AaB vil avancere i DBU Pokalen
AaB er ubesejret i sine seneste syv betydende kampe eller siden 30. juli, og den stærke serie skal onsdag udnyttes og udbygges til at sikre avancement i DBU Pokalen.
Her gælder det AaB’s første møde nogensinde med Middelfart Boldklub, der topper sin række i 2. division med 15 point i sæsonens første syv kampe.
Det er ligeledes værd at bemærke, at fynboerne foreløbig har vundet alle sine fire første hjemmekampe i indeværende sæson.
AaB’s cheftræner Morten Wieghorst udtaler:
- Vi glæder os over vores positive udvikling inklusive præstationen i søndags i Brøndby, men nu er al fokus rettet mod at besejre Middelfart i morgen, så vi dermed også bliver en del af ottendedelsfinalerne.
- Middelfart har et fint set up og er qua deres topplacering i deres række også et af de allerbedste hold ud af de 24 klubber i 2. division, og det er et mandskab, vi respekterer og er forberedte på, siger Morten Wieghorst.
- Vi er også klar over, at de i mødet med et Superligahold kommer til at hæve deres niveau yderligere, og derfor er det vigtigt, at vi spiller med det rette tempo i kampen, så vi kan opfylde vores klare ambition om at vinde, påpeger Morten Wieghorst, der efter tirsdagens træningspas har udtaget følgende 17 navne:
1 Jacob Rinne, 2 Patrick Kristensen, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 9 Jannik Pohl, 11 Jakub Sylvestr, 18 Rasmus Thellufsen, 20 Marco Meilinger, 23 Filip Lesniak, 24 Nikolaj Lyngø, 25 Frederik Børsting, 26 Robert Kakeeto, 27 Oliver Abildgaard, 28 Yann Rolim, 40 Tamati Williams og U/19 Ligaspiller Lukas Klitten.
AaB’s skadesliste omfatter fortsat anfører Rasmus Würtz, viceanfører Kasper Risgård, Magnus Christensen, Marco Ramkilde, Bardhec Bytyqi og Michael Lansing, mens også Kasper Pedersen og Jakob Ahlmann sidder over med mindre skavanker.
Livetweets fra opgøret kan fra kl. 16.30 følges på AaB’s officielle Twitterprofil.