-
6. december kl. 17:45
0 : 1
20. november
0 : 1
5. november
0 : 2
29. oktober
1 : 1
23. oktober
1 : 0
15. oktober

Pokalkamp mod Middelfart fastlagt

8. september 2017 kl. 09:21 af Martin Stigaard Skammelsen

AaB's opgør i tredje runde af DBU Pokalen er nu fastlagt.

Her gæster Hele Nordjyllands Hold Middelfart Boldklub, en kamp der afvikles onsdag den 20. september kl. 16.30 på Middelfart Stadion.

Middelfart spiller til daglig i 2. division gruppe 2, hvor holdet efter foreløbig fem kampe i indeværende sæson er placeret på en tredjeplads med ni point.

I DBU Pokalen sejrede fynboerne i første runde med 4-2 på udebane over Egen UI, mens det i anden runde blev til en sejr på 4-3 på udebane over Åbyhøj.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Sammendrag af Viborg F.F.-AaB

8. september 2017 kl. 07:37 af Rasmus Estrup

Se alle mål og chancer fra torsdagens pokalsejr over Viborg F.F. på 5-1. AaB's mål i DBU Pokalens 2. runde blev scoret af Yann Rolim, Jannik Pohl, Frederik Børsting, Pavol Safranko og Kasper Risgård.

Tags på denne nyhed

AaB fortjent videre i DBU Pokalen

7. september 2017 kl. 22:05 af Rasmus Estrup

En udligning i overtiden førte til forlænget spilletid og en forløsende sejr for AaB, der slog Viborg F.F. med 5-1 i DBU Pokalen, og dermed er Hele Nordjyllands Hold videre til 2. runde.

Hele Nordjyllands Hold er videre til 2. runde af DBU Pokalen efter en dramatisk affære, der gik i forlænget spilletid efter en overtidsscoring af Yann Rolim. I den forlængede spilletid var AaB ovenpå og vandt 5-1. 

Trods stort chanceovertag til AaB lignede det ellers længe en Viborg-sejr takket være en chokscoring af Jonas Kamper. Men i dommerens tillægstid udlignede Yann Rolim med et flot frisparksmål, som sendte kampen i forlænget spilletid.

Her scorede Jannik Pohl, Frederik Børsting, Pavol Safranko og Kasper Risgård og sendte dermed AaB videre til næste runde i DBU Pokalen.

Chokscoringen fra Viborg F.F. kom efter kun seks minutter, da hjemmeholdet Viborg F.F. fangede AaB på hælene. De grøn/hvidblusede kom igennem i AaB's højre forsvarsside, og på en flad tværpasning gennem AaB's felt dukkede Jonas Kamper op og sparkede læderet ind bag en chanceløs Jacob Rinne. 

Debutant-målmanden måtte to gange kort efter Viborg F.F.'s scoring agere redningsmand med to hjørnesparksgivende vift over overliggeren. Først på et hovedstød fra Morten Beck, og siden var det et muligt selvmål efter det følgende hjørnespark, svenskeren afværgede.

Først i kampens 22. minut kom AaB frem til sin første chance. Fra kanten af feltet forsøgte Jakob Ahlmann sig med en svær helflugter. Forsøget havde i stedet retning mod Viborg-feltets midte, hvor Pavol Safranko reagerede hurtigt og sendte en kompetent afslutning mod kassen. Men en hurtig refleks fra målmand Sebastian John stod i vejen for slovakkens første mål i AaB-trøjen. 

AaB kom efter en rodet start bedre med, som halvlegen skred frem, og efter en halv times tid var nordjyderne farlige. I kølvandet på et hjørnespark spillede Pavol Safranko bolden på tværs i feltet til Kasper Pedersen. Forsvarsspilleren sparkede resolut første gang på mål. Men igen fik Sebastian John blokeret skuddet med en refleksredning. 

Fem minutter senere diskede Viborg-keeperen op med opgørets hidtil bedste redning, da han atter afværgede et forsøg fra AaB. I en rigtig god omstilling drev Kristoffer Pallesen bolden frem på kanten. Med et fladt indlæg fandt backen Pavol Safranko. Han lagde straks bolden til rette for Kasper Risgård, der lidt uden for feltet forsøgte at kringle bolden op i fjerneste målhjørne. Desværre for dagens AaB-anfører fik Sebastian John med det yderste af fingerspidserne reddet bolden til hjørne i en pragtredning. 

Lige inden pausefløjt var AaB på ny tæt på at udligne. Kasper Pedersen nåede højest på et hjørnespark, men hovedstødsforsøget blev reddet en meter fra stregen af hjemmeholdets forsvar. 

Efter pausen skabte AaB chance på chance. Tre minutter inde i anden halvleg lagde Pavol Safranko en bold dybt til Jakub Sylvestr, der var alene med Viborg-målmanden, men igen reddede Sebastian John. 

I kampens 55. minut kom Kasper Risgård til afslutning efter et-to-spil med Rasmus Thellufsen, men Kasper Risgård formåede ikke at finde vej til nettet fra en spids vinkel. 

To minutter senere var det igen Jakub Sylvestrs tur til at forsøge sig på en afslutning midt for mål, men skuddet prellede af på overliggeren. 

Umiddelbart efter blev Rasmus Thellufsen spillet i fødderne af Viborgs keeper. AaB-spilleren driblede rundt om Viborg-målmanden, men afslutning blev blokeret af en forsvarsspiller tæt under mål. Riposten røg ud til Frederik Børsting, som overplacerede sit skud mod bagerste stolpe. 

