U/19-drengene slog Hertha Berlin i Baltic Sea Cup

26. november 2018 kl. 15:05 af Rasmus Estrup

AaB tog tredje sejr ud af tre mulige i den internatioanle U/21-turnering Baltic Sea Cup, da nordjyderne i weekenden gæstede Hertha Berlin SC i et opgør, som AaB vandt 2-0. 

Duellen mod de fysisk stærke tyskere begyndte hektisk, men AaB fik bedre og bedre kontrol over opgøret, og efter 14 minutter bragte gæsterne sig foran 1-0. 

Mikkel Kaufmann sprintede fra det tyske forsvar og vandt bolden ved den ene sidelinje. Herfra fandt han Nicolai Bech Laursen med en stikning, og den blonde angriber sparkede sikkert bolden ind bag Hertha Berlin-målmanden ved nærmeste stolpe. 

AaB fortsatte halvlegen ud med at skabe chancer, men stolpen stod i to tilfælde i vejen for Nicolai Bech Laursen og Mikkel Kaufmann. 

I anden halvleg var AaB fortsat i teten spillemæssigt, og Klitten-tvillingerne fik hver deres store chance for at udbygge føringen, men Lukas Klitten ramte stolpen og Oliver Klitten fandt heller ikke vej til netmaskerne. 

I tillægstiden lukkede AaB kampen med scoringen til 2-0. Emil Rask Colding afdriblede sin direkte modstander ved hjørneflaget og sendte bolden fladt ind foran mål, hvor Oliver Klitten var løbet fri og sikkert kunne sparke bolden i mål til AaB’s tredje sejr i turneringen. 

 - Det var en god oplevelse. Vi mødte deres U/23-hold, der blandt andet bestod af flere reservespillere på Bundesligaholdet, men alligevel formår vi at være i kontrol set over hele kampen. Det var en rigtig god erfaring for spillerne at møde et mandskab, der minder om et seniorhold, siger U/19-ligatræner Lasse Stensgaard. 

Med sejren har AaB de maksimale ni point før sidste kamp ved Baltic Sea Cup. Den kamp spilles på Hornevej mod OB onsdag 5. december.

Inden da spiller AaB på udebane mod Silkeborg I.F. i U/19 Ligaen lørdag 1. december kl. 13.00.  

U/17-holdet spillede uafgjort mod Hertha Berlin

AaB’s U/17-ligaholdet spillede i går en venskabskamp mod et blandet U/16-, U/17- og U/19-hold fra Hertha Berlin. 

Trods flere store AaB-chancer kom hjemmeholdet foran midt i første halvleg. To minutter senere udlignede Casper Gedsted Hansen, da han løb fra forsvaret og scorede til 1-1. 

AaB fortsatte med at skabe store chancer, men fire friløbere blev brændt og cirka lige så mange gange ramte AaB træværket. Derfor endte opgøret 1-1. 

- Vi spillede mod et meget ustruktureret hold, hvilket var en god udfordring for os. Derudover var det også godt for spillerne at prøve at spille en international kamp og se, hvordan de for eksempel reagerer på den lange rejsetid, siger U/17-ligatræner David Olsen. 

AaB's U/17-ligaholds næste kamp spilles på lørdag på udebane mod Silkeborg I.F. i U/17 Ligaen. 

Tags på denne nyhed

eSuperliga Playoff spilles i Forum

26. november 2018 kl. 10:35 af Rasmus Estrup

Siden eSuperligaens begyndelse 5. november har turneringen været en stor succes, hvor mange seere har fulgt med på både Dplay og Canal9. Især den yngre generation har taget eSuperligaen til sig. 

Af samme grund er det derfor nu besluttet, at den store Playoff-runde i eSuperligaen rykkes til et storslået esport-event i Forum med plads til op mod 8.000 tilskuere. Til sammenligning havde FIFA eWorld Cup 2019, der betragtes som den mest prestigefyldte FIFA-turnering, i omegnen af 1.000 tilskuere, da det blev afholdt i O2 Arena i London i august. 

