Reaktioner fra Telia Parken
Læs reaktioner efter onsdagens udekamp mod FC København.
AaB-nederlag mod FC København
AaB tabte 2-1 til FC København i Telia Parken onsdag aften. I første halvleg scorede Jonas Wind, inden Jakob Blåbjerg udlignede til 1-1. I anden halvleg scorede Viktor Fischer det afgørende mål.
Hele Nordjyllands Hold måtte onsdag aften forlade Telia Parken med et nederlag på 2-1. Jonas Wind bragte FC København i front, inden Jakob Blåbjerg udlignede i første halvleg. Viktor Fischer scorede sejrsmålet. I 90. minut ramte Yann Rolim trekantsammenføjningen direkte på frispark, men bolden hoppede til AaB's uheld tilbage i spil.
Hjemmeholdet gav bolden op fra start og de hvidklædte pressede fra første fløjt AaB langt tilbage på egen banehalvdel. Blot to minutter inde i kampen fik FC København spillet sig igennem AaB-defensiven. Inde i feltet kom Viktor Fischer til afslutning, men Jacob Rinne fangede det flade forsøg.
AaB prøvede sig kort efter med en tværbold fra Kasper Kusk til Oliver Abildgaard, der sendte et hårdt indlæg ind i FCK-feltet, men der var ingen adresse på indlægget.
Det var der til gengæld på et indlæg i modsatte ende, som gav en hovedstødchance til Jonas Wind. Men den unge FCK-angriber headede forbi.
I kampens 12. minut kom FC København foran 1-0. Et indlæg fra FC Københavns højreside blev sendt over til Jonas Wind bagerst i feltet. Han sparkede bolden hårdt mod mål, hvor Jakob Blåbjerg inde på stregen var presset af Viktor Fischer og fik rettet bolden i eget net i et forsøg på at blokere skuddet.
Kort efter var hjemmeholdet tæt på at bringe sig yderligere foran i en omstilling, der gav Jonas Wind en stor chance i AaB-feltet, men AaB's svenske målmand hev en fremragende fodparade frem og reddede skuddet.
Efter stor FCK-dominans i opgørets første halve time udlignede AaB til 1-1 i 33. minut. Kasper Kusk slog et præcist hjørnespark tæt ind under mål. Her dukkede Jakob Blåbjerg op og udlignede til 1-1 - ligesom han også gjorde ved AaB's seneste besøg i Telia Parken i sommer.
Målet satte gang i et AaB-overtag, der blandt andet førte til en afslutning fra distancen af Kasper Kusk samt et par hjørnespark, men der var ikke gevinst ved dem, og derfor gik de to hold til pause ved stillingen 1-1.
FC København fik tidligt i anden halvleg et frispark, som Viktor Fischer forsøgte at sparke på kassen, men inde i målet tog Jacob Rinne sig sikkert af forsøget.
Små ti minutter efter pausen var AaB-målmanden igen redningsmand for nordjyderne. Rasmus Falk vendte rundt i AaB-feltet og afsluttede fladt mod bagerste stolpe. Inde i målet fik den svenske keeper strukket sig så langt ud, han kunne, og han fik det yderste af fingerspidserne på læderet, der fortsatte mod indersiden af stolpen og trillede tilbage til den gulklædte AaB-målmand, der kunne samle bolden op.
Lige før uret rundede en time fik Oliver Abildgaard afdriblet Peter Ankersen og sendt et indlæg ind i feltet, som blev rettet af og var lige ved at snyde Stephan Andersen i målet, men kuglen gik i sidenettet og ud til et hjørnespark.
22 minutter før tid gjorde FC København det til 2-1. Viktor Fischer fik med et par driblinger sat sig selv i position til afslutning i AaB-feltet, og med et spark ved nærmeste stolpe udplacerede Viktor Fischer den velspillende AaB-keeper.
Straks efter sendte Morten Wieghorst Wessam Abou Ali ind som angrebsmakker til Pavol Safranko og ændrede dermed formation fra 4-5-1 til 4-4-2 i et forsøg på at jagte en ny AaB-scoring.
Med et kvarters tid igen fandt indskiftede Yann Rolim den anden indskifter, Wessam Abou Ali, der drev bolden frem og afsluttede fra distancen. Men forsøget gik langt forbi.
