparkede gæsterne sig foran med 3-2 på et langskud efter en omstilling. 

Ti minutter før tid lukkede Esbjerg fB kampen med endnu et langskudsmål til slutresultatet 4-2. 

- Vi spiller en godkendt første halvleg, men efter pausen blev spillerne trætte, og især da Esbjerg får udlignet, er det svært at se, hvordan vi skal forsøge at vinde kampen, siger U/19-ligatræner Lasse Stensgaard og peger på, at den internationale kamp i onsdags mod MKS Pogon Stettin kan have sat sine spor. 

- Til de kommende kampe i Baltic Sea Cup skal vi forsøge at fordele spilletiden endnu mere, for det var tydeligt, at spillerne ikke havde energien til en hel kamp i lørdags, hvorfor det også var en fortjent sejr til Esbjerg fB, siger han. 

AaB ligger stadig på førstepladsen i U/19 Ligaen og spiller sin næste kamp i U/19 Ligaen 22. september på hjemmebane mod Brøndby I.F.

U/17 Ligaen: AaB 1-2 Esbjerg fB 

For tredje gang i løbet af sæsonens første tre kampe tabte AaB med 2-1 i U/17 Ligaen. I lørdags var det Esbjerg fB, der tog de tre point på Hornevej. 

AaB var ellers i teten, både hvad angår spil og chancer, men gæsterne var mest effektive. 

Efter cirka ti minutter kom Esbjerg fB foran 1-0, da en lang bold sejlede bag AaB's forsvarskæde, og en af gæsternes angribere fik fat i bolden. Efter et par træk sparkede angriberen flot bolden op i målhjørnet fra en spids vinkel. 

Kort efter fik AaB dog bragt balance i stillingen, da et kantfrispark blev sendt over i bagerste område og headet på tværs til Oliver Børsting, som prikkede bolden over stregen til 1-1. 

En halv time inde i opgøret kunne Esbjerg fB så bringe sig på 2-1, da et frispark blev slået ind mid i feltet, hvorfra Esbjerg-angriberen frit kunne heade bolden i nettet. 

Selvom AaB havde flere store chancer i første halvleg, måtte holdet gå til pause bagud. 

I anden halvleg var spillet mere jævnbyrdigt - dog stadig med AaB som mest dominerende, men nordjyderne formåede ikke at få bolden over stregen igen, og derfor endte det med et nederlag på 2-1. 

- Det var en surrealistisk kamp, for Esbjerg fB scorer på to af deres tre afslutninger i første halvleg, mens vi få flere gode offensive gennembrud og et par kæmpestore chancer, som vi desværre ikke får udnyttet, siger U/17-ligatræner David Olsen. 

- Vi gør mange ting rigtigt, og vi ser godt ud i vores struktur og i vores offensive udtryk. Det skal vi fortsætte med. Men vi mangler kvaliteten i felterne, og det skal vi have forbedret, siger han. 

U/17-ligaholdet ligger på sidstepladsen i U/17 Ligaen efter tre kampe, og spiller igen på lørdag på hjemmebane mod AGF. 

Danmarksserien: AaB 2-4 Aarhus Fremad

Søndag tabte AaB's Danmarksseriehold 4-2 på hjemmebane til Aarhus Fremad. Gæsterne kom allerede foran i kampens første minut, men ti minutter senere havde Ebrima Ceesay udlignet til 1-1. 

Efter en lille halv times spil kunne gæsterne så igen komme på måltavlen, da de bragte sig foran med 2-1, hvilket også var opgørets pausestilling. 

Tre minutter efter pausen blev mulighederne for et comeback svækket for nordjyderne, da Søren Støttrup blev udvist. 

Med en halv times tid igen gjorde Aarhus Fremad det så til 3-1, og ti minutter før tid blev det også 4-1 til gæsterne. 

I tillægstiden fik gæsterne en mand vist ud og AaB fik tildelt et straffespark. Dette eksekverede Oliver Knudsen, der dermed reducerede til slutresultatet. 

AaB ligger på ottendepladsen i Danmarksserien og spiller sin næste kamp på lørdag på udebane mod Nørresundby FB, der topper Danmarksserien. 