- Vi er stolte over at kunne præsentere eSuperliga Playoffs i en arena som Forum og et finalevent i så imponerende en størrelsesorden allerede i turneringens første sæson. eSuperliga Playoffs er med sine mulige 8.000 tilskuere vel nok den mest ambitiøse FIFA-turnering, der nogensinde er blevet afholdt og ligger på niveau med andre store esport-events, siger Marcus Lindmark, CEO for Dreamhack og fortsætter: 

- I Dreamhack ser vi et enormt udviklingspotentiale i FIFA som esport og Danmark er skræddersyet til at agere foregangsland. Den danske FIFA-scene er en af de mest konkurrencedygtige i hele verden med rigtig mange spillere på et tårnhøjt niveau, så det bliver noget af det allerbedste FIFA, tilskuere til eSuperliga Playoffs kan glæde sig til at opleve i Forum den 17. december, afslutter han. 

eSuperligaen var i den grad en digital satsning for Discovery Networks Danmark, da de tidligere på året trådte ind i samarbejdet om ligaen. eSuperligaen blev rullet ud på Discoverys streamingtjeneste Dplay, og var tænkt som et produkt, der især skulle imødekomme medieforbruget hos de yngste seere. Og meget tyder på, at streaming-satsningen på Dplay er lykkes. I skrivende stund, tre uger inde i eSuperligaen, er der set over 55.000 timers eSuperliga på Dplay, med 52.000 unikke besøgende til eSuperliga-sektionen på Dplay.dk. I tillæg har indhold fra eSuperligaen genereret knap 4.000.000 visninger på sociale medier. 

Også på Canal 9, hvor eSuperligaen sendes live hver mandag og tirsdag, har det været en succes. eSuperligaen har trukket over 80 procent flere seere til kanalen i sammenligning med samme tidspunkt sidste år. Hvad angår de yngste seere, specifikt de 3-19-årige, er der tale om over en 10-dobling i seertallet i denne målgruppe, i forhold til sidste år.

- De gode tal viser med al tydelighed, at vi så rigtigt, da vi valgte at kaste os over dette uprøvede format. eSuperligaen er kun i sin første sæson, men vi har allerede mærket, at spillerne, klubberne samt seerne derhjemme har taget turneringen til sig. Og det er dejligt at mærke, at den virkelig betyder noget for de involverede, siger Anders Antonsen, nordisk sportsdirektør hos Discovery og fortsætter:

- Spillerne og klubberne har virkelig leveret på højt niveau, og fansene har kvitteret. Derfor ønsker vi at bringe stemningen og begejstringen ud til endnu flere. Det får vi mulighed for i Forum, hvor vi håber at se rigtig mange fans på tilskuerpladserne.

Også hos Divisionsforeningen, er der begejstring for modtagelsen af eSuperligaen:

- Målet var at give danske FIFA-fans et brag af en eSuperliga. Superligaklubberne har taget udfordringen op og har leveret hold med tårnhøjt professionelt niveau blandet med nye talenter. Det har fans kvitteret for, og flere end vi har kunnet håbe på har fulgt eSuperligaen intenst. Det er vi meget glade for – og vi satser på et brag af en finale, siger Claus Thomsen, direktør for Divisionsforeningen.

eSuperliga-holdenes vej til finalen i Forum, kan følges hver mandag og tirsdag fra klokken 17 til 22 på Dplay og Canal 9.

De otte bedste hold kvalificerer sig til finalestævnet. Lige nu ligger AaB på en niendeplads efter de seks første runder. AaB’s resterende kampprogram ser således ud:

7. runde - Mandag 26. november kl. 18.15 - AaB-Esbjerg fB

8. runde - Tirsdag 27. november kl. 18.15 - Silkeborg I.F.-AaB

9. runde - Mandag 3. december kl. 18.15 - AaB-SønderjyskE

10. runde - Tirsdag 4. december kl. 18.15 - Randers FC-AaB

11. runde - Mandag 10. december kl. 20.45 - AaB-AC Horsens

12. runde - Tirsdag 11. december kl. 17.45 - Hobro I.K.-AaB

13. runde - Tirsdag 11. december kl. 21.45 - AaB-OB

14. runde - Onsdag 12. december kl. 17.15 - Lyngby Boldklub-AaB

15. runde  - Onsdag 12. december kl. 21.30 - AaB-Brøndby I.F.

Om finalestævnet i Forum

  • Finalestævnet bliver afviklet mandag den 17. december 2018. Dørene åbner kl. 14:00 og arrangementet slutter kl. 23:00.
  • Billetter til finaleshowet koster mellem 150 – 300 kr. + gebyr og kan købes på esuperliga.dk/playoffs
  • Til finalestævnet er der sikret masser af god FIFA – i alt 4 kvartfinaler, 2 seminfinaler og én grand
    final fra den største scene en FIFA-turnering nogensinde har set
  • De otte klubber i slutspillet spiller om en samlet præmiepulje på 365.000 – den største nogensinde i
    en dansk FIFA-turnering.
Tags på denne nyhed

AaB afbryder samarbejdet med Morten Wieghorst

26. november 2018 kl. 09:02 af Brian Andersen

Assistenttræner Jacob Friis vil i den resterende del af året overtage opgaven som cheftræner, hvilket indebærer Superligakampe mod Esbjerg fB, AC Horsens og OB.

