AaB TV: Vinder af sæsonens mål 2017/18
Kasper Kusks scoring mod Randers FC blev den suveræne vinder af 2017/18-sæsonens bedste AaB-mål.
Der var ikke meget tvivl blandt AaB's fans, da sæsonens bedste AaB-mål skulle kåres. Blandt de ti kandidater skilte Kasper Kusks scoring mod Randers FC 11. marts 2018 sig ud og tog 49 procent af stemmerne.
Målet startede helt nede fra eget felt, hvor Magnus Christensen fandt Yann Rolim og med hurtige afleveringer og få berøringer gik bolden via Kasper Kusk, Magnus Christensen, Yann Rolim, Edison Flores, Yann Rolim og Edison Flores, inden Kasper Kusk køligt kunne lægge læderet elegant ind ved fjerneste stolpe til 1-0 efter kun et minut og 43 sekunders spilletid.
Af de andre kandidater til månedens mål endte Yann Rolims udlignende frisparksmål i tillægstiden mod Viborg F.F. i DBU Pokalen 7. september 2017 på andenpladsen med 15 procent af stemmerne. Kasper Kusk var også at finde på tredjepladsen med 12 procent af stemmerne for sin sejrsscoring mod FC København 13. maj 2018.
I videoen ovenfor kan du gense 2017/18-sæsonens bedste AaB-mål.
Når man stemte, deltog man samtidig i lodtrækningen om en kampbrugt og signeret AaB-spillertrøje fra denne sæson. Vinderen blev Flemming, som får en kampbrugt og signeret Kasper Kusk-trøje, og han kontaktes direkte på mail.