Morten Wieghorst har truppen på plads til mandagens nordjyske udebaneopgør mod Vendsyssel F.F.
I morgen aften gæster AaB Superligaoprykkerne Vendsyssel F.F. i den første Superligakamp mellem de to nordjyske mandskaber.
Vendsyssel F.F. har ligesom AaB hentet to sejre i de tre første Superligarunder, og til mandagens lokalopgør er der meldt udsolgt på Nord Energi Arena.
- Det bliver fantastisk med mange tilskuere på lægterne. Det glæder vi os meget til, og vi forventer et intenst lokalopgør mod Vendsyssel F.F., der har fået en flot entré i Superligaen mod to flotte sejre, udtaler cheftræner Morten Wieghorst.
- Vi ser dem ikke som oprykkere, men som et godt Superligahold, der kommer med en stærk fysik. Holdet er styret af en god træner, som på kort tid har formået at spille flere nye spillere ind på holdet, siger cheftræneren.
- Efter nederlaget til FC København har vi en stor revanchelyst, og vi skal tilbage på sporet mod Vendsyssel F.F. Vi forventer en hård kamp, men vi tror på, at vi kan få skabt mere offensivt end i sidste uge. Det skal vi, siger Morten Wieghorst, der har udtaget følgende 18 spillere til mandagens lokalopgør:
1 Jacob Rinne, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 9 Jannik Pohl, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 18 Rasmus Thellufsen, 21 Kasper Risgård, 22 Michael Lansing, 23 Filip Lesniak, 25 Frederik Børsting, 26 Robert Kakeeto, 27 Oliver Abildgaard, 30 Wessam Abou Ali, 32 Kasper Pedersen, 33 Bardhec Bytyqi og U/19-ligaspiller Mikkel Kaufmann.
AaB’s skadesliste omfatter Rasmus Würtz, Jakob Ahlmann, Patrick Kristensen og Marco Ramkilde.
Lokalopgøret i morgen fløjtes op på Nord Energi Arena kl. 19.00, og opgøret vises på TV3 Sport, hvor der er optakt fra kl. 18.15.