Friis ser frem til underholdende KMD Cup
Underholdningen er højsædet, og AaB går efter at vinde KMD Cup fredag aften, oplyser assistenttræner Jacob Friis.
Når KMD Cup fløjtes i gang i Brøndby Hallen fredag aften kl. 19.00, åbner AaB turneringen mod Boldklubben Frem. Og nordjyderne ser frem til igen at prøve kræfter med indendørs fodbold.
- Primært handler det jo om, at KMD Cup skal være sjov og underholdende, og jeg tror alle fodboldspillere, der har en nogenlunde teknik, synes, at det er sjovt at spille indendørs, og det bliver det også fredag aften, siger assistenttræner Jacob Friis.
Han kommer til at dirigere tropperne fra sidelinjen fredag aften, mens assistenttrænerkollega Thomas Augustinussen er registreret som spiller.
- Jeg er ikke så bekymret for at have ham med. Jeg kan jo heldigvis bare holde ham på bænken, hvis jeg føler, at det er nødvendigt, siger Jacob Friis.
Ved AaB’s seneste deltagelse i et indendørsstævne i Brøndby i 2014 nåede Hele Nordjyllands Hold til finalen, hvor det blev til et nederlag til hjemmeholdet Brøndby I.F. Denne gang er planen at gå hele vejen.
- Vi har valgt nogle spillere, som vi ved er teknisk dygtige. Vi tager af sted for at få en god tur, og når vi er der, kan vi lige så godt vinde hele turneringen, og det tror jeg på, vi kan med dette hold, siger Jacob Friis.
AaB’s trup består udover assistenttræner Thomas Augustinussen af følgende spillere:
Rasmus Thellufsen, Patrick Kristensen, Yann Rolim, Bardhec Bytyqi samt U/19-ligaspillerne Wessam Abou Ali, Oliver Klitten, Mathias Johannesen og Rasmus Prangsgaard.
AaB er i pulje med AGF og Boldklubben Frem. De to bedste fra puljen kvalificerer sig til semifinalerne i KMD Cup. Hele turneringen spilles i løbet af fredag aften og kan ses på TV3+ fra kl. 18.30.
Skal du til Brøndby for at se KMD Cup, kan du læse praktisk information her.