AaB-Lyngby kampinformation

21. september 2017 kl. 12:16 af Rasmus Estrup

Kampinfo

Spillerunde: Alka Superligaen grundspil 10. spillerunde
Spilledato: Søndag 24. september 2017
Kick-off: kl. 14.00
Dørene åbner: kl. 13.00
Dommer: Jørgen Daugbjerg Burchardt

Billetter til kampen

Køb dine billetter online her på aabsport.dk eller på kampdagen på Aalborg Portland Park i billethusene, som alle åbner kl. 13.00. 

BEMÆRK: Køber du ståplads-billet til Spar Nord Tribunen på Aalborg Portland Park, så benyt venligst den højre luge i billethuset på hjørnet af Spar Nord og Weber Tribunerne. Denne luge er udelukkende forbeholdt ståpladser.

Har du mistet din billet/sæsonkort, problemer med at printe en billet eller øvrige billetrelaterede problemer, kan du på kampdagen henvende dig i informationen ved Aalborg Portland Parks syd-vestlige hjørne og få hjælp fra en time før kampstart. 

Scan din billet fra mobilen

Husk at du nu kan scanne dine billetter ved indgangen direkte fra mobilen. Du behøver således ikke udskrive din billet hjemmefra.   

Opvarmning før kampen

Fra kl. 12.00 kan du varme op til kampen ved AaB-tyren foran Weber Tribunen sammen med andre AaB-fans. Her vil der være kolde øl og sodavand, samt lækre grillpølser fra Weber Grillen og live musik. 

Der sælges 0,5 liter kolde special øl foran Weber Tribunen for kun 50 kr. ligesom du naturligvis fortsat kan nyde den populære Rasmus Wurst pølse med bacon og cheddar direkte fra den store Weber Grill.

Theodor EXAKT Cup før kampen

Kl. 11.20 spilles Theodor EXAKT Cup på Aalborg Portland Park. Her mødes AaB's samarbejdsklubber Jetsmark I.F., Bangsbo Freja og RKG Klarup hinanden på kryds og tværs, mens AaB-anfører Rasmus Würtz styrer fløjten. Kl. 11.15 vil dørene blive åbnet til 3F Tribunen, så familie og venner kan komme ind og overvære turneringen, såfremt man har en billet, der også gælder til Alka Superligakampen. 

Twitter og Instagram

Det officielle hashtag for lørdagens kamp er #AaBLBK – følg og benyt dette tag for at læse og deltage i nyhedsstrømmen på Twitter og Instagram før, under og efter kampen.

Facebook

Tilmeld dig kampens officielle begivenhed på Facebook via dette link.

Mad, drikkevarer og Oddset

Boderne på Aalborg Portland Park åbner samtidig med, at du kan komme ind på tribunerne, nemlig en time før kampstart. I alle boder på Aalborg Portland Park kan der anvendes Dankort.

Uden for Weber Tribunen kan du fra to timer før kampstart benytte vores mobile salgsbod, hvor du også kan betale med Dankort. Her vil der også være live musik før kampen, så du kan varme op til det vigtige opgør sammen med andre AaB-fans.

I Oddsets bod i det nordvestlige hjørne af Spar Nord Tribunen kan du endvidere spille på dagens kamp. Boden åbner også en time før kampstart.

Transport

Ankommer du i bil, er GPS-adressen Harald Jensens Vej 7-9, 9000 Aalborg. Du kan lave en rejseplan fra alle destinationer i Danmark ved at klikke her.

Hvis du kommer med bus, kan du tage rute 2  mod væddeløbsbanen – stoppestedet hedder Sct. Joseph. Herfra er der to minutters gang til Aalborg Portland Park.

Du kan også tage rute 16 – stoppested på denne rute hedder Anneberghus. Herfra er der også to minutters gang til Aalborg Portland Park.

Ankommer du med tog, så stå af ved stationen Aalborg Vestby. Herfra er der fem minutters gang til Aalborg Portland ParkSe køreplaner på denne side.

Parkering

Klik her og se et kort over de offentligt tilgængelige parkeringspladser i området omkring Aalborg Portland Park.

I øvrigt henviser vi til C.W. Obel P-hus, som du finder på adressen Badehusvej 5, 9000 Aalborg. Herfra er der fem minutters gang til Aalborg Portland Park.

