Casper Gedsted Hansen med på U/16-landshold

23. maj 2018 kl. 12:20 af Rasmus Estrup

AaB har en spiller med på det danske U/16-landshold, der i næste uge spiller to venskabskampe i Slovakiet mod det slovakiske U/16-landshold. Casper Gedsted Hansen er således endnu en gang med i U/16-landsholdstruppen. 

Danmark møder Slovakiet 29. maj kl. 16.30 og 31. maj kl. 11.00. Begge kampe spilles i Červeník. 

Casper Gedsted Hansen, der spiller på AaB's U/17-ligahold, har optrådt seks gange på U/16-landsholdet. 

Tags på denne nyhed

Hele Nordjyllands Hold kommer til Hirtshals onsdag

22. maj 2018 kl. 13:25 af Rasmus Estrup

Sæsonen sluttede i går, men spillerne på Hele Nordjyllands Hold træner fortsat ind til fredag - og i morgen eftermiddag foregår træningen hos partnerklubben Hirtshals Boldklub. 

Hele Nordjyllands Hold træner i Hirtshals Boldklub kl. 15.00, og ca. kl. 16.15 vil der være autografskrivning og uddeling af gratis goodiebags til de første 300 børn.

Autografskrivningen fortsætter ind til kl. 17.00, hvor Hele Nordjyllands Hold i samlet flok kører tilbage til Aalborg.  

Så er du i nærheden af Hirtshals, skal du endelig bare lægge vejen forbi Hirtshals Boldklub. Adressen er Søndergade 20, 9850 Hirtshals. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Stem på månedens mål i maj

22. maj 2018 kl. 11:44 af Rasmus Estrup

Kasper Risgård og Kasper Kusk duellerer om at stå bag månedens AaB-mål i maj. Viceanføreren scorede to gange - mod AC Horsens og Brøndby I.F.. Kasper Kusk nettede en enkelt gang - mod FC København. 

Se målene i videoen ovenfor og stem på din favorit via linket herunder. Så deltager du samtidig i lodtrækningen om et halvt års sæsonkortabonnement til en af endetribunerne på Aalborg Portland Park. 

Vinderen findes allerede i morgen. 

Tags på denne nyhed

Sidste åbningsdag i AaB Fanshop inden sommerferien

22. maj 2018 kl. 09:45 af Rasmus Estrup

I morgen, onsdag 23. maj, holder AaB Fanshop som vanligt åbent fra kl. 15.00 til 20.00. Herefter holder AaB Fanshop på Aalborg Portland Park ferielukket indtil sæsonopstarten i juli. Den præcise dato for, hvornår der igen åbnes op, vil blive annonceret på aabsport.dk en gang efter kampkalenderens offentliggørelse. 

Mens AaB Fanshop holder sommerferielukket, vil det som altid være muligt at købe merchandise, spillertøj og lignende på AaB Webshop, der som altid er tilgængelig online. 

Lige nu er der fortsat 50 procent rabat på udebanetrøjer og udebaneshorts. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Sammendrag af Brøndby I.F.-AaB

22. maj 2018 kl. 07:18 af Rasmus Estrup

Foran et fyldt Brøndby Stadion spillede AaB mandag aften sæsonens sidste kamp mod Brøndby I.F., der stadig kæmpede med om guldet. 

Efter et par Brøndby-muligheder i indledningen overtog AaB rollen som det chanceskabende hold, og lige inden pausen scorede Kasper Risgård køligt fra en meget spids vinkel, da han tippede bolden over Frederik Rønnow og i mål via fjerneste stolpe. 

Efter pausen havde AaB flere gode muligheder for endnu en scoring. Jakob Ahlmann tordnede mod kassen, Pavol Safranko trillede bolden få centimeter forbi og en tre-mod-en chance blev misbrugt. 

I stedet kunne Brøndby I.F. kort før tid passere en ellers velspillende AaB-defensiv med Jores Okore og Jacob Rinne i nøglerollerne, da Benedikt Röcker scorede det udlignende mål. 

Se de førnævnte muligheder og mere til i ovenstående sammendrag på AaB TV. 

Tags på denne nyhed
'