Reaktioner fra Aalborg Portland Park
Læs reaktioner efter mandagens nederlag på 1-0 til Esbjerg fB.
(opdateres)
(opdateres)
AaB tabte mandag aften 1-0 på eget græs, da Esbjerg fB besøgte Aalborg Portland Park. Trods overtag i spil og chancer var det Esbjergs Joni Kauko der med et hovedstødsmål ti minutter efter pausen scorede sejrsmålet.
AaB havde Philipp Ochs tilbage i startopstillingen efter endt karantæne, og den tyske lejesvend leverede også kampens første afslutning, da han fra straffesparksfeltets bue sparkede bolden fladt forbi den ene opstander efter fem minutter.
De følgende to minutter nåede AaB frem til yderligere to afslutninger, der begge blev blokeret til hjørnespark. Først var det et forsøg fra Kasper Kusk, der blev snittet til hjørne, og ved hjørnesparket kom Jakob Ahlmann til en skudmulighed, som Esbjerg-defensiven igen kom i vejen for.
AaB sad solidt på spillet i begyndelsen, men efter 13 minutter fik gæsterne frispark i en farlig position. Mathias Kristensens frispark mod fjerneste stolpe voldte dog ingen problemer for Jacob Rinne.
Omkring midtvejs i første halvleg viste Esbjerg fB igen tænder omkring AaB's mål. Først blev en afslutning fra feltets midte blokeret, og selvom Jacob Rinne ikke havde styr på bolden efterfølgende, blev chancen afværget.
Under et minut senere prøvede Jacob Lungi Sørensen sig med et langskud, men den svenske målmand fik med det yderste af neglene vippet skuddet over overliggeren.
28 minutter inde i aftenens duel kom AaB frem til opgørets hidtil største chance. Kasper Kusk slog et præcist indlæg ind mod fjerneste stolpe, hvorfra en fri Rasmus Thellufsen headede læderet mod nærmeste målhjørne. Desværre for Hele Nordjyllands Hold og størstedelen af de 5.001 tilskuere på Aalborg Portland Park leverede Jeppe Højbjerg en pragtredning inde på stregen.
Gæsterne tilbragte store dele af første halvleg med en kompakt organisation på egen banehalvdel. Noget, det bolsjestribede hjemmehold havde svært ved at spille sig igennem.
Derfor gik de to hold til pause ved stillingen 0-0.
Efter pausen fortsatte kampbilledet, og blot to minutter inde i anden halvleg tvang Kasper Kusk med en højrebensafslutning Jeppe Højbjerg til en ny redning.
Kort efter fik Esbjerg fB tilstillet sig en stor chance i modsatte ende, da bolden fra baglinjen blev prikket tilbage til Mathias Kristensen, som fra en god position tordnede bolden til indkast.
I 56. minut lykkedes det så gæsterne at passere Jacob Rinne og bringe sig foran 1-0. Et indlæg fra Lasha Parunashvili sad lige i pandebrasken på Joni Kauko, der headede læderet i nettet til en føring til gæsterne.
Nordjyderne forsøgte straks at svare igen, men Kasper Kusks afslutning efter en cutback-aflevering fra Kristoffer Pallesen blev blokeret til hjørne.
Med cirka et kvarter igen forsøgte Wessam Abou Ali sig med en akrobatisk bevægelse at komme til afslutning på en nærmest umulig bold ved baglinjen, men angriberen fik kun lige akkurat rettet bolden hen mod mål, hvor Esbjerg-keeperen simpelt kunne tage sig af den.
Ti minutter før tid fik den netop indskiftede U/19-ligaangriber Mikkel Kaufmann en fin mulighed, men den unge angriber fik ikke kontrol over læderet med sin første berøring, og chancen gik til spilde.
I 88. minut fik Kasper Kusk en god frisparksmulighed, men venstrebenshugget blev som så mange gange tidligere her til aften blokeret til et hjørne.
AaB pressede gevaldigt på mod slutningen, og Rasmus Thellufsen forsøgte blandt andet at heade bolden på tværs tæt under mål, men inde i det lille felt fik forsvaret sparket bolden væk.
I fire minutters tillægstid fandt Jores Okore med et saksepark Kasper Risgård tæt under mål, men den rutinerede AaB-spillers afslutning blev reddet af Jeppe Højbjerg.
Trods et ihærdigt AaB-pres i tillægstiden tabte AaB opgøret med 1-0. Med nederlaget indtager AaB fjerdepladsen i Superligaen med 13 point.