Handicapforhold

Kørestolsbrugere har som udgangspunkt plads på Weber Tribunen, hvor der forefindes elevatorer op til de særlige kørestolspladser. 

Billetter til kørestolsbrugere, som koster kr. 155,- incl. gebyr, kan enten købes online eller i billethusene på Aalborg Portland Park på kampdagen. 

Alle kørestolsbrugere kan gratis medbringe én medhjælper. Medhjælperbilletten udleveres i forbindelse med billetkøbet.

God kamp!

Tags på denne nyhed

U/19 og Danmarksserien fik forløsende sejre

21. september 2017 kl. 10:38 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: Udesejr over OB på 3-2

AaB’s U/19 ligahold fik sæsonens første sejr, da holdet onsdag besejrede OB på udebane med 3-2.

Fynboerne kom ellers foran i første halvleg på et godt langskud, der blev tordnet på undersiden af overliggeren og sprang via grønsværen op i nettaget. Men 53 minutter inde i opgøret udlignede Oliver Klitten til 1-1.

Fem minutter senere kom OB atter i front med 2-1 efter endnu et langskud. Cirka 25 minutter før slutfløjtet kunne Jonathan Stæhr Larsen udligne til 2-2 på en omstilling.

I de døende minutter scorede Emil Rask Colding sit første mål i AaB-dragten. Jonathan Stæhr Larsen kom til baglinjen og sendte læderet ind foran mål, hvor Emil Rask Colding fik vinklet bolden ind til slutresultatet 3-2.

- Spillemæssigt så det fint ud, ligesom det også gjorde mod FCK i weekenden. Men det er selvfølgelig dejligt at komme på tavlen resultatmæssigt, siger U/19 ligatræner Lasse Stensgaard.

- Resultaterne har ikke været der hidtil, og derfor er det også stærkt af spillerne at få vendt 1-2 til en sejr på 3-2. Spillerne har også trænet godt, selvom resultaterne er udeblevet, og denne sejr viser, at hvis man bare holder næsen i sporet, så skal det nok vise sig på måltavlen, siger Lasse Stensgaard.

U/17 Ligaen: 1-1 mod OB

For AaB’s U/17 ligahold blev onsdagens visit på Fyn til 1-1 mod OB.

AaB dominerede ellers kampen spillemæssigt, men efter 35 minutter scorede hjemmeholdet på sin første afslutning, da OB sendte et langskud i netmaskerne.

I anden halvleg blev AaB’s spildominans større, men holdet brændte chance på chance. Efter 55 minutter kom udligningen dog, da netop indskiftede Andreas Fruergaard brugte sin første boldberøring på at sparke et indlæg fra Gabriel Adriano Alves Christensen i mål til slutresultatet 1-1.

- Vi kan sætte flueben ved alt ud over resultatet. Vi var bolddominerende fra start til slut, og defensivt holdt vi dem nede på to afslutninger i hele kampen. Så bortset fra resultatet er det svært at finde noget at være utilfreds med, siger U/17 ligatræner David Olsen.

- OB stod meget kompakt, og vi havde svært ved at spille os igennem midten. Når vi kom bag om dem over kanterne, var der muligheder. Men vi var ikke kyniske nok i vores gennembrudsspil, og så må vi også sige, at deres målmand stod en fin kamp, siger David Olsen.

Danmarksserien: Sejr på 4-3 over Viborg F.F.

Efter tre uafgjorte kampe i streg kom den forløsende sejr endelig for AaB’s Danmarksseriehold. Tirsdag aften vandt holdet hjemme over Viborg F.F. med 4-3.

Nordjyderne fik den bedst tænkelige start, da Mads Bruun Davidsen scorede til 1-0 efter to minutters spil.

Kort før pausen fandt Sergen Inekci holdkammerat Morten Uglebjerg Thomsen, som sikrede, at AaB kunne gå til pause foran 2-0.

Kort inde i anden halvleg fik Viborg F.F reduceret på et indlæg. Men få minutter senere udnyttede Sergen Inekci, at udeholdets målmand stod for langt ude, da han tippede bolden over ham fra midten af gæsternes banehalvdel til 3-1. Med en halv time igen gjorde Morten Uglebjerg Thomsen det også til 4-1 efter fint forarbejde af Patrick Toh.

