Pohl-scoring sikrer sejr over FC Midtjylland
AaB fik med en stærk indsats vendt 0-1 til 1-2 mod FC Midtjylland. Rasmus Thellufsen og Jannik Pohl scorede for Hele Nordjyllands Hold.
Med to scoringer i anden halvleg vandt AaB 2-1 over FC Midtjylland. Gæsternes Paul Onuachu bragte midtjyderne i front før pausen, mens Rasmus Thellufsen udlignede kort inde i anden halvleg. Fem minutter før tid scorede Jannik Pohl sejrsmålet.
På Aalborg Portland Park fik de 6.422 fremmødte tilskuere skabt en flot rød-hvid ramme om sæsonens første hjemmekamp. Og tilskuerne var tæt på at få en tidlig scoring at juble over.
I kølvandet på et hjørnespark i kampens andet minut fik Jores Okore dirigeret Kristoffer Pallesens indlæg mod fjerneste stolpe. Målmand Jesper Hansen halvklarede på stregen, og Jores Okore jagtede returen, men FC Midtjylland formåede efter flere AaB-forsøg at blokere bolden til hjørnespark.
Gæsternes tre første afslutninger stod Paul Onuachu for. Men både på de to flade afslutninger fra distancen og hovedstødet fra straffesparkspletten skabte ingen problemer for Jacob Rinne, der lige inden kickoff blev kåret til sæsonens AaB'er 2017/18 af AaB Support Club.
Mens FC Midtjylland sad på spillet det første kvarter efter AaB's tidlige chance, overtog Hele Nordjyllands Hold initiativet. Kasper Kusk forsøgte sig med et par blokerede skud udefra. Oliver Abildgaard var med kløgtige driblinger tæt på at komme til afslutning, og et godt træk samt indlæg fra Kristoffer Pallesen var ved at give Jannik Pohl en afslutning.
Men Jesper Hansen kom først igen i arbejde efter 26 minutter, da Oliver Abildgaard trykkede af fra kanten af feltet, men desværre for den unge nordjyde, der var én af syv spillere i startopstillingen, der har spillet ungdomsfodbold i AaB, sad forsøget lige på midtjydernes målmand.
Halvlegens sidste kvarters tid var FC Midtjylland mest på bolden, men gæsterne havde svært ved at sætte muligheder sammen over for et hårdt kæmpende AaB-mandskab.
Kort før pausen kunne FC Midtjylland alligevel bringe sig i front med 1-0. Paul Onuachu dukkede op med en hovedstødsafslutning, der i en blød bue havde retning mod målhjørnet. Jacob Rinne lignede en, der burde have reddet forsøget, men AaB-keeperen fejlbedømte situationen og fik ikke hænderne ordentligt bag bolden, der i stedet fortsatte ind i netmaskerne.
Seks minutter efter pausen kunne AaB så bringe balance i stillingen. Jesper Hansen forsøgte at trække en lang bold fra AaB-forsvaret tilbage i eget felt, men Rasmus Thellufsen havde forudset aktionen, snuppede bolden fra keeperen og lagde sikkert den udlignende scoring i nettet til 1-1.
Med en halv time igen fik AaB en god omstillingsmulighed. Jannik Pohl vandt en fysisk duel mod Erik Sviatchenko midt på banen, og herfra satte AaB-angriberen fart på. Omkring feltet lagde han bolden ud til Kasper Kusk, der var stormet med frem, men den venstrebenede højrekant forsøgte sig med en højrefodsafslutning, der gik over mål.
Minuttet senere kom gæsterne til afslutning. En nedfaldsbold midt i AaB's felt dumpede ned foran Mikkel Duelund, der trykkede på kassen første gang, men den indskiftede angribers afslutning blev blokeret.
Anden halvleg bød på masser af fight og flere frispark end muligheder. Men med 10 minutter igen prøvede AaB lykken med to afslutninger. Den første fra distancen gav et hjørnespark. Dette stod Rasmus Würtz klar til at samle op på bagerst i feltet, hvorfra han flugtede mod mål, men flugteren blev blokeret.
Kort efter var FC Midtjyllands målscorer på spil i modsatte ende, men Paul Onuachus hovedstød gik over Jacob Rinnes mål.
Efter 85 minutter faldt AaB's scoring til 2-1. Et hjørnespark fra Kasper Kusk havnede ved bagerste stolpe hos Jakob Blåbjerg. Midtstopperen headede bolden flot mod mål, hvor Jesper Hansen på stregen reddede bolden op på overliggeren. Riposten var Jannik Pohl dog over, og sidste sæsons AaB-topscorer scorede sikkert sit første mål i denne sæson.
AaB sled i slutminutterne sæsonens anden sejr hjem til stående ovationer. Dermed ligger Hele Nordjyllands Hold på førstepladsen med seks point efter to kampe.
AaB's næste kamp spilles søndag 29. juli på udebane mod FC København.
Matchfacts - Superligaen, 2. spillerunde
AaB-FC Midtjylland 2-1 (0-1)
42. min. 0-1 Paul Onuachu, 52. min. 1-1 Rasmus Thellufsen, 86. min. Jannik Pohl
Advarsler AaB: Oliver Abildgaard (53),
Advarsler FC Midtjylland: Artem Dovbyk (23), Erik Sviatchenko, Paul Onuachu (59), Alexander Munksgaard (67)
6.422 tilskuere på Aalborg Portland Park
AaB (4-5-1): Jacob Rinne, Kristoffer Pallesen, Jores Okore, Jakob Blåbjerg, Jakob Ahlmann (70: Frederik Børsting), Kasper Kusk, Rasmus Würtz, Magnus Christensen (79: Kasper Risgård), Oliver Abildgaard, Rasmus Thellufsen (75: Wessam Abou Ali), Jannik Pohl.
FC Midtjylland (3-4-3): Jesper Hansen, Kian Hansen, Bubacarr Sanneh (46: Rasmus Nicolaisen), Erik Sviatchenko, Alexander Munksgaard, Jakob Poulsen, Tim Sparv, Marc Dal Hende, Bozhidar Kraev (75: Mayron George), Paul Onuachu, Artem Dovbyk (59: Mikkel Duelund).
Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen