-
24. september kl. 14:00
0 : 2
20. september
0 : 0
17. september
2 : 1
11. september
1 : 5
7. september
0 : 0
26. august

AaB-Silkeborg kampinformation

8. september 2017 kl. 10:45 af Martin Stigaard Skammelsen

Læs praktiske informationer om mandagens opgør mod Silkeorg I.F. på Aalborg Portland Park.

Kampinfo

Spillerunde: Alka Superligaen grundspil 8. spillerunde
Spilledato: Mandag 11. september 2017
Kick-off: kl. 19.00
Dørene åbner: kl. 18.00
Dommer: Jens Maae

Billetter til kampen

Køb dine billetter online her på aabsport.dk eller på kampdagen på Aalborg Portland Park i billethusene, som alle åbner kl. 18.00. 

BEMÆRK: Køber du ståplads-billet til Spar Nord Tribunen på Aalborg Portland Park, så benyt venligst den højre luge i billethuset på hjørnet af Spar Nord og Weber Tribunerne. Denne luge er udelukkende forbeholdt ståpladser.

Har du mistet din billet/sæsonkort, problemer med at printe en billet eller øvrige billetrelaterede problemer, kan du på kampdagen henvende dig i informationen ved Aalborg Portland Parks syd-vestlige hjørne og få hjælp fra en time før kampstart.

 

Scan din billet fra mobilen

Husk at du nu kan scanne dine billetter ved indgangen direkte fra mobilen. Du behøver således ikke udskrive din billet hjemmefra.  

 

Events med dagens kampsponsor - Uggerhøj Biler

Før kampen kan du foran Weber Tribunen møde Uggerhøj Biler, der er kampsponsor på mandagens opgør.

Se de nyeste flotte biler fra Uggerhøj og få en snak med Uggerhøjs repræsentanter. Du kan også deltage i hele to konkurrencer, hvor du kan vinde restaurant- og biografbesøg, samt lån af en Opel Crosslander X bil

 

Opvarmning før kampen

Fra kl. 17.00 kan du varme op til kampen ved AaB-tyren foran Weber Tribunen sammen med andre AaB-fans. Her vil der være kolde øl og sodavand, samt lækre grillpølser fra Weber Grillen og live musik. 

Der sælges 0,5 liter kolde special øl foran Weber Tribunen for kun 50 kr. ligesom du naturligvis fortsat kan nyde den populære Rasmus Wurst pølse med bacon og cheddar direkte fra den store Weber Grill.

 

Live musik fra Nibe Festival

I forbindelse med opvarmningen foran Weber Tribunen leverer Nibe Festival et særligt musikalsk indslag til opvarmning, mød op og nyd den gode musik sammen med andre AaB-fans.

 

Twitter og Instagram

Det officielle hashtag for lørdagens kamp er #AaBSIF – følg og benyt dette tag for at læse og deltage i nyhedsstrømmen på Twitter og Instagram før, under og efter kampen.

 

Facebook

Tilmeld dig kampens officielle begivenhed på Facebook via dette link.

 

Mad, drikkevarer og Oddset

Boderne på Aalborg Portland Park åbner samtidig med, at du kan komme ind på tribunerne, nemlig en time før kampstart. I alle boder på Aalborg Portland Park kan der anvendes Dankort.

Uden for Weber Tribunen kan du fra to timer før kampstart benytte vores mobile salgsbod, hvor du også betale med Dankort. Her vil der også være live musik før kampen, så du kan varme op til det vigtige opgør sammen med andre AaB-fans.

I Oddsets bod i det nordvestlige hjørne af Spar Nord Tribunen kan du endvidere spille på dagens kamp. Boden åbner også en time før kampstart.

 

Transport

Ankommer du i bil, er GPS-adressen Harald Jensens Vej 7-9, 9000 Aalborg. Du kan lave en rejseplan fra alle destinationer i Danmark ved at klikke her.

Hvis du kommer med bus, kan du tage rute 2  mod væddeløbsbanen – stoppestedet hedder Sct. Joseph. Herfra er der to minutters gang til Aalborg Portland Park.

Du kan også tage rute 16 – stoppested på denne rute hedder Anneberghus. Herfra er der også to minutters gang til Aalborg Portland Park.

Ankommer du med tog, så stå af ved stationen Aalborg Vestby. Herfra er der fem minutters gang til Aalborg Portland ParkSe køreplaner på denne side.

 

Parkering

Klik her og se et kort over de offentligt tilgængelige parkeringspladser i området omkring Aalborg Portland Park.

I øvrigt henviser vi til C.W. Obel P-hus, som du finder på adressen Badehusvej 5, 9000 Aalborg. Herfra er der fem minutters gang til Aalborg Portland Park.

 

Handicapforhold

Kørestolsbrugere har som udgangspunkt plads på Weber Tribunen, hvor der forefindes elevatorer op til de særlige kørestolspladser. 

Billetter til kørestolsbrugere, som koster kr. 155,- incl. gebyr, kan enten købes online eller i billethusene på Aalborg Portland Park på kampdagen. 

Alle kørestolsbrugere kan gratis medbringe én medhjælper. Medhjælperbilletten udleveres i forbindelse med billetkøbet.

God kamp! 

Tags på denne nyhed

Pokalkamp mod Middelfart fastlagt

8. september 2017 kl. 09:21 af Martin Stigaard Skammelsen

AaB's opgør i tredje runde af DBU Pokalen er nu fastlagt.

Her gæster Hele Nordjyllands Hold Middelfart Boldklub, en kamp der afvikles onsdag den 20. september kl. 16.30 på Middelfart Stadion.

Middelfart spiller til daglig i 2. division gruppe 2, hvor holdet efter foreløbig fem kampe i indeværende sæson er placeret på en tredjeplads med ni point.

I DBU Pokalen sejrede fynboerne i første runde med 4-2 på udebane over Egen UI, mens det i anden runde blev til en sejr på 4-3 på udebane over Åbyhøj.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Sammendrag af Viborg F.F.-AaB

8. september 2017 kl. 07:37 af Rasmus Estrup

Se alle mål og chancer fra torsdagens pokalsejr over Viborg F.F. på 5-1. AaB's mål i DBU Pokalens 2. runde blev scoret af Yann Rolim, Jannik Pohl, Frederik Børsting, Pavol Safranko og Kasper Risgård.

Tags på denne nyhed

AaB fortjent videre i DBU Pokalen

7. september 2017 kl. 22:05 af Rasmus Estrup

En udligning i overtiden førte til forlænget spilletid og en forløsende sejr for AaB, der slog Viborg F.F. med 5-1 i DBU Pokalen, og dermed er Hele Nordjyllands Hold videre til 2. runde.

Hele Nordjyllands Hold er videre til 2. runde af DBU Pokalen efter en dramatisk affære, der gik i forlænget spilletid efter en overtidsscoring af Yann Rolim. I den forlængede spilletid var AaB ovenpå og vandt 5-1. 

Trods stort chanceovertag til AaB lignede det ellers længe en Viborg-sejr takket være en chokscoring af Jonas Kamper. Men i dommerens tillægstid udlignede Yann Rolim med et flot frisparksmål, som sendte kampen i forlænget spilletid.

Her scorede Jannik Pohl, Frederik Børsting, Pavol Safranko og Kasper Risgård og sendte dermed AaB videre til næste runde i DBU Pokalen.

Chokscoringen fra Viborg F.F. kom efter kun seks minutter, da hjemmeholdet Viborg F.F. fangede AaB på hælene. De grøn/hvidblusede kom igennem i AaB's højre forsvarsside, og på en flad tværpasning gennem AaB's felt dukkede Jonas Kamper op og sparkede læderet ind bag en chanceløs Jacob Rinne. 

Debutant-målmanden måtte to gange kort efter Viborg F.F.'s scoring agere redningsmand med to hjørnesparksgivende vift over overliggeren. Først på et hovedstød fra Morten Beck, og siden var det et muligt selvmål efter det følgende hjørnespark, svenskeren afværgede.

Først i kampens 22. minut kom AaB frem til sin første chance. Fra kanten af feltet forsøgte Jakob Ahlmann sig med en svær helflugter. Forsøget havde i stedet retning mod Viborg-feltets midte, hvor Pavol Safranko reagerede hurtigt og sendte en kompetent afslutning mod kassen. Men en hurtig refleks fra målmand Sebastian John stod i vejen for slovakkens første mål i AaB-trøjen. 

AaB kom efter en rodet start bedre med, som halvlegen skred frem, og efter en halv times tid var nordjyderne farlige. I kølvandet på et hjørnespark spillede Pavol Safranko bolden på tværs i feltet til Kasper Pedersen. Forsvarsspilleren sparkede resolut første gang på mål. Men igen fik Sebastian John blokeret skuddet med en refleksredning. 

Fem minutter senere diskede Viborg-keeperen op med opgørets hidtil bedste redning, da han atter afværgede et forsøg fra AaB. I en rigtig god omstilling drev Kristoffer Pallesen bolden frem på kanten. Med et fladt indlæg fandt backen Pavol Safranko. Han lagde straks bolden til rette for Kasper Risgård, der lidt uden for feltet forsøgte at kringle bolden op i fjerneste målhjørne. Desværre for dagens AaB-anfører fik Sebastian John med det yderste af fingerspidserne reddet bolden til hjørne i en pragtredning. 

