Danmark og Tyskland EM-klar

16. oktober 2018 kl. 22:39 af Brian Andersen

Danskerne skulle i aftenens opgør på Aalborg Portland Park bruge en sejr mod Færøerne, og efter et opgør med total dominans og Oliver Abildgaard på banen i alle 90 minutter blev EM-billetten sikret via 3-0 efter scoringer af Jacob Bruun Larsen fra Dortmund, Mikkel Duelund fra Dynamo Kiev og som nævnt Magnus Christensen.

Tyskland havde allerede inden sidste spillerunde sikret sig adgang til EM-slutrunden, men aftenens dyst mod Irland blev alligevel vundet 2-0 og med fuld spilletid på midtbanen til Philip Ochs.

Slovakiet – med Filip Lesniak på bænken i hele kampen – missede til gengæld EM-slutrunden, da man på udebane i Nordirland i et direkte opgør om en i øvrigt kvalificerende andenplads tabte 1-0.

AaB TV: AaB på klubbesøg i Brønderslev

16. oktober 2018 kl. 19:00 af Rasmus Estrup

Fremmødet var stort, da AaB tidligere i dag lagde vejen forbi partnerklubben Brønderslev Idrætsforening for at træne og skrive autografer. 

For Jakob Ahlmann var det ekstra specielt at besøge Brønderslev Idrætsforening, da det er venstrebackens barndomsklub. 

Se tv-indslag fra klubbesøget i videoen ovenfor. 

Tags på denne nyhed

Sidste og afgørende kamp for U/21-landsholdet

16. oktober 2018 kl. 08:00 af Rasmus Estrup

I aften kl. 18.00 fløjtes Danmarks sidste EM-kvalifikationskamp op på Aalborg Portland Park. Modstanderen er Færøerne og med en dansk sejr vil Danmark være sikret en plads ved EM-slutrunden, der afholdes i Italien og San Marino. 

Efter fredagens remis mod Polen indtager Danmark fortsat førstepladsen i kvalifikationspuljen med et point ned til Polen, der i aften spiller på hjemmebane mod Georgien. 

AaB's Magnus Christensen og Oliver Abildgaard er begge med i den danske trup til aftenens kamp på Aalborg Portland Park.

Der er fri entré til opgøret. 

Hele Nordjyllands Hold besøger Brønderslev tirsdag kl. 12.00

15. oktober 2018 kl. 13:05 af Rasmus Estrup

Hele Nordjyllands Hold tager i morgen, tirsdag, på klubbesøg i partnerklubben Brønderslev Idrætsforening. 

Fra kl. 12.00 vil Superligatruppen træne på BI's baner, og omkring kl. 13.30 vil spillerne skrive autografer til alle interesserede. Der bliver også udleveret AaB-goodiebags til de første 300 børn.

Alle er velkomne til at kigge forbi Brønderslev Idrætsforening i morgen. Adressen er Gl. Agdrupvej 17-23, 9700 Brønderslev.  

Tags på denne nyhed

Sejr i Danmarksserien efter vild afslutning

15. oktober 2018 kl. 08:43 af Rasmus Estrup

AaB’s Danmarksseriehold kunne i weekenden forlade banen på Hornevej sejrsrigt, da holdet besejrede VSK Aarhus med 3-2. 

Første halvleg var lidt af en ørkenvandring for begge hold, hvor gæsterne dog havde en stor chance, som målmand Kristian Krogh flot fik reddet. 

Efter pausen kom AaB tidligt foran, da indskiftede Mads Bruun Davidsen afdriblede et par spillere, trak ind i banen og sparkede bolden i nettet via indersiden af stolpen. 

Kort efter fik gæsterne bragt balance i stillingen, men 20 minutter før tid kom AaB atter i front, da Oliver Knudsen scorede på et straffespark. 

Med fem minutter tilbage på dommerens ur fik AaB et nyt træf på indersiden af stolpen, da Christian Søndergaard forsøgte sig. Denne gang var det desværre stolpe ud. I stedet kunne gæsterne kort efter løbe op i den anden ende og udligne til 2-2. 

I de døende sekunder af kampen lykkedes det så AaB at tage sejren. I et kontrastød løb Mads Bruun Davidsen og en af gæsternes spillere sammen, og mens mange af udeholdets spillere havde travlt med at appellere for et frispark,  forblev dommerens fløjte tavs. I samme sekvens fik gæsterne fejlclearet bolden, som røg ind i fødderne på AaB’s Christian Søndergaard, der helt fri fra kanten af feltet kunne sende bolden i et tomt mål til slutresultatet 3-2. 

- Det er en af de kampe, vi nok kommer til at huske i lang tid. Det var virkelig en forløsning at tage endnu en sejr mod et af rækkens tophold, og nu er vi også over nedrykningsstregen igen, siger Danmarkserietræner Nickolaj Jonstrup. 

AaB ligger nu på sjettepladsen i Danmarksserien, og næste kamp spilles på lørdag på udebane mod I.F. Lyseng kl. 13.15. 

Tags på denne nyhed
'