AaB kunne dog ikke sætte kampen på cruise control, for med ca. 20 minutter igen blev Christian Bohmann Knudsen udvist.

Det udnyttede Viborg F.F. til at reducere til både 4-2 og 4-3 med 14 og 13 minutter tilbage af kampen.

Men AaB formåede at holde stand til sidst og tog dermed sæsonens første sejr, og holdet er nu ubesejret i de seneste fire kampe.

- Vi er glade for sejren, og jeg er rigtig glad for store dele af processen. Men jeg er utilfreds med de sidste 20 minutter. Vi fik en udvisning på et tidspunkt, hvor vi burde være kloge nok til at køre kampen sikkert hjem. I stedet bliver blev unødvendigt spændende til sidst, fordi Viborg F.F. lugtede blod, siger Danmarksserietræner Kenneth Cortsen.

- Mentalt er vi nødt til at være mere professionelle i sådan en situation. Men vi er selvfølgelig glade for at få den første sejr, og præstationerne fra Niclas Lind Simonsen og Sergen Inekci var også værd at rose, siger Kenneth Cortsen.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Sammendrag af Middelfart Boldklub-AaB

21. september 2017 kl. 08:03 af Rasmus Estrup
Tags på denne nyhed

To mål af Børsting sender AaB i ottendedelsfinalerne

20. september 2017 kl. 18:26 af Brian Andersen

Frederik Børsting blev dobbelt målscorer med en fuldtræffer i hver halvleg, og AaB er nu ubesejret i otte betydende kampe.

Udover målscorer Frederik Børsting bør også de to centrale midtbanefolk Filip Lesniak og Robert Kakeeto fremhæves for indsatsen, ligesom målmand Jacob Rinne der leverede to nærmest uvirkelige redninger i anden halvleg.

I forhold til opgøret i søndags mod Brøndby I.F. havde AaB fem ændringer i startformationen, hvor Patrick Kristensen, Frederik Børsting, Rasmus Thellufsen, Jakub Sylvestr og Yann Rolim afløste Kasper Pedersen, Edison Flores, Jakob Ahlmann, Jannik Pohl og Pavol Safranko.

Efter en frisk indledning i de første to-tre minutter af hjemmeholdet, så overtog AaB som forventet styringen, og efter sporadiske tiltag fra Rasmus Thellufsen og Filip Lesniak fik førstnævnte i det 13. minut AaB’s første mulighed, men Middelfart-keeper Casper Radza fik reddet med en fodparade.

På det efterfølgende hjørnespark headede dagens AaB-anfører Jores Okore forbi mål, og i fortsættelsen truede både Rasmus Thellufsen, Frederik Børsting og Jakub Sylvestr værternes mål.

Midtvejs i halvlegen måtte Casper Radza levere en stor redning fra et hovedstød fra tæt hold fra Jakub Sylvestr, og AaB trykkede i denne periode hårdt på for et føringsmål.

Dette kom omsider i det 27. minut, hvor et indlæg fra venstre fra Rasmus Thellufsen blev mistimet af Jakub Sylvestr, så bolden i stedet havnede hos Frederik Børsting, der efter et enkelt træk ind i banen udplacerede Casper Radza med en kontrolleret afslutning med venstrebenet.

Herfra faldt AaB spillemæssigt i kadence, men en ny stor hovedstødsmulighed til Jakub Sylvestr opstod i det 36. minut, og igen reddede Casper Radza.

I slutningen af halvlegen havde såvel Mads Raben som Adigun Salami kvalificerede afslutninger i den modsatte ende af banen uden held.

Fra anden halvlegs begyndelse satte AaB sig igen tungt på begivenhederne, og som en naturligvis konsekvens faldt 2-0 scoringen efter 56 minutter, hvor Jakub Sylvestr frispillede Rasmus Thellufsen, der fra venstre smart afleverede på tværs til Frederik Børsting, som dermed kunne score i et tomt mål.

Rasmus Thellufsen nåede at markere endnu et AaB-forsøg, inden Jacob Rinne på fremragende vis forhindrede Mathias Damgaards skudforsøg fra tæt hold i at passere mållinjen.

