Kusk foran kamp nr. 100

5. april 2018 kl. 13:50 af Rasmus Estrup

AaB gæster fredag aften FC Nordsjælland på Right to Dream Park i Farum. Opgøret, der er AaB’s anden kamp i Mesterskabsspillet, kan samtidig blive Kasper Kusks 100-kampsjubilæum for Hele Nordjyllands Hold. 

Mesterskabsspillet blev for AaB’s vedkommende indledt med et hjemmebanenederlag mod Brøndby I.F., og det ønsker nordjyderne at rette op på i fredagens duel mod Alka Superligaens nuværende tredjeplads.

- Vi var alle skuffet efter kampen mod Brøndby I.F.. Især over første halvleg. Heldigvis har vi allerede en kamp igen i morgen, og her vil vi meget gerne revanchere præstationen i mandags, siger cheftræner Morten Wieghorst.

-FC Nordsjælland er velspillende, og på bolden er det blandt de allerdygtigste hold i Alka Superligaen. Holdet er af dygtige trænere sat godt op til hver enkelt modstander. Nu har vi mødt dem to gange i denne sæson, og vi ved, hvad de er gode til, og hvor vores muligheder ligger, siger cheftræneren, der også er velforberedt på kunstgræsbanen i Farum.

- Siden træningslejren har vi udelukkende trænet på kunstgræs, så vi er klar over, hvordan det ændrer spillet en lille smule at spille på en kunstgræsbane i forhold til en græsbane, siger Morten Wieghorst, der har udtaget følgende 18 spillere til fredagskampen:

1 Jacob Rinne, 2 Patrick Kristensen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 6 Kristoffer Pallesen, 8 Rasmus Würtz, 9 Jannik Pohl, 10 Edison Flores, 14 Pavol Safranko, 17 Kasper Kusk, 21 Kasper Risgård, 22 Michael Lansing, 23 Filip Lesniak, 25 Frederik Børsting, 26 Robert Kakeeto, 27 Oliver Abildgaard, 28 Yann Rolim og 32 Kasper Pedersen.

Jores Okore og Magnus Christensen er begge karantæneramte, mens Rasmus Thellufsen og Marco Ramkilde sidder ude med skader.

AaB'er på U/16 Future-landshold

5. april 2018 kl. 08:30

Det danske U/16 Future-landshold, der er for unge spillere, som måske ikke er vokset lige så meget fysisk som sine jævnaldrene, skal samles til firenationersturnering senere i april. Og med i truppen er en AaB-spiller, nemlig midtbanespiller Jakob Holdt. 

Turneringen spilles fra 17. april til 20. april i Vejen og Billund, og udover Danmark deltager også Sverige, Belgien og Tyrkiet i turneringen. 

Tags på denne nyhed

Vidste du om FC Nordsjælland og AaB…

4. april 2018 kl. 16:45 af Brian Andersen

- at det forestående møde er Alka Superligakamp nummer 47 mellem FC Nordsjælland og AaB. Statistikken siger 17 sejre til AaB, 14 uafgjorte og 15 nederlag samt en målscore på 59-58 i AaB’s favør.

- at de ni seneste Alka Superligakampe mellem FC Nordsjælland og AaB på Right to Dream Park er endt med en sejr til en af klubberne. For AaB’s vedkommende har det blot resulteret i sejr i tre af de ni kampe, men det har til gengæld været i tre ud af AaB’s seneste seks besøg på i Farum.

- at hvis AaB ikke scorer mod FC Nordsjælland, vil AaB have spillet tre Alka Superligakampe i træk uden scoring for første gang siden april 2009. Det vil i givet fald være en tangering af AaB’s Alka Superliga-klubrekord sat ved fem tidligere lejligheder.

- at hvis AaB holder FC Nordsjælland fra at score, vil det være AaB’s tredje clean sheet i træk på udebane i Alka Superligaen. Det har AaB allerede præsteret en gang tidligere i denne sæson, august-september 2017, hvor det er blevet til hele syv clean sheets i 13 Alka Superliga-udekampe.

