U/19 Ligaen: AaB 2-1 Brøndby I.F.
Lørdag vandt AaB’s U/19-ligahold med en scoring få sekunder før tid 2-1 over Brøndby I.F.
AaB dominerede stort i første halvleg, men de gulklædte gæster kom foran efter 14 minutter, da en ripost i et tætpakket område af feltet førte til et føringsmål.
AaB var i løbet af hele halvlegen tæt på en udligning med flere rigtig store chancer og et annulleret mål.
Kort inden pause kom udligningen endelig. Et kantfrispark blev slået over mod bagerste stolpe, hvor Mathias Ross headede bolden ind på Brøndby-målmanden, som gav en ripost til Mikkel Kaufmann, der tæt under mål kunne sende bolden det sidste stykke over stregen til 1-1.
Anden halvleg blev en mere rodet affære, men få minutter før slutfløjtet blev gæsterne reduceret til 10 mand på grund af et rødt kort, og herfra satsede AaB stort på at snuppe sejren.
Det lykkedes få sekunder før dommerens sidste fløjt. Lukas Klitten drev bolden op i venstresiden og spillede den videre til tvillingbror Oliver Klitten. Han fandt Mikkel Kaufmann, som med et fremragende vip spillede Oliver Klitten helt fri med Brøndby I.F.’s målmand, som køligt blev passeret, og så vandt AaB 2-1.
- Det er altid en supersejr, når man få sekunder før slutfløjt scorer sejrsmålet mod Brøndby I.F. Kampen havde ellers været svingende, for vi dominerede klart i første halvleg, mens Brøndby I.F. var bedst efter pausen. Men for anden kamp i træk vandt vi efter at have været bagud, og det er et sundhedstegn for truppen, siger U/19-ligatræner Lasse Stensgaard.
Det var AaB’s fjerde sejr i de første fem U/19-ligakampe i denne sæson, hvilket rækker til en andenplads i U/19 Ligaen efter FC Midtjylland. De to tophold møder hinanden på lørdag kl. 11.00 i Ikast.