Straks efter headede Yann Rolim et stort AaB-tilbud forbi mål, mens Jacob Rinne i det 66. minut måtte diske op med endnu en fantastisk aktion, da sløset defensivt arbejde af AaB gav plads til et hårdt skud fra kanten af straffesparksfeltet fra Casper Johansen; afslutningen blev rettet af og var på vej ind i et åbent mål, før Jacob Rinne på vanvittig vis fik ændret retning og viftet bolden væk.

Herfra fadede opgøret reelt ud, og AaB kunne nogenlunde sikkert køre sejren hjem mod et ellers godt fightende og også ganske velspillende hjemmehold.

I slutfasen blev der givet debut til U/19 Ligaspiller Lukas Klitten, og med dagens sejr i Middelfart er AaB i hatten, når der på mandag trækkes lod til ottendedelsfinalerne.

Næste opgave for AaB er hjemmekampen på søndag på Aalborg Portland Park mod Lyngby Boldklub.

Køb i forsalg din billet her.

Matchfacts – DBU Pokalen, sekstendedelsfinale
Middelfart Boldklub-AaB  0-2 (0-1)
27. min 0-1 Frederik Børsting, 56. min 0-2 Frederik Børsting.
Advarsler Middelfart Boldklub: Ingen.
Advarsler AaB: Ingen.
1.121 tilskuere på Middelfart Stadion.

Middelfart Boldklub (4-1-4-1): Casper Radza, Sabahoon Sabao Qaume, Mathias Damgaard, Mohamed Ali El-Ahmar, Peter Jul Nielsen, Adigun Salami (65: Rasmus Fink Hansen), Peter Dahl Kristensen, Casper Johansen, Søren Zachariassen, Martin Hedager Jensen (57: Malthe Karsberg Rasmussen), Mads Raben (71: Søren Andreasen).

AaB (4-4-2): Jacob Rinne, Kristoffer Pallesen (88: Lukas Klitten), Jores Okore, Jakob Blåbjerg, Patrick Kristensen, Frederik Børsting, Robert Kakeeto, Filip Lesniak, Rasmus Thellufsen (80: Oliver Abildgaard), Jakub Sylvestr, Yann Rolim (70: Jannik Pohl).

Dommer: Jørgen Daugbjerg Burchardt.

Tags på denne nyhed

AaB vil avancere i DBU Pokalen

19. september 2017 kl. 14:17 af Brian Andersen

Her gælder det AaB’s første møde nogensinde med Middelfart Boldklub, der topper sin række i 2. division med 15 point i sæsonens første syv kampe.

Det er ligeledes værd at bemærke, at fynboerne foreløbig har vundet alle sine fire første hjemmekampe i indeværende sæson.

AaB’s cheftræner Morten Wieghorst udtaler:

- Vi glæder os over vores positive udvikling inklusive præstationen i søndags i Brøndby, men nu er al fokus rettet mod at besejre Middelfart i morgen, så vi dermed også bliver en del af ottendedelsfinalerne.

- Middelfart har et fint set up og er qua deres topplacering i deres række også et af de allerbedste hold ud af de 24 klubber i 2. division, og det er et mandskab, vi respekterer og er forberedte på, siger Morten Wieghorst.

- Vi er også klar over, at de i mødet med et Superligahold kommer til at hæve deres niveau yderligere, og derfor er det vigtigt, at vi spiller med det rette tempo i kampen, så vi kan opfylde vores klare ambition om at vinde, påpeger Morten Wieghorst, der efter tirsdagens træningspas har udtaget følgende 17 navne:

1 Jacob Rinne, 2 Patrick Kristensen, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 9 Jannik Pohl, 11 Jakub Sylvestr, 18 Rasmus Thellufsen, 20 Marco Meilinger, 23 Filip Lesniak, 24 Nikolaj Lyngø, 25 Frederik Børsting, 26 Robert Kakeeto, 27 Oliver Abildgaard, 28 Yann Rolim, 40 Tamati Williams og U/19 Ligaspiller Lukas Klitten.

AaB’s skadesliste omfatter fortsat anfører Rasmus Würtz, viceanfører Kasper Risgård, Magnus Christensen, Marco Ramkilde, Bardhec Bytyqi og Michael Lansing, mens også Kasper Pedersen og Jakob Ahlmann sidder over med mindre skavanker.

Livetweets fra opgøret kan fra kl. 16.30 følges på AaB’s officielle Twitterprofil.

'