AaB har i sine seneste 12 Superligakampe blot vundet et enkelt opgør, og i alt har de 12 kampe resulteret i ti point. De seneste syv sejrsløse Superligakampe har bragt fire point.

Morten Wieghorst havde kontraktudløb med AaB 30. juni 2019, og en afklaring i forhold til en eventuel forlængelse af samarbejdet skulle qua kontraktens ordlyd genforhandles i december 2018. 

AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde udtaler:

- At stoppe samarbejdet med en cheftræner før kontraktudløb er en ærgerlig beslutning, men vi er med de seneste tre måneders udvikling nået frem til, at vi ikke ønskede at tilbyde en forlængelse, og i næste fase har vi vurderet det mest hensigtsmæssigt, at afbryde samarbejdet med det samme.

- Morten har arbejdet loyalt og professionelt og været tro mod vores politik om at prioritere spillere fra AaB Talent, men vi må desværre konstatere, at forbedringen i såvel 2017 som 2018 både spillemæssigt og resultatmæssigt har været marginal, siger Allan Gaarde.

- I alt har vi i 66 Superligakampe i 2017 og 2018 scoret 67 mål og opnået 79 point, hvilket samlet set ikke er acceptabelt for vores klub – også selvom vi i sidste sæson med en femteplads opfyldte vores målsætning.

- Der har været for få kampe, hvor vi i alle 90 minutter har forløst vores potentiale, og der har været for få kampe i træk, hvor vi har udvist den fornødne stabilitet, men afskeden med vores cheftræner er absolut også et signal til vores spillere om, at vi skal forbedre os, da vi mener, at vores hold og trup er bedre end de seneste måneders præstationer og resultater viser, slutter Allan Gaarde.

AaB har straks igangsat arbejdet med at finde en afløser for Morten Wieghorst.

Tags på denne nyhed

Cyber Monday

26. november 2018 kl. 07:55 af Thomas Fiele

Er du kommet igennem weekenden uden et besøg i AaB Webshop, så har du i dag muligheden for at gøre en god julehandel.

Vi tømmer lageret og sikre at du får de bedste tilbud resten af dagen.

Klik ind og se alle tilbuddene her. 

Tags på denne nyhed

Alle mand til Esbjerg!

25. november 2018 kl. 13:50 af Simon Vangsgaard Jensen

Navn: Blue Water Arena
Kapacitet: 16.942
Placering udebaneafsnit: D-tribunen
Indgang: Indgang sker ved porten i udebaneafsnittet, som åbner en time før kampstart.

 

Billetpriser Early Bird*:
Voksne: 90,-
Børn: 30,-
Køb din billet her
*Early Bird-tilbuddet udløber 48 timer før kampstart. 

Billetpriser i forsalg: 
Voksne: 110,-
Børn: 50,-
Køb din billet her

Billetpriser i billetluge: 
Voksne: 130,-
Børn: 70,-

Det er muligt at scanne billetter via mobiltelefonen.

 

Transport til og fra Blue Water Arena:

Fælles:
AaB Support Club arrangerer bus til kampen. Læs mere og bestil her.

Vesttribunen arrangerer ligeledes bus til kampen. Se mere på www.facebook.com/Vesttribunen.

Kør selv: 
Gl. Vardevej 82, 6700 Esbjerg

Parkering: 

Esbjerg fB tilbyder parkeringspladser til medrejsende AaB-fans i området ved udebaneafsnittet. Følg venligst kontrollørernes henvisninger ved ankomst.  

Klik her for at se hvor parkeringsmulighederne, hvor for området foran udebaneafsnittet er markeret. 

 

Facebook-event:
Vis at du tager med, tilmeld dig kampens Facebook-event via dette link.

AaB takker Jer alle for at støtte drengene og Nordjylland på udebane.

Parkering: 

Esbjerg fB tilbyder parkeringspladser ved udebaneafsnittet til de førstkommende medrejsende AaB-fans. Følg venligst kontrollørernes henvisninger ved ankomst. Udebaneafsnittet og tilhørende parkeringsområde er sammen med øvrige parkeringsmuligheder nær Blue Water Arena fremhævet i billedet herunder.

Facebook-event:
Vis at du tager med, tilmeld dig kampens Facebook-event via dette link.

AaB takker Jer alle for at støtte drengene og Nordjylland på udebane.

Tags på denne nyhed