U/17 Ligaen: Sejr på 2-0 over Haderslev
Efter to nederlag i streg kunne AaB's U/17-ligahold atter glæde sig over en sejr, da holdet lørdag fik besøg af Haderslev.
Nordjyderne kontrollerede kampen fra start og bragte sig efter 18 minutter foran 1-0. Et godt gennembrudsspil førte til et indlæg mod Gabriel Adriano Alves Christensen, som sendte kuglen i mål.
Halvlegen ud fortsatte AaB med at være i fuld kontrol og fik også sat de taktiske gennembrudsløsninger, som holdet havde arbejdet på op til kampen, i scene. Desværre manglede den tekniske kvalitet til at føre flere scoringer med sig.
Efter pausen fik Haderslev medvind og pressede på i det første kvarter. Det gav dem flere udligningsmuligheder, men disse blev ikke udnyttet. Som halvlegen skred frem overtog AaB igen kontrollen, og efter 75 minutter scorede Mikkel Kaufmann til 2-0 på et straffespark, der blev begået mod ham selv.
- Vi var i 100 procents kontrol i første halvleg, men i starten af anden halvleg panikkede vi lidt. Vi fik dog genvundet kontrollen og lykkedes med at få en sejr, siger U/17-ligatræner David Olsen.
- Efter to nederlag, hvor vi især i Aarhus havde en god fornemelse, selvom vi tabte, var denne sejr en fin oprejsning at få, siger David Olsen.
AaB ligger på sjettepladsen i U/17 Ligaen og spiller igen på fredag på udebane mod Esbjerg fB.
Danmarksserien: 2-1-sejr på udebane mod Lystrup I.F.
I Danmarksserien gæstede AaB i weekenden Lystrup I.F, hvor det endte med en hårdt tilkæmpet sejr.
Nordjyderne lagde fint fra land, og efter et par missede muligheder bragte AaB sig foran 1-0 i 30. minut. Bolden blev spillet op til Johan Ejsing, som driblede mod feltet og slog et indlæg indover, som blev taget af vinden og sejlede ind ved fjerneste stolpe.
Efter pausen overtog Lystrup I.F. overtaget. I en sekvens med 6-7 hjørnespark i træk til hjemmeholdet gav det sidste en udligning til 1-1.
Denne stilling holdt ind til allersidst, hvor Kasper Emil Kristensen sendte en ripost ind til slutresultatet 2-1.
- Sådan en sejr, hvor man scorer til allersidst, føles nærmest altid bedre, end når man vinder 6-0. Især når det mest retvisende resultat måske havde været uafgjort, siger Danmarksserietræner Nickolaj Jonstrup.
AaB indtager fjerdepladsen i Danmarksserien og er nu blot to point fra andenpladsen, mens der er ni point ned til Vatanspor, som ligger på ottendepladsen under stregen. Næste kamp spilles på lørdag på hjemmebane mod Holstebro Boldklub.