Lige inden pausefløjt var AaB på ny tæt på at udligne. Kasper Pedersen nåede højest på et hjørnespark, men hovedstødsforsøget blev reddet en meter fra stregen af hjemmeholdets forsvar. 

Efter pausen skabte AaB chance på chance. Tre minutter inde i anden halvleg lagde Pavol Safranko en bold dybt til Jakub Sylvestr, der var alene med Viborg-målmanden, men igen reddede Sebastian John. 

I kampens 55. minut kom Kasper Risgård til afslutning efter et-to-spil med Rasmus Thellufsen, men Kasper Risgård formåede ikke at finde vej til nettet fra en spids vinkel. 

To minutter senere var det igen Jakub Sylvestrs tur til at forsøge sig på en afslutning midt for mål, men skuddet prellede af på overliggeren. 

Umiddelbart efter blev Rasmus Thellufsen spillet i fødderne af Viborgs keeper. AaB-spilleren driblede rundt om Viborg-målmanden, men afslutning blev blokeret af en forsvarsspiller tæt under mål. Riposten røg ud til Frederik Børsting, som overplacerede sit skud mod bagerste stolpe. 

15 minutter efter pausen fik AaB så tilkendt et straffespark. Det tog Jakub Sylvestr sig af, men Viborg-keeperen fortsatte sin sublime aften ved at gå til den rigtige side og redde straffesparksforsøget. 

Viborg F.F.'s første forsøg i anden halvleg kom fra indskiftede Christian Sivebæk, men hans flade afslutning tog Jacob Rinne sig sikkert af. 

Mod slutningen var AaB meget på bolden, mens hjemmeholdet kun forsøgte sig med omstillinger. 

Det massive AaB-pres gav endelig pote i dommerens tillægstid. Indskiftede Yann Rolim fik frispark i en udemærket position. Brasilianeren tog sig selv af frisparket, som han tæskede i netmaskerne til 1-1, og dermed sendte han kampen i forlænget spilletid. 

Det var tredje gang i streg, at de to hold gik i forlænget spilletid mod hinanden i DBU Pokalen. Men hvor de foregående opgør blev afgjort efter straffesparkskonkurrence, lykkedes det AaB at gøre processen lidt kortere, og efter 96 minutter fortsatte AaB målscoringen.

Yann Rolim trak til baglinjen og lagde et indlæg tæt ind under mål, hvor Jannik Pohl scorede til 2-1. 

Kun to minutter senere gjorde nordjyderne det også til 3-1. Igen var Jannik Pohl involveret. Den indskiftede angriber drev bolden frem og lagde et indlæg meget lig Yann Rolims ind tæt under mål, hvor Frederik Børsting kunne skubbe kuglen over stregen og dermed sende AaB på sikker kurs mod næste runde i DBU Pokalen. 

Kursen fortsatte yderligere lige før den forlængede spilletids pause. Igen var Jannik Pohl i oplæggerens rolle, da han spillede angrebsmakker Pavol Safranko helt fri tæt under mål, og så kunne slovakken score sit første AaB-mål. 

I den forlængede spilletids anden halvleg udbyggede Kasper Risgård føringen til 5-1, da han driblede ind i feltet fra AaB's venstreside og resolut sparkede læderet i nettet.

Dermed vandt AaB 5-1 og er videre i DBU Pokalen, hvor Middelfart Boldklub venter.

Inden da spiller AaB sin næste kamp allerede på mandag, hvor Silkeborg I.F. gæster Aalborg Portland Park i Alka Superligaen. 

Matchfacts - DBU Pokalen, 2. runde

Viborg F.F.-AaB 1-1 (1-0) 1-5 efs.
7. min 1-0 Jonas Kamper, 90. min 1-1 Yann Rolim, 97. min. 1-2 Jannik Pohl, 99. min 1-3 Frederik Børsting, 105. min 1-4 Pavol Safranko, 110. min 1-5 Kasper Risgård
Advarsler Viborg F.F.: Simon Trier (15), Jeppe Grønning (89)
Advarsler AaB: Kristoffer Pallesen (85)
2.515 tilskuere på Energi Viborg Arena

Viborg F.F. (4-1-4-1): Sebastian John, Simon Trier (46: Mikkel Kallesøe), Jacob Dehn, Søren Reese, Alexander Fischer, Jeppe Grønning, Jonas Kamper (76: Christian Sivebæk), George Fochive (62: Andreas Albers), Mikkel Jespersen, Pierre Larsen, Morten Beck.

AaB (4-4-2): Jacob Rinne, Kristoffer Pallesen, Kasper Pedersen, Jakob Blåbjerg, Jakob Ahlmann, Frederik Børsting, Magnus Christensen (79: Filip Lesniak), Kasper Risgård, Rasmus Thellufsen (67: Yann Rolim), Pavol Safranko, Jakub Sylvestr (65: Jannik Pohl).

Tags på denne nyhed