AaB køber hollandsk måltyv
AaB har på en treårig kontrakt sikret sig Tom van Weert, der i sin foreløbige seniorkarriere i Holland har scoret 94 mål i 242 kampe – heraf er de 41 scoringer faldet i 112 kampe i Æresdivisionen for henholdsvis FC Groningen og Excelsior.
I den forgangne sæson var Tom van Weert topscorer for FC Groningen med 12 pletskud i 31 kampe, og også i indeværende sæson har Tom van Weert været i aktion for FC Groningen, men nu skifter den 28-årige angriber til Hele Nordjyllands Hold.
AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde udtaler:
- Tom van Weert er en forstærkning, vi tidligere har kigget på, men på daværende tidspunkt var det ikke muligt for os at løse det.
- Med salget af Jannik Pohl i den modsatte retning åbnede der sig imidlertid en mulighed, som vi syntes, vi var nødt til at forfølge, konstaterer Allan Gaarde.
- Tom van Weert er som hans statistik fortæller en notorisk målscorer, der har de kompetencer, vi har eftersøgt, som en dygtig afslutter i boksen, siger Allan Gaarde.
Tom van Weert, der overtager 9-tallet i AaB, ser frem til at prøve sig af i Superligaen:
- Jeg har spillet ni år i Holland og syntes, det var på tide at kigge ud over landegrænsen. Da jeg fik at vide, at AaB havde vist interesse for mig, og muligheden for et skifte til AaB bød sig, takkede jeg straks ja til muligheden.
- AaB har som klub en stor historie, og jeg har allerede set, at der hænger billeder rundt omkring fra de forskellige mesterskaber, så jeg ved, hvad klubben er i stand til, og jeg håber, vi kan komme op at hænge på væggene om et par år, siger Tom van Weert.
- Som spiller har jeg altid haft en evne til at score mål. Især inde i feltet er jeg skarp. Jeg kan afslutte både med højre, venstre og hovedet, og jeg søger altid at finde den rette positionering i feltet. Derudover arbejder jeg hårdt for holdet, og så spiller jeg altid for at vinde, fastslår Tom van Weert.
Tom van Weert træner første gang med AaB i morgen formiddag.