AaB vil høre DIN mening om kampoplevelsen

26. maj 2018 kl. 13:04 af Thomas Fiele

For syvende år i træk gennemføres den store tilskuerundersøgelse blandt alle Alka Superliga-klubbers tilskuere.

I 2017 deltog over 1.000 AaB-fans i undersøgelsen, men AaB vil i år gerne have endnu flere besvarelser, så vi med endnu større sikkerhed kan forbedre oplevelsen før, under og efter vores tilhængeres besøg på Aalborg Portland Park.

Undersøgelsens resultater skal først og fremmest bruges til at se, hvor man evt. kan forbedre oplevelsen for dig og andre tilskuere. Desuden skal undersøgelsen give et billede af, hvor Alka Superligaen som helhed kan forbedres.

Giv din mening til kende, og vær med til at skabe en endnu bedre AaB-oplevelse for dig selv og de øvrige AaB-tilhængere.

AaB takker på forhånd alle deltagere for deres hjælp.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Fire AaB-talenter til U/17 EM

26. maj 2018 kl. 06:37 af Rasmus Estrup

U/19-ligaspiller Jeppe Pedersen og U/17-ligaspillerne Mathias Ross Jensen, Mikkel Kaufmann og Thomas Albert Christiansen udgjorde AaB's repræsentanter ved U/17 EM i England tidligere i maj. 

Og med fire spillere i truppen var AaB den danske klub, der havde flest spillere med ved slutrunden. Alle fire fik ovenikøbet spilletid, og to af dem fik lov til at bære anførerbindet. 

Hør om oplevelsen fra alle fire spillere samt U/17-ligatræner David Olsen og talentchef Anders Damgaard, som fortæller, hvad deltagelse ved sådan en EM-slutrunde kan give på træningsbanen på Hornevej. 

Tags på denne nyhed

Gentegning af sæsonkort begynder mandag

25. maj 2018 kl. 13:30 af Rasmus Estrup

Sæsonen 2017/18 sluttede med en femteplads i Alka Superligaens Mesterskabsspil, og vi er nu klar til den nye sæson, der begynder midt i juli. 

Som sæsonkortholder i den netop afsluttede sæson kan du fra på mandag 28. maj og frem til og med 13. juni gentegne dit sæsonkort som sæsonkortsabonnement. Du fastholder dermed din sædvanlige plads, hvis du har lyst.

Ovenikøbet får du de to første måneder gratis i sæsonkortsabonnementet. For en voksen siddeplads på Weber Tribunen kan du dermed spare 278 kr. 

Ønsker du ikke at overgå til et sæsonkortabonnement, men derimod betale dit sæsonkort gennem en engangsbetaling, har du ligeledes indtil 13. juni til at gentegne dit sæsonkort. I dette tilfælde vil der være en gentegningsrabat på 10 procent, hvilket for en voksen siddeplads på Weber Tribunen svarer til en besparelse på 165 kr. 

Fra 14. juni frigøres alle ikke fornyede pladser, så de kan købes af andre fans. Derfor skal du inden 13. juni have fornyet dit sæsonkort, hvis du vil følge Hele Nordjyllands Hold fra din sædvanlige plads på Aalborg Portland Park. 

Tags på denne nyhed

Træn som Superligaspillere på AaB Talent Camp

25. maj 2018 kl. 12:45 af Rasmus Estrup

 

Kom helt tæt på AaB's Superligaspillere og træn ligesom dem i uge 30, hvor AaB i samarbejde med Spar Nord afholder den populære AaB Talent Camp for fjerde år i træk. 

AaB Talent Camp er for entusiastiske fodbolddrenge i årgang 2005, 2006, 2007 og 2008. Prigrammet er planlagt af assistenttræner Thomas Augustinussen og AaB's øvrige T+ trænere. 

AaB Talent Camp løber af stablen fra mandag til og med fredag i tidsrummet kl. 09.00-14.00, og dagene er designet således, de minder mest muligt om hverdagen som Superligaspiller i AaB.

Først og fremmest er der to daglige træningspas, der planlægges og styres af AaB’s bedste ungdomselitetrænere. Træningen tager udgangspunkt i de bedste øvelser fra AaB’s talentudviklingsprogram.

Hele ugen kommer du desuden helt tæt på Superligaspillerne, der både træner, spiser og restituerer parallelt med Talent Camp-deltagerne.

Endvidere vil der i løbet af ugen være camp-aktiviteter, hvor Superliga-spillerne deltager.

Hvis AaB Talent Camp lyder som noget for dig, så skynd dig at blive tilmeldt.

Vi har kun et begrænset antal pladser, og tilmeldingen foregår efter princippet om først til mølle.

AaB Talent Camp har i sommeren 2018 plads til 12 målmænd og 64 markspillere.

Prisen for at deltagelse er 3.000 kr. og dette indbefatter:

-10 træningspas

-Forplejning frokost, samt frugt og snacks i løbet af dagene)

-Tøjpakke fra hummel

-Drikkedunk & håndklæde fra Spar Nord

-Skriftlig spillerevaluering

-2 X billetter til AaB Superliga-kamp

-Teknikkonkurrence med finale på Aalborg Stadion

-Samvær med Superliga-spillerne

 

Spørgsmål vedrørende AaB Talent Camp kan rettes til AaB’s T+-træner Mathias Krogh på mail: mak@aab-as.dk

Tags på denne nyhed

AaB TV: Vinder af sæsonens mål 2017/18

25. maj 2018 kl. 11:45 af Rasmus Estrup

Der var ikke meget tvivl blandt AaB's fans, da sæsonens bedste AaB-mål skulle kåres. Blandt de ti kandidater skilte Kasper Kusks scoring mod Randers FC 11. marts 2018 sig ud og tog 49 procent af stemmerne. 

Målet startede helt nede fra eget felt, hvor Magnus Christensen fandt Yann Rolim og med hurtige afleveringer og få berøringer gik bolden via Kasper Kusk, Magnus Christensen, Yann Rolim, Edison Flores, Yann Rolim og Edison Flores, inden Kasper Kusk køligt kunne lægge læderet elegant ind ved fjerneste stolpe til 1-0 efter kun et minut og 43 sekunders spilletid. 

Af de andre kandidater til månedens mål endte Yann Rolims udlignende frisparksmål i tillægstiden mod Viborg F.F. i DBU Pokalen 7. september 2017 på andenpladsen med 15 procent af stemmerne. Kasper Kusk var også at finde på tredjepladsen med 12 procent af stemmerne for sin sejrsscoring mod FC København 13. maj 2018. 

I videoen ovenfor kan du gense 2017/18-sæsonens bedste AaB-mål. 

Når man stemte, deltog man samtidig i lodtrækningen om en kampbrugt og signeret AaB-spillertrøje fra denne sæson. Vinderen blev Flemming, som får en kampbrugt og signeret Kasper Kusk-trøje, og han kontaktes direkte på mail. 

Tags på denne nyhed