Tags på denne nyhed

Ny Håndsrækningstrøje er valgt efter afstemning

3. september 2018 kl. 16:50 af Thomas Fiele

Ved en afstemning kunne fansene stemme om udseendet på den nye Håndsrækningstrøje; skal den være sort- eller bordeauxfarvet?
Med 57% af stemmerne lancerer AaB til jul en bordeauxfarvet Håndsrækningstrøje. De tilhørende shorts og strømper bliver i samme farve.

Som i de forgangne år vil hovedsponsor Spar Nord og beklædningssponsor hummel i samarbejde med AaB donere 100 kr. pr. solgt trøje til et særligt formål.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Sammendrag af Randers FC-AaB 2-2

3. september 2018 kl. 06:28 af Rasmus Estrup

I videoen oven for kan du se et fyldigt sammendrag af opgøret mellem Randers FC og AaB. Et opgør der endte 2-2. 

Hele Nordjyllands Hold, der nød stor opbakning fra tribunen, kom bedst fra land med Rasmus Thellufsens scoring til 1-0 efter 10 minutter. 

Føringen holdt dog kun seks minutter før André Rømer sparkede udligningen i nettet fra distancen, og to minutter senere headede Saba Lobzhanidze hjemmeholdet foran 2-1. 

Efter pausen scorede Oliver Abildgaard opgørets sidste scoring, da han kanonerede kuglen i nettet fra kanten af feltet. 

Se alle målene og opgørets øvrige chancer i sammendraget øverst. 

Tags på denne nyhed

Målrig remis i Randers

2. september 2018 kl. 15:55 af Rasmus Estrup

Der var debut til Tom van Weert og Mathias Ross Jensen og comeback til Lucas Andersen, da AaB spillede 2-2 på udebane mod Randers FC. Rasmus Thellufsen bragte AaB i front, inden André Rømer og Saba Lobzhanidze fik vendt opgøret på hovedet. I anden halvleg udlignede Oliver Abildgaard til slutresultatet. 

AaB blev fra start hjulpet godt fra lægterne, da mange rød-hvidklædte AaB-fans havde taget turen til Randers for at støtte Hele Nordjyllands Hold. Allerede i løbet af opgørets første minut forsøgte de nordjyske gæster sig også med to indlæg fra højresiden, men i begge tilfælde blev bolden clearet. 

Hjemmeholdet fik kampens første gode chance efter otte minutter, da Saba Lobzhanidze kom frem til en mulighed på kanten af det lille målfelt. Hårdt presset af Kasper Pedersen kunne Randers-spilleren ikke få ordentligt træf på afslutningen, der sad lige på Jacob Rinne, der i dag bar anførerbindet. 

10 minutter inde i duellen kunne Hele Nordjyllands Hold så bringe sig i front. Oliver Abildgaard brød bolden højt på gæsternes halvdel, og debutant Tom van Weert kunne med hælen sende Philipp Ochs i frit løb mod mål. Den tyske lejesvend viste stort overblik og trillede bolden på tværs til en helt fri Rasmus Thellufsen, der køligt sparkede bolden ind til 1-0 ved nærmeste stolpe. 

Den nordjyske glæde varede dog ikke længe. Efter 16 minutter tog André Rømer sigte fra distancen, og via indersiden af stolpen tordnede han scoringen til 1-1 i nettet. 

Blot to minutter senere kom hjemmeholdet så foran 2-1. Kevin Cowboy slog et indlæg ind tæt under mål, hvor Saba Lobzhanidze kunne heade læderet i nettet. 

Efter 21 minutter trykkede Filip Lesniak af fra distancen i kølvandet på et kantfrispark, men bolden blev afrettet til hjørne. Ved det forudgående indlæg kom Jakob Blåbjerg til skade, og han blev efter et par minutters behandling båret fra banden til klapsalver fra både AaB's og Randers FC's fans. Ind i hans sted kom blot 17 år gamle Mathias Ross, der dermed fik sin Superligadebut på Hele Nordjyllands Hold. 

Et kvarter senere fik Randers FC gennem noget klumpspil i AaB-feltet flere store muligheder for at udbygge sin føring, men med heroisk forsvarsspil blev alle hjemmeholdets afslutninger tacklet lige i skudøjeblikket. 

I stedet kunne AaB teste Patrik Carlgren to minutter efter, da Philipp Ochs tog sig af et frispark et par meter uden for feltet. Tyskerens forsøg gav dog ikke Randers-keeperen de store problemer. 