- at ud af de 46 tidligere indbyrdes Alka Superligakampe mod FC Nordsjælland har AaB scoret først i 21 tilfælde, hvilket har resulteret i 13 sejre, fem uafgjorte og tre nederlag. Omvendt har FC Nordsjælland scoret kampens første mål i 23 tilfælde, hvilket har givet AaB fire sejre, syv uafgjorte og 12 nederlag.

- at på trods af 46 tidligere spillede Alka Superligaopgør mellem FC Nordsjælland og AaB har kampene kun budt på én udvisning; nemlig FCN’s Mads Pedersen i det seneste opgør 25. februar 2018 i Aalborg. Straffespark er heller ikke så hyppigt forekommende med kun otte stk. fordelt med seks til AaB (fem scoret) og to til FC Nordsjælland (én scoret).

- at udover Jannik Pohl, der scorede for AaB i ovennævnte opgør i februar på Aalborg Portland Park, har også Kasper Kusk (2 mål), Kasper Risgård (2), Rasmus Würtz (2), Edison Flores (1) og Kasper Pedersen (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en Alka Superligakamp mod FC Nordsjælland.

- at AaB ikke har vundet i de tre seneste Alka Superliga-udekampe afviklet på en fredag, der er endt med én uafgjort og to nederlag. Samtidig har AaB ikke formået at score i nogen af disse tre seneste fredags-udekampe i Alka Superligaen.

- at AaB også i 2008 mødte FC Nordsjælland på spilledatoen 6. april, hvor det dengang blev til en sejr på 3-1 til AaB i Aalborg. AaB’s nuværende viceanfører Kasper Risgård er den eneste spiller blandt de 26 navne på banen i 2008 med mulighed for spilletid her ti år efter. Kasper Risgård scorede også i opgøret, ligesom Andreas Johansson og Jeppe Curth leverede pletskud for AaB.

- at AaB senest var i aktion på datoen 6. april, da det i 2015 sluttede 1-1 på udebane mod Randers FC. Kasper Risgård udlignede for AaB.

(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).

Tags på denne nyhed

AaB TV: Tilbageblik på FC Nordsjælland-AaB

4. april 2018 kl. 08:30 af Rasmus Estrup
Tags på denne nyhed

Alle mand til Farum!

3. april 2018 kl. 13:55 af Rasmus Estrup

Navn: Right to Dream Park
Kapacitet: 10.300
Placering udebaneafsnit: B-tribune
Indgang: Indgang 2. Både indgang og boder åbner en time før kampstart.
Dankort: Der tages imod dankort i både billet- og salgsboder

Billetpriser på kampdag:
u/8 år: Gratis
u/18 år: 70 ,-
Voksen: 145 ,- 

Billetpriser i forsalg:
Klik her for at gå direkte til billetsalg
u/8 år: Gratis
u/18 år: 50 ,-
Voksen: 125 ,-

Transport til og fra Right to Dream Park:

Fælles:
ASC arrangerer bustur 

Kør selv: Right to Dream Park, Idrætsvænget 2, 3520 Farum

Parkering: 

Skiltningen i Farum henleder til kørsel via Paltholmvej til den store grusparkeringsplads ca. 50 m fra stadion.

Ønsker man at benytte parkeringspladserne foran Hotel FC Nordsjælland, skal man køre via Ryttergårdsvej til Idrætsvænget. Right to Dream Park ligger på adressen Farum Park 2 (eller på nogle gps’er Idrætsvænget 2).

Se kort over parkering og transport omkring Right to Dream Park her 

Facebook-event:
Vis at du tager med, tilmeld dig kampens Facebook-event via dette link

AaB takker Jer alle for at støtte drengene og Nordjylland på udebane.

Tags på denne nyhed