Tredjeplads til U/15 i Göteborg
AaB's U/15-hold deltog i en international turnering i Göteborg, som endte med en nordjysk tredjeplads.
AaB's U/15-mandskab deltog i weekeden i den internationale turnering IFK Göteborg Invitational U15, der blev spillet i indendørsarenaen Prioritet Serneke Arena.
Efter puljekampe mod FC Midtjylland, Helsingborg IF, Stabæk FB og AIK Stockholm stod AaB med syv point, hvilket var nok til at sende AaB-drengene i semifinalen mod græske PAOK F.C.
Grækerne var stærke i gruppespillet og var også for stor en mundfuld for AaB-spillerne, der måtte se sig slået med 2-0.
Derfor ventede en bronzekamp mod turneringens værter IFK Göteborg. Denne vandt AaB 3-0, og dermed sikrede holdet sig bronzemedaljerne.
- Det var en rigtig god oplevelse for drengene. Modstanderne var alle velorganiserede, og det krævede en stor indsats at holde koncentrationen gennem hele turneringen, for så snart der blev slækket i spillet, blev det straffet, siger U/15-træner Nikolaj Hørby.
- Drengene tog udfordringen flot op, og det var en meget givende turnering at være en del af. Især kampen mod PAOK F.C. var en stor udfordring, for det var et hold af international kaliber, siger Nikolaj Hørby.