AaB's næste kamp spilles på søndag på udebane mod Randers FC kl. 14.00.
Matchfacts - Superligaen, 7. spillerunde
AaB-Esbjerg fB 0-1 (0-0)
57. min 0-1 Joni Kauko
Advarsler AaB: Rasmus Thellufsen (7), Oliver Abildgaard (32), Jakob Blåbjerg (68)
Advarsler Esbjerg fB: Emmanuel Oti Essigba (23), Yuri Yakovenko (73), Jacob Lungi Sørensen (90)
5.001 tilskuere på Aalborg Portland Park
AaB (4-4-2): Jacob Rinne, Kristoffer Pallesen (86: Bardhec Bytyqi), Jores Okore, Jakob Blåbjerg, Jakob Ahlmann, Kasper Kusk, Magnus Christensen (79: Mikkel Kaufmann), Oliver Abildgaard, Rasmus Thellufsen, Philipp Ochs (68: Kasper Risgård), Wessam Abou Ali.
Esbjerg fB (4-3-3): Jeppe Højbjerg, Jeppe Brinch, Markus Halsti, Agustin Garcia Iniguez, Jesper Lauridsen, Jacob Luigi Sørensen, Lasha Parunashvili (65: Mark Brink), Joni Kauko, Mathias Kristensen (70: Rafael van der Vaart), Yuri Yakovenko (81: Adrian Petra), Emmanuel Oti Essigba.
Dommer: Michael Tykgaard
U/19 Ligaen: Vejle Boldklub 1-3 AaB
AaB tog tredje sejr i sæsonens tredje kamp, da U/19-ligaholdet i weekenden besøgte og besejrede Vejle Boldklub med 3-1.
Opgøret var en rodet affære, hvor AaB lige inden pausefløjtet kom foran 1-0. I en omstilling drev Jeppe Pedersen bolden 60-70 meter frem og afleverede til Oliver Klitten, der lagde bolden over Vejle-målmanden til 1-0.
Et minut inde i anden halvleg fik hjemmeholdet udlignet til 1-1 på et straffespark.
Kun ti minutter senere blev Oliver Klitten dobbelt målscorer. Efter samspil mellem Oliver Klitten og Lukas Klitten blev bolden slået indover og afleveret tilbage til Oliver Klitten, der flot sparkede kuglen ind i det lange hjørne til 2-1.
72 minutter inde i anden halvleg satte Mikkel Kaufmann sit præg på opgørets målkonto, da han efter et overliggerskud fik servereet bolden og resolut sparkede den ind til slutresultatet 3-1.
- Vi scorede vores tre bedste mål i denne sæson, i den kamp vi ellers har været dårligst i indtil videre. Det blev en rodet kamp mod et godt Vejle-mandskab, der kom med en god fysisk og power, hvilket gjorde det svært for os at spille, som vi gerne ville. Det var en lærerig kamp for os, siger U/19-ligatræner Lasse Stensgaard.
AaB topper U/19 Ligaen med ni point efter tre kampe, og allerede onsdag skal holdet i aktion på Hornevej mod polske Pogon Stettin i den europæiske Baltic Sea Cup, som holdet kvalificerede sig til ved at hente sølvmedaljer i sidste sæson.
U/17 Ligaen: Vejle Boldklub 2-1 AaB
I U/17 Ligaen løb AaB for anden uge i streg ind i et nederlag. Denne gang var det på udebane mod Vejle Boldklub, i en kamp hjemmeholdet vandt 2-1.
AaB spillede ellers som planlagt og fulgte gameplanen til fulde. Chancerne fulgte også med, og nordjyderne havde et par stolpeskud og et par misbrugte friløbere.
Derfor var det overraskende, at hjemmeholdet kunne gå til pause foran 2-0 efter at have haft tre afslutninger i første halvleg.
Første Vejle-mål kom efter et boldtab på AaB's banehalvdel, der udmøntede sig i en scoring efter 14 minutter. Og lidt over ti minutter senere blev det så til 2-0 på et straffespark.
AaB havde kampen igennem chancerne til at ende som vinder, men nordjydernes eneste mål i kampen faldt først kort før tid. AaB fik lagt et godt på Vejle-forsvaret, og på kanten brød Daniel Mortensen igennem, og han gav bolden videre til Christian Wagner, der scorede til 2-1.