Straks efter var FC København yderst farlige. Viktor Fischer blev spillet dybt i AaB-feltet, og han lagde bolden på tværs til en helt fri Federico Santander, der alene i det lille felt formåede at sende bolden over mål.
Med ti minutter igen truede hjemmeholdet på ny. Denne gang tog Rasmus Falk et par hurtige træk for at komme til afslutning. En afslutning han sendte over mål.
Fem minutter senere fik netop indskiftede William Kvist en skudmulighed efter et afvist hjørnespark, men FCK-spillerens forsøg blev blokeret.
I den anden ende fik Kasper Kusk minuttet senere trykket på kassen, men afslutningen sad lige på Stephan Andersen.
Spillet gik straks ned i AaB's ende igen, hvor Viktor Fischer sparkede over mål fra en god position.
Mod slutningen fik AaB en god frisparksmulighed foran FCK-feltet. Yann Rolim gik til bolden og med et glimrende spark sendte han læderet på trekantsammenføjningen, hvorefter bolden til stor ærgrelse for AaB-spillerne strøg ned på stregen og ud i spil igen.
Dermed tabte Hele Nordjyllands Hold 2-1.
Med nederlaget indtager AaB stadig femtepladsen i Alka Superligaens Mesterskabsspil med 39 point. På fjerdepladsen ligger FC København med 11 point mere, mens AC Horsens har sjettepladsen med 36 point.
AaB's næste kamp spilles på søndag, hvor FC Midtjylland gæster Aalborg Portland Park. Køb billet til kampen her.
Matchfacts - Alka Superligaen, 30. spillerunde
FC København-AaB 2-1 (1-1)
12. min 1-0 Jonas Wind, 33. min 1-1 Jakob Blåbjerg, 68. min 2-1 Viktor Fischer.
Advarsler FC København: William Kvist (85)
Advarsler AaB: Frederik, Børsting (62)
9.789 tilskuere i Telia Parken
FC København (4-4-2): Stephan Andersen, Peter Ankersen, Denis Vavro, Michael Lüftner, Nicolai Boilesen, Robert Skov (66: Jan Gregus), Carlos Zeca, Rasmus Falk, Viktor Fischer, Federico Santander, Jonas Wind (85: William Kvist).
AaB (4-5-1): Jacob Rinne, Kristoffer Pallesen, Kasper Pedersen, Jakob Blåbjerg, Frederik Børsting, Kasper Kusk, Kasper Risgård (62: Yann Rolim), Filip Lesniak, Magnus Christensen (70: Wessam Abou Ali), Oliver Abildgaard, Pavol Safranko (80: Rasmus Thellufsen).
Dommer: Anders Poulsen
AaB foran svær udekamp mod FC København
Cheftræner Morten Wieghorst har udtaget truppen til Alka Superligaopgøret mod FC København onsdag aften.
AaB drager onsdag til hovedstaden, hvor et opgør i Telia Parken mod FC København venter kl. 20.00.
FC København har vundet seks af de seneste otte Alka Superligakampe. De seneste to kampe har onsdagens hjemmehold dog tabt efter to tætte dueller mod de to guldkandidater Brøndby I.F. og FC Midtjylland.
Omvendt går AaB ind til onsdagens kamp med en sejr over AC Horsens i bagagen.
- Jeg har rost spillerne for, at vi fik revancheret et dårligt resultat i DBU Pokalen. Nederlaget affødte berettiget kritik, men som hold fik vi gjort os modstandsdygtige. Vi kæmpede for hinanden på banen, og det var dejligt igen at snuppe tre point, siger cheftræner Morten Wieghorst.
- Nu venter der os en sværere kamp på udebane mod FC København, som er et godt og fysisk stærkt hold, der har haft et rigtig godt forår. Senest har de spillet meget jævnbyrdige kampe mod FC Midtjylland og Brøndby I.F., som FC København burde have fået mere ud af, siger cheftræneren.
- Men vi skal tro på vores egne evner, og vi ved, at vi med en stor præstation kan få skabt et godt resultat i morgen, siger Morten Wieghorst, der efter tirsdagens træning har udtaget følgende 19 spillere:
1 Jacob Rinne, 4 Jakob Blåbjerg, 6 Kristoffer Pallesen, 14 Pavol Safranko, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 18 Rasmus Thellufsen, 21 Kasper Risgård, 22 Michael Lansing, 23 Filip Lesniak, 25 Frederik Børsting, 26 Robert Kakeeto, 27 Oliver Abildgaard, 28 Yann Rolim, 30 Wessam Abou Ali, 32 Kasper Pedersen, samt U/19-ligaspillerne Lukas Klitten, Oliver Klitten og Anders Bærtelsen.
