-
28. oktober kl. 18:00
2 : 2
21. oktober
1 : 3
7. oktober
0 : 1
30. september
0 : 5
26. september
0 : 5
23. september

AaB-nederlag i første testkamp

23. juni 2018 kl. 16:18 af Rasmus Estrup

AaB lagde bedst fra land i sæsonens første testkamp. Efter tre minutter blev Oliver Abildgaard spillet i en god position i feltet, og midtbanespilleren slog en hård bold fladt ind mod mål, hvor læderet blev blokeret, inden Jannik Pohl nåede frem til det. 

Viborg F.F. lurede i begyndelsen på omstillinger, og fik muligheden efter ti minutter efter et AaB-boldtab. Men i fuld firspring mistede Christian Sivebæk balancen, og gæsternes chance løb ud i ingenting. 

Til gengæld var Christian Sivebæk klar igen fire minutter senere, og her svigtede Viborg-spilleren ikke. En opspilsfejl fra AaB-forsvaret gav gæsterne endnu en omstilling. Christian Sivebæk modtog bolden og efter et par træk ned mod AaB-målet sparkede han resolut læderet i mål til 1-0.

AaB svarede dog straks efter igen. Kristoffer Pallesen slog et præcist indlæg ind i gæsternes felt, og ved forreste stolpe steg Pavol Safranko til vejrs og headede flot AaB på 1-1 med et hårdt hovedstød efter 16 minutter.

Efter en halv times tid kom begge hold til afslutninger på kanten af felterne. Først sparkede Viborg F.F. på efter et indlæg, hvor Jacob Rinne mistimede sit indgreb. Afslutningen gik dog forbi AaB-målet. 

Dernæst var det et indlæg fra Oliver Klitten som til sidst fandt vej til Oliver Abildgaard, som tordnede bolden på tilskuerpladserne. 

Efter 38 minutter steg Jores Okore flot op på et hjørnespark fra Jakob Ahlmann, men forsvarsspillerens hovedstød gik over Viborg-målet. 

Op til pausen pressede Viborg F.F. mest på for et føringsmål, og Alexander Fischer fik blandt andet trykket af et par gange. Den ene gang fra en spids vinkel, hvor Jacob Rinne var på plads og fik blokeret skuddet. 

Men første halvleg bød ikke på flere scoringer, og dermed var pausestillingen 1-1. 

Fra anden halvlegs start skiftede AaB som planlagt ni mand, og det var derfor et helt andet AaB-hold, der kom på grønsværen til anden halvlegs start. Kun Jannik Pohl og Oliver Klitten var gengangere ved anden halvlegs start.

Men det var en chokstart AaB i anden halvleg blev mødt med. I 47. minut driblede Jung-Bin Park rundt i AaB-feltet og via en afretning tvang han Michael Lansing ud i en stærk refleksredning, der gav et hjørnespark. 

På hjørnesparket steg Andreas Albers til tops og headede læderet i det ene målhjørne uden chance for Michael Lansing. 

53 minutter inde i opgøret var AaB tæt på endnu en hurtig udligning. Bardhec Bytyqi slog et skarpt indlæg ind i panden på Oliver Klitten, der tvang Viborg-keeperen til en halvklaring. Oliver Klitten var selv først over riposten, men målmanden nåede lige akkurat at få hænderne i vejen for afslutningen. 

En time inde i opgøret kom gæsterne så til en ny afslutning, men AaB-forsvaret kom i vejen for indskiftede Nicklas Røjkjærs forsøg. 

Fem minutter senere prøvede Oliver Klitten at finde Kasper Kusk ved forreste stolpe, men venstrekanten nåede akkurat ikke frem til kuglen før Viborg-målmanden. 

I stedet kunne gæsterne bringe sig yderligere foran i 68. minut. De grønklædte kom igennem over AaB's højreside, hvorfra bolden blev spillet på tværs til Sebastian Mourier, der sikkert sendte bolden ind ved nærmeste stolpe til 3-1. 

Et kvarter før tid bragte Mikkel Kaufmann gejsten tilbage i AaB-mandskabet med en reducering til 3-2. Bardhec Bytyqi brød igennem i højresiden, og sendte bolden fladt på tværs til Mikkel Kaufmann. Sidste sæsons topscorer i U/17 Ligaen sparkede med det samme på mål, og via en afretning fik han læderet i nettet. 

Herefter pressede AaB på for en udligning. Bardhec Bytyqi havde blandt andet en meget kompetent afslutning, som blev halvklaret af Viborg-målmanden, men riposten var ingen AaB-spillere over. 

I tillægstiden var et indlæg i Viborg-feltet også lige ved at give pote, men ind ville læderet ikke, og derfor endte sæsonens første testkamp med et nederlag. 

Næste testkamp venter allerede mandag eftermiddag, hvor AaB møder Hobro I.K. i partnerklubben Boldklubben Viking - Als Boldklub kl. 16.30.  