I første halvlegs tillægstid forsøgte AaB sig med to yderligere afslutninger. Først sparkede den velspillende indskifter Mathias Ross forbi, inden Kasper Kusk fra feltets kant forsøgte sig, men forsøget blevet reddet af Randers-målmanden på stregen. 

Tre minutter inde i anden halvleg tvang hjemmeholdet Jacob Rinne til en redning, da der fra kanten af feltet blev trykket på, men den svenske målmand fik afværget den svære afslutning. 

Otte minutter efter pausen fik Lucas Andersen sit comeback i AaB-trøjen, da han erstattede Jakob Ahlmann. 

To minutter senere afleverede den netop hjemvendte Aalborg-dreng bolden til Kasper Kusk, som slog et præcist indlæg ind midt i feltet, hvor Rasmus Thellufsen nåede op, men hovedstødet fra målscoreren gik lige over mål. 

Yderligere to minutter senere var Randers FC farlige. En afslutning fra kanten af feltet afrettede Benjamin Stokke tæt under mål, men afretningen sendte læderet lige på dagens AaB-anfører. 

Jacob Rinne var også på plads kort efter, da Randers FC var centimeter fra en scoring til 3-1. Et indlæg fra Mads Aaquist blev headet på tværs, hvorfra Emil Riis headede mod mål. Men inde på stregen leverede Jacob Rinne en stor refleksredning, og riposten blev efterfølgende sparket over mål fra en meters afstand af Benjamin Stokke. 

Hjemmeholdet fik en ny god mulighed efter 63 minutter, hvor Saba Lobzhanidze sparkede et frispark fra buen tæt forbi den ene opstander. 

67 minutter inde i kampen fik AaB så bragt balance i stillingen. Efter et par gode driblinger af Kasper Kusk, lagde kantspilleren bolden på tværs til Oliver Abildgaard, der lige omkring feltets kant midt for mål kanonerede udligningen i netmaskerne til 2-2. 

Med et kvarter igen vandt Lucas Andersen bolden på kanten af hjemmeholdets felt, og efter et træk ind i banen kom lejesvenden fri til afslutningen, men forsøget gik forbi. 

Med lidt over ti minutter tilbage var det så Randers FC's tur til at være tæt på et mål. Et hjørnespark blev taget kort og blev så sendt ind i feltet til Kasper Enghardt, der headede læderet på stolpen. 

Kort efter var Emil Riis også tæt på en hovedstødsscoring. Jacob Rinne havde ikke fuld kontrol på et indlæg mod bagerste stolpe. Den svenske målmand fik kun fingerspidserne på, men det var nok til at forvirre Emil Riis, der stod helt fri ved bagerste stolpe men headede forbi. 

Kampen bølgede mod slutningen, men flere store chancer bød opgøret ikke på. Derfor endte opgøret 2-2. 

Med det ene point indtager AaB tredjepladsen i Superligaen med 14 point. 

På grund af den forestående landskampsperiode venter AaB's næste opgør i Alka Superligaen først mandag 17. september, når Hele Nordjyllands Hold tager i mod Vejle Boldklub på Aalborg Portland Park. Køb billetter til opgøret her.

Matchfacts - Superligaen, 8. spillerunde

Randers FC-AaB 2-2 (2-1)
11. min 0-1 Rasmus Thellufsen, 17. min 1-1 André Rømer, 19. min 2-1 Saba Lobzhanidze, 68. min 2-2 Oliver Abildgaard
Advarsler Randers FC: Kevin Conboy (20), Jonas Bager (37)
Advarsler AaB: Kasper Pedersen (19)
4.506 tilskuere på BioNutria Park 

Randers FC (4-4-2): Patrik Carlgren, Johnny Thomsen (62: Joel Allansson), Jonas Bager, Erik Marxen, Kevin Conboy, Mads Aaquist (78: Marvin Egho), Nicolai Poulsen, André Rømer,  Saba Lobjanidze, Benjamin Stokke (64: Kasper Enghardt), Emil Riis.

AaB (4-4-2): Jacob Rinne, Frederik Børsting, Kasper Pedersen, Jakob Blåbjerg (25: Mathias Ross), Jakob Ahlmann (53: Lucas Andersen), Kasper Kusk (79: Kasper Risgård), Oliver Abildgaard, Filip Lesniak, Rasmus Thellufsen, Philipp Ochs, Tom van Weert. 

Dommer: Jens Maae

Tags på denne nyhed