Rasmus Würtz og Jannik Pohl, der begge udgik fra kampen mod AC Horsens, sidder ude med henholdsvis en brækket tå og en muskelskade i baglåret. Patrick Kristensen og Marco Ramkilde er fortsat skadet, mens også Edison Flores og Jakob Ahlmann er ukampdygtige.
Jores Okore og Nikolaj Lyngø er karantæneramte. Sidstenævnte på grund af karantænepoint optjent i U/19 Ligaen.
Vidste du om FC København og AaB…
Skæve vinkler på onsdag aftens Alka Superligaduel i Telia Parken. Vidste du således…
- at det forestående møde er Alka Superligakamp nummer 80 mellem FC København og AaB. Statistikken siger 17 sejre til AaB, 22 uafgjorte og 40 nederlag samt en målscore på 86-132 set med AaB’s øjne.
- at AaB er uden sejr i de seneste ni Alka Superligakampe mod FC København (0V-3U-6T). Det er således godt tre og et halvt år siden, at AaB senest besejrede FC København i Alka Superligaen, men tre ud af de seneste fire kampe er endt 1-1.
- at det netop sluttede 1-1, da klubberne senest mødte hinanden 10. december 2017 på Aalborg Portland Park. Her scorede Filip Lesniak for AaB.
- at resultatet af sæsonens første indbyrdes opgør i Telia Parken 15. juli 2017 ligeledes endte 1-1. I dette tilfælde med Jakob Blåbjerg som AaB-målscorer.
- at fra den nuværende AaB-trup har udover Filip Lesniak (1 mål) og Jakob Blåbjerg (1) også Kasper Risgård (2 mål) og Frederik Børsting (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en Alka Superligakamp mod FC København.
- at ud af de 79 tidligere Alka Superligakampe har AaB scoret først i 28 tilfælde, hvilket har resulteret i 14 sejre, ni uafgjorte og fem nederlag. Omvendt har FC København scoret kampens første mål i 47 tilfælde, hvilket har givet AaB tre sejre, ni uafgjorte og 35 nederlag.
- at Alka Superligakampe mellem AaB og FC København har budt på i alt 14 udvisninger, heraf kun tre til AaB, men de seneste knap 14 år har kun budt på to udvisninger. I oktober 2007 blev Rade Prica udvist i kampens sidste minut, og i november 2014 fik Daniel Amartey sin anden advarsel fem minutter før tid.
- at AaB-anfører Rasmus Würtz med spilletid onsdag aften vil opnå sin 37. Alka Superligakamp mod FC København, hvoraf én har været for Vejle Boldklub. Han vil dermed overtage rekorden for flest Alka Superligakampe mod FC København, der pt. deles med Hans Henrik Andreasen og Per Nielsen.
- at AaB’s seneste ni Alka Superliga-udekampe på en onsdag, siden 2007/2008-sæsonen, er endt med enten en sejr eller et nederlag (3V-0U-6T). AaB’s to tidligere besøg i Telia Parken på en onsdag er begge endt med et nederlag på 1-0.
- at AaB ikke har for vane at få point i en DM-udekamp, når datoen er 18. april. Seks ud af de syv udekampe på denne dato er endt uden sejr – to uafgjorte og fire nederlag – hvorfor AaB’s eneste udesejr daterer sig til 1937, hvor AGF blev besejret 2-1 i Aarhus.
- at Anders Poulsen onsdag aften dømmer sit tredje Alka Superligaopgør mellem FC København og AaB. Begge tidligere tilfælde har været i København, hvor det senest, august 2016, endte uafgjort 1-1 efter et AaB-føringsmål af Christian Bassogog.
- at AaB indtager førstepladsen over flest clean sheets i indeværende sæson, idet det er lykkedes at holde nullet i 11 ud af de 29 Alka Superligakampe. I nyere tid har AaB kun præsteret bedre i en sæson, 2014/2015, hvor det blev til 12 clean sheets.
- at AaB med en sejr over FC København kan tage sin anden sejr i træk i Alka Superligaen. Det har AaB ikke præsteret siden november-december 2017, hvor det blev til back-to-back sejre over FC Helsingør og Lyngby Boldklub.
(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).