AaB sikkert videre til næste runde
Med en knusende 5-0 sejr onsdag aften i Roskilde Idrætspark avancerede AaB til ottendedelsfinalerne i Sydbank Pokalen.
AaB dominerede aftenens opgør med både chanceskabende og koncentreret spil og højt tempo, hvilket skabte store problemer for værterne.
I forhold til Superligaopgøret i søndags mod Hobro I.K. havde AaB otte ændringer i startopstillingen, hvor Jakob Blåbjerg, Bardhec Bytyqi, Philipp Ochs, Rasmus Würtz, Filip Lesniak, Kasper Risgård, Lucas Andersen og debuterende Michael Lansing afløste Jacob Rinne, Jores Okore, Jakob Ahlmann, Kasper Kusk, Magnus Christensen, Oliver Abildgaard, Rasmus Thellufsen og Tom van Weert.
Fra første minut var der som nævnt tale om massiv AaB-dominans, og Kasper Risgård var nærgående på et langskud, inden føringsmålet kom i det ottende minut, hvor Lucas Andersens eminente forarbejde blev headet lige så fornemt i netmaskerne af Wessam Abou Ali.
AaB fortsatte ufortrødent, og Lucas Andersen misbrugte en friløber, før det efter et kvarter blev 2-0, da værternes Kyle McLagan sendte Lucas Andersens tværbold i eget net.
I fortsættelsen var der chancer og forsøg til både Lucas Andersen, Bardhec Bytyqi og Wessam Abou Ali, men det var først 12 minutter inde i anden halvleg, at det blev 3-0, da viceanfører Kasper Risgård kunne skrabe Rasmus Thellufsens oplæg over stregen.
4-0 blev det med 20 minutter igen, da Filip Lesniaks langskud blev rettet af af Kasper Risgård, så Jannich Storch i FC Roskilde-målet dermed var prisgivet.
Sejren og slutcifrene 5-0 blev cementeret to minutter før tid, da en fin bold fra højre fra indskiftede Kristoffer Pallesen blev tørt hugget i kassen af Wessam Abou Ali.
Med aftenens resultat er AaB videre til ottendedelsfinalerne, hvortil der er lodtrækning 5. oktober og afvikling 23., 24. eller 25. oktober.
I første omgang rettes fokus dog nu på søndagens spændende Superligakamp på Aalborg Portland Park mod OB. Køb i forsalg din billet her.
Matchfacts – sekstendedelsfinale i Sydbank Pokalen
FC Roskilde-AaB 0-5 (0-2)
8. min 0-1 Wessam Abou Ali, 15. min 0-2 selvmål Kyle McLagan, 57. min 0-3 Kasper Risgård, 70. min 0-4 Kasper Risgård, 88. min 0-5 Wessam Abou Ali.
Advarsler FC Roskilde: Andreas Hermansen (24), Mathias Kisum (78), Anders Qvist (89).
Advarsel AaB: Wessam Abou Ali (81).
992 tilskuere i Roskilde Idrætspark.
FC Roskilde (4-4-2): Jannich Storch, Mark Gundelach, Anders Qvist, Kyle McLagan, Jared Rice, Mads Julø (58: Mathias Kisum), Andreas Hermansen,Maksym Fitel, Younes Bakiz, Emil Nielsen (83: Nicklas Halse), Andreas Bruus.
AaB (4-4-2): Michael Lansing, Frederik Børsting (67: Kristoffer Pallesen), Kasper Pedersen, Jakob Blåbjerg, Bardhec Bytyqi (76: Mathias Ross), Philipp Ochs, Rasmus Würtz, Filip Lesniak, Kasper Risgård, Lucas Andersen (46: Rasmus Thellufsen), Wessam Abou Ali.
Dommer: Peter Kjærsgaard.