U/21-sejre til Lesniak og Thellufsen
Tirsdag aften var Rasmus Thellufsen og Filip Lesniak i aktion for henholdsvis Danmarks og Slovakiets U/21-landshold.
I torsdags fik Jannik Pohl debut på det danske U/21-landshold, og tirsdag aften var det så Rasmus Thellufsens tur til at debutere for selvsamme landshold i EM-kvalifikationen.
Det skete, da Rasmus Thellufsen efter 72 minutter blev skiftet ind i Danmarks opgør mod Litauen på Aalborg Portland Park. Og det var noget af en målfest, den unge AaB-spiller kom ind i. Danmark vandt nemlig med tenniscifrene 6-0.
Allerede ved pausen var Danmark foran 3-0, og måltavlen skrev 4-0, da Rasmus Thellufsen blev sendt i aktion. Rasmus Nissen Kristensen scorede tre mål i opgøret, Robert Skov nettede to gange og endelig scorede Marcus Ingvartsen en enkelt gang.
Jannik Pohl, der er noteret for en U/21-landskamp, så til fra bænken under hele kampen, mens Magnus Christensen sad på tribunen ligesom i torsdagens opgør, hvorfor han stadig har U/21-landsholdsdebuten til gode.
I Slovakiet startede Filip Lesniak inde for hjemlandets U/21-landshold, og han spillede samtlige minutter i 1-0-sejren over Nordirland. Dermed har Filip Lesniak optrådt to gange for Slovakiets U/21-landshold.