- Vi viste stor fremgang i forhold til sæsonpremieren, og vi spillede kampen, som vi havde planlagt og trænet på. Vi fik også tilspillet os en del store chancer, men vi skal lære at blive mere kyniske i begge felter, siger U/17-ligatræner David Olsen.
AaB skal igen i aktion i U/17 Ligaen på lørdag på Hornevej mod Esbjerg fB.
Danmarksserien: Lystrup I.F. 1-2 AaB
I Danmarksserien fik AaB snuppet sæsonens første sejr, da holdet lørdag gæstede Lystrup I.F.
Hjemmeholdet kom ellers først på måltavlen, da Lystrup I.F. efter 8 minutter kom foran 1-0 efter et hjørnespark.
AaB var kampen igennem bedst spillende og mest på bolden, men scoringerne lod vente på sig. Med en halv time igen var hjemmeholdet ved at være løbet tør for kræfter, og nordjyder fik flere store tilbud. Men først 11 minutter før tid fik nordjyderne hul på bylden, da Ebrima Ceesay fik udlignet for gæsterne, da han efter oplæg fra Nicklolaj Jonstrup kunne sparke bolden i et tomt mål.
Den spillende træner, Nickolaj Jonstrup, kunne i overtiden sikre sæsonens første sejr, da han efter oplæg fra Ebrima Ceesay sparkede bolden mellem benene på målmanden til 2-1.
- Det var en forløsende overtidssejr i en vigtig kamp. Banen var meget svær at spille på, men vi formåede alligevel at spille fint rundt om dem, og heldigvis kunne vi fortjent tage sejren til sidst, siger danmarksserietræner Nickolaj Jonstrup.
AaB's næste Danmarksseriekamp spilles på søndag på hjemmebane mod Aarhus Fremad.
I aften kl. 19.00 skal AaB forsøge at snuppe sæsonens tredje hjemmesejr i træk, når oprykkerne Esbjerg fB gæster Aalborg Portland Park.
Du kan købe billetter til opgøret her, eller i billethusene ved Aalborg Portland Park der åbner kl. 18.00.
Inden aftenens kamp kan du gense en håndfuld tidligere AaB-mål mod Esbjerg fB i videoen ovenfor. Se blandt andet Oliver Abildgaards debutscoring og en hovedstødsscoring af Kasper Risgård.
Efter de første seks spillerunder er AaB placeret på Superligaens andenplads, og hjemme på Aalborg Portland Park er det ikke blevet til nederlag i de seneste seks kampe eller siden 2. april.
I morgen aften gælder det oprykkerne fra Esbjerg fB, der i sidste weekend formåede at vinde på Brøndby Stadion.
AaB-cheftræner Morten Wieghorst udtaler:
- Vi ser frem til sæsonens tredje hjemmekamp, og målet er helt klart, at vi skal præstere på et niveau, så vi også kan sikre den tredje hjemmesejr.
- Esbjerg er et hold, der især i defensiven har forbedret sig markant fra sæsonstarten og indtil nu, og senest vandt de en flot sejr i Brøndby, hvor de også var dygtige og havde masser af fart i deres omstillinger, siger Morten Wieghorst.
- Deres offensive styrker skal vi selvfølgelig med en ny koncentreret indsats forsøge at dæmme op for, og vi ved også, at vi er en svær modstander for de fleste, og det skal Esbjerg med hjælp fra vores fans kunne mærke i morgen aften, fastslår Morten Wieghorst, der søndagens træningspas har udtaget følgende 20 spillere:
1 Jacob Rinne, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 9 Jannik Pohl, 11 Philipp Ochs, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 18 Rasmus Thellufsen, 21 Kasper Risgård, 22 Michael Lansing, 23 Filip Lesniak, 25 Frederik Børsting, 26 Robert Kakeeto, 27 Oliver Abildgaard, 30 Wessam Abou Ali, 32 Kasper Pedersen, 33 Bardhec Bytyqi og U/19 Ligaspiller Mikkel Kaufmann.
Skadeslisten består af Rasmus Würtz og Marco Ramkilde.
AaB og Spar Nord Fonden donerer i fællesskab 2 kr. pr. tilskuer til Alka Superligakampe på Aalborg Portland Park til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2018 går ubeskåret til Ønskeland i Brovst, som efter efterårets første to hjemmekampe allerede er sikret en donation på 23.134 kr. Køb i forsalg billet til opgøret mod Esbjerg fB her.