Flores og Peru forlader VM med sejr over Australien
Edison Flores fik fuld spilletid, da Peru i sidste puljekamp ved VM besejrede Australien med 2-0.
Her til eftermiddag var Edison Flores involveret i Perus første sejr ved et VM i 40 år - siden VM i Argentina 1978. Peru besejrede nemlig Australien med 2-0.
Peru havde inden kampen ingen mulighed for at gå videre fra gruppen, mens Australien omvendt havde mulighed for avancement med en sejr, såfremt Danmark også tabte til Frankrig.
Et peruviansk hold, der for tredje VM-kamp i streg havde AaB's Edison Flores i startopstilling, var i indledningen ikke meget på bolden, men på Perus første afslutning i kampen bragte André Carillo peruvianerne foran 1-0 i 18. minut, da han på Paolo Guerreros oplæg flugtede læderet ind i netmaskerne ved fjerneste stolpe.
Fem minutter efter pausen slukkede Paolo Guerrero Australiens håb endeligt, da han satte 2-0-scoringen ind.
Edison Flores fik for anden kamp i streg ved slutrunden fuld spilletid, og AaB-spilleren er nu noteret for 33 landskampe for hjemlandet, der kan forlade Rusland med en sejr i bagagen og en tredjeplads i puljen med tre point.
Det er to point færre end Danmark, der med uafgjort mod Frankrig selv gjorde arbejdet færdigt og kvalificerede sig til ottendedelsfinalen. Frankrig ender på førstepladsen i puljen med syv point, mens Australien snupper fjerdepladsen med et enkelt point.