
Tre kandidater fundet til Hele Nordjyllands Håndsrækning for efteråret 2018
AaB’s pris Hele Nordjyllands Håndsrækning, der har været doneret halvårligt af klubben siden 2015 og siden 2017 har været bakket op af Spar Nord Fonden, skal have fundet en modtager for efteråret 2018.
Hele Nordjyllands Håndsrækning doneres ubeskåret af AaB til gode formål i Region Nordjylland, og siden 2017 har Spar Nord Fonden valgt at støtte op om initiativet, så parterne sammen donerer to kroner pr. fremmødt tilskuer til alle Superligahjemmekampe på Aalborg Portland Park.
Hele Nordjyllands Håndsrækning kan tilfalde foreninger, et værested, et behandlingscenter eller noget helt fjerde. Kun fantasien sætter grænser, men der skal dog være tale om et formål, der hverken har kommerciel eller politisk karakter. Udover at donationen skal gå til en god sag, skal modtageren også have postadresse i Region Nordjylland.
Et udvalg bestående af formand for AaB Support Club Lars Simoni, AaB-anfører Rasmus Würtz, bankdirektør i Spar Nord John Lundsgaard, presse- og kommunikationschef i AaB Brian Andersen og teamleder hos Foreningen Grønlandske Børn (den seneste modtager af HNH, red.) Jeppe Bülow Sørensen har i fællesskab vurderet de indkomne ansøgninger og fundet frem til følgende tre kandidater til at modtage Hele Nordjyllands Håndsrækning for efteråret 2018:
Hjerteven; foreningen Hjerteven støtter enlige mødre og sårbare familier, der ikke har råd til almindelige fornødenheder.
En donation fra Hele Nordjyllands Håndsrækning skal bruges til at holde et julearrangement i Aalborg, hvor sårbare familier kan komme og få en gave og noget julemad. Eventuelle overskydende midler vil herudover blive brugt til køb af en trailer, så Hjerteven fremover kan bringe ud til de, der ikke kan afhente hjælpen selv.
Café Parasollen; Café Parasollen er et socialt spise- og værested for socialt udsatte mennesker i Aalborg. Hos Café Parasollen kommer der dagligt i omegnen af 150 mennesker – langt de fleste for at få et måltid varmt mad for 20 kr.
Andre kommer måske for at få et bad eller noget rent tøj, hvilket også er muligt på Café Parasollen.
På Café Parasollen bliver der lagt vægt på at være et omsorgssted for alle de mennesker der kommer til døren – et behov der er blevet markant større de seneste år.
En donation fra Hele Nordjyllands Håndsrækning vil blive brugt som en hjælp til fortsat at kunne udføre disse omsorgsopgaver.
Ønskeland; Ønskeland i Brovst er en nonprofit-organisation, der er etableret for at give sårbare børn, unge og deres familier en håndsrækning i form af et ophold eller et længerevarende forløb.
Ønskeland styrker børn og unge med udgangspunkt i værdierne: bevægelse, sund kost, mental styrketræning og natur. For at kunne hjælpe flest muligt til et aktivt og sundt liv opretter Ønskeland lejre, hvorfra der arbejdes ud fra værdierne.
En donation fra Hele Nordjyllands Håndsrækning vil blive brugt til udvikling og afholdelse af førnævnte lejre for børn, unge og deres familier.
Afstemning:
Fra dette øjeblik er det vanen tro op til brugerne på aabsport.dk at vælge den endelige modtager, og du kan allerede nu stemme på din kandidat.
Afstemningen slutter på onsdag den 18. juli kl. 23.59, og modtageren af Hele Nordjyllands Håndsrækning for efteråret 2018 offentliggøres torsdag den 19. juli.
Dagen efter – fredag den 20. juli kl. 19.00 – spiller AaB sin første hjemmekamp i sæsonen, når FC Midtjylland kommer på besøg på Aalborg Portland Park.
Tidligere modtagere af Hele Nordjyllands Håndsrækning:
Foreningen Grønlandske Børn – forår 2018 – 85.908 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Børn i sorg – sorggrupperne i Aars – efterår 2017 – 109.850 kr. (2 kr. pr. tilskuer)
Veteran Oasen – velgørenhedstrøje 2017 – 90.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)
Kildehuset Fountainhouse – forår 2017 – 31.249 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Broen Aalborg – efterår 2016 – 69.093 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Hjerterummet og Cykel20 - forår 2016 - 57.357 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
The Back To Life Project - efterår 2015 - 66.410 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Headspace Aalborg - forår 2015 - 54.337 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Facit for velgørenhedstrøjen 2018 opgøres ved årets udgang, og her går donationen denne gang til AaB Support Club.
Se videoen da de to spillere Jores Okore og Bardhec Bytyqi på AaB’s vegne og sammen med Spar Nord Fonden 26. juni overrakte den seneste donation til Foreningen Grønlandske Børn.