Matchfacts

AaB-Viborg F.F. 2-3 (1-1)
14. min 0-1 Christian Sivebæk, 16. min 1-1 Pavol Safranko, 48. min 1-2 Andreas Albers, 68. min 1-3 Sebastian Mourier, 75. min 2-3 Mikkel Kaufmann
Advarsler Viborg F.F.: Christian Sivebæk (24)

AaB (4-4-2): Jacob Rinne (46: Michael Lansing), Kristoffer Pallesen (46: Bardhec Bytyqi), Jores Okore (46: Mathias Ross Jensen (U/19 Liga)), Nikolaj Lyngø (46: Jakob Blåbjerg), Jakob Ahlmann (46: Anders Bærtelsen (U/19 Liga)), Oliver Klitten (U/19 Liga) (67: Robert Kakeeto), Rasmus Würtz (46: Filip Lesniak), Oliver Abildgaard (46: Magnus Christensen), Jeppe Pedersen (U/19 Liga) (46: Kasper Kusk), Jannik Pohl (67: Mikkel Kaufmann), Pavol Safranko (46: Kasper Risgård). 

Viborg F.F. (4-3-3): Tomas Cerny, Mikkel Knudsen, Jeppe Grønning, Simon Trier, Alexander Fischer, Emil Scheel, George Fochive, Jeff Mensah, Jung-Bin Park, Andreas Albers, Christian Sivebæk. 

Tags på denne nyhed

Første testkamp mod Viborg F.F. i morgen

22. juni 2018 kl. 13:35 af Rasmus Estrup

Aalborg Portland Park danner i morgen ramme om sommerens første testkamp, når 1. divisionsklubben Viborg F.F. kommer på besøg kl. 14.00. A. Enggaard Tribunen holder åbent, og der er fri entré til kampen. 

- Vi glæder os til at komme i gang efter en god pause. Spillerne er kommet tilbage i en god forfatning, og nu har vi haft en hård uges træning. Derfor er det heller ikke planen, at nogle skal spille hele kampen, men at vi får så mange som muligt i kamp, siger cheftræner Morten Wieghorst, der blandt andet har fire U/19-spillere med i truppen til lørdagens testkamp.

Truppen til testkampen mod Viborg F.F. ser således ud:

1 Jacob Rinne, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 8 Rasmus Würtz, 9 Jannik Pohl, 14 Pavol Safranko, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 21 Kasper Risgård, 22 Michael Lansing, 23 Filip Lesniak, 24 Nikolaj Lyngø, 26 Robert Kakeeto, 27 Oliver Abildgaard, 33 Bardhec Bytyqi, samt U/19-ligaspillerne Oliver Klitten, Jeppe Pedersen, Anders Bærtelsen og Mikkel Kaufmann. 

Edison Flores er til VM med Peru, mens Patrick Kristensen, Rasmus Thellufsen, Marco Ramkilde, Frederik Børsting, Wessam Abou Ali og Kasper Pedersen er ukampdygtige. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Minitræningslejr i Øland

22. juni 2018 kl. 12:16 af Rasmus Estrup

Hele Nordjyllands Hold har fra onsdag eftermiddag til fredag morgen været samlet på Ønskeland i nordjyske Øland på en kort træningslejr. 

Programmet var fyldt med en masse træningspas, der blandt andet også bød på en regnvåd løbetur i skoven. Derudover blev der blandt andet også skrevet autografer til Ølands beboer, samt en masse samvær for spillerne. 

I dette indslag fra AaB TV kan du få både Jakob Ahlmanns og cheftræner Morten Wieghorsts syn på turen. 

Smalt nederlag til Peru mod Frankrig

21. juni 2018 kl. 20:08 af Brian Andersen

De franske verdensstjerner åbnede med et hårdt pres, men det var peruvianerne og Flamengo-angriberen Paolo Guerrero, der i det 31. minut fik den indtil da største mulighed, men Tottenham-målmanden Hugo Lloris kom i vejen med en fodparade.

Blot tre minutter senere bragte Kylian Mbappe fra Paris Saint-Germain i stedet Frankrig i front, og trods dominans i anden halvleg til Peru og en afslutning på sammenføjningen fra Pedro Aquino, til daglig i mexicansk fodbold, så blev det ikke til point for sydamerikanerne.

Med de to smalle 1-0 nederlag mod henholdsvis Frankrig og Danmark er Peru dermed uden chance for avancement til ottendedelsfinalerne inden den sidste opgave i gruppen på tirsdag mod Australien.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Abildgaard og AaB forlænger til 2022

21. juni 2018 kl. 11:16 af Rasmus Estrup

I ovenstående indslag fra AaB TV kan du komme nærmere på Oliver Abildgaard og høre, hvad han tænker om sin egen rolle på AaB-holdet, forlængelsen med Hele Nordjyllands Hold og fremtiden for truppen. 

Cheftræner Morten Wieghorst og sportsdirektør Allan Gaarde kommer også ind på Oliver kvaliteter og udviklingsmuligheder.