15 minutter efter pausen fik AaB så tilkendt et straffespark. Det tog Jakub Sylvestr sig af, men Viborg-keeperen fortsatte sin sublime aften ved at gå til den rigtige side og redde straffesparksforsøget. 

Viborg F.F.'s første forsøg i anden halvleg kom fra indskiftede Christian Sivebæk, men hans flade afslutning tog Jacob Rinne sig sikkert af. 

Mod slutningen var AaB meget på bolden, mens hjemmeholdet kun forsøgte sig med omstillinger. 

Det massive AaB-pres gav endelig pote i dommerens tillægstid. Indskiftede Yann Rolim fik frispark i en udemærket position. Brasilianeren tog sig selv af frisparket, som han tæskede i netmaskerne til 1-1, og dermed sendte han kampen i forlænget spilletid. 

Det var tredje gang i streg, at de to hold gik i forlænget spilletid mod hinanden i DBU Pokalen. Men hvor de foregående opgør blev afgjort efter straffesparkskonkurrence, lykkedes det AaB at gøre processen lidt kortere, og efter 96 minutter fortsatte AaB målscoringen.

Yann Rolim trak til baglinjen og lagde et indlæg tæt ind under mål, hvor Jannik Pohl scorede til 2-1. 

Kun to minutter senere gjorde nordjyderne det også til 3-1. Igen var Jannik Pohl involveret. Den indskiftede angriber drev bolden frem og lagde et indlæg meget lig Yann Rolims ind tæt under mål, hvor Frederik Børsting kunne skubbe kuglen over stregen og dermed sende AaB på sikker kurs mod næste runde i DBU Pokalen. 

Kursen fortsatte yderligere lige før den forlængede spilletids pause. Igen var Jannik Pohl i oplæggerens rolle, da han spillede angrebsmakker Pavol Safranko helt fri tæt under mål, og så kunne slovakken score sit første AaB-mål. 

I den forlængede spilletids anden halvleg udbyggede Kasper Risgård føringen til 5-1, da han driblede ind i feltet fra AaB's venstreside og resolut sparkede læderet i nettet.

Dermed vandt AaB 5-1 og er videre i DBU Pokalen, hvor Middelfart Boldklub venter.

Inden da spiller AaB sin næste kamp allerede på mandag, hvor Silkeborg I.F. gæster Aalborg Portland Park i Alka Superligaen. 

Matchfacts - DBU Pokalen, 2. runde

Viborg F.F.-AaB 1-1 (1-0) 1-5 efs.
7. min 1-0 Jonas Kamper, 90. min 1-1 Yann Rolim, 97. min. 1-2 Jannik Pohl, 99. min 1-3 Frederik Børsting, 105. min 1-4 Pavol Safranko, 110. min 1-5 Kasper Risgård
Advarsler Viborg F.F.: Simon Trier (15), Jeppe Grønning (89)
Advarsler AaB: Kristoffer Pallesen (85)
2.515 tilskuere på Energi Viborg Arena

Viborg F.F. (4-1-4-1): Sebastian John, Simon Trier (46: Mikkel Kallesøe), Jacob Dehn, Søren Reese, Alexander Fischer, Jeppe Grønning, Jonas Kamper (76: Christian Sivebæk), George Fochive (62: Andreas Albers), Mikkel Jespersen, Pierre Larsen, Morten Beck.

AaB (4-4-2): Jacob Rinne, Kristoffer Pallesen, Kasper Pedersen, Jakob Blåbjerg, Jakob Ahlmann, Frederik Børsting, Magnus Christensen (79: Filip Lesniak), Kasper Risgård, Rasmus Thellufsen (67: Yann Rolim), Pavol Safranko, Jakub Sylvestr (65: Jannik Pohl).

Tags på denne nyhed

Ottende pokalmøde mod Viborg F.F.

6. september 2017 kl. 15:27 af Brian Andersen

AaB indtræder torsdag aften på Energi Viborg Arena i DBU Pokalens 2. runde.

Her gælder det Superliganedrykkerne fra Viborg F.F., der tidligere har været modstanderen i pokalturneringen syv gange – senest i 2011.

I fire tilfælde har AaB trukket det længste strå, og cheftræner Morten Wieghorst har naturligvis en målsætning om, at dette tal øges i morgen aften:

- Der venter en ny turnering, som også er vigtig for os, og målet er helt klart at vinde og komme videre til næste runde.

- Vi mødte Viborg en del gange i foråret, og selvom de rykkede ned, så har de stadig de samme gode faciliteter og råder også over hovedparten af det mandskab, der gjorde sig i Superligaen, konstaterer Morten Wieghorst.

- For vores vedkommende bruger vi positivt, at vi er ubesejrede i de seneste fire kampe, men stadig er vi bevidste om, at vi mangler sejre, og vi er klar og glæder os til udfordringen i morgen aften i Viborg, siger Morten Wieghorst, der efter onsdagens træningspas har udtaget følgende 19 navne:

1 Jacob Rinne, 2 Patrick Kristensen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 9 Jannik Pohl, 11 Jakub Sylvestr, 14 Pavol Safranko, 16 Magnus Christensen, 18 Rasmus Thellufsen, 21 Kasper Risgård, 23 Filip Lesniak, 24 Nikolaj Lyngø, 25 Frederik Børsting, 26 Robert Kakeeto, 28 Yann Rolim, 32 Kasper Pedersen og 40 Tamati Williams.

Ukampdygtige hos AaB er Rasmus Würtz, Marco Meilinger, Michael Lansing, Oliver Abildgaard, Marco Ramkilde og Bardhec Bytyqi, mens Edison Flores først torsdag aften returnerer fra sine landsholdsopgaver for Peru.