AaB vil udbygge positiv stime
AaB er inden søndag aftens opgør på udebane mod Brøndby I.F. ubesejret i sine seneste seks betydende kampe eller siden 30. juli.
Morgendagens værter på Brøndby Stadion har til gengæld hentet maksimumpoint fra sine fire første hjemmekampe i Alka Superligaen i indeværende sæson, hvorfor der set i det lys venter en vanskelig opgave for Hele Nordjyllands Hold.
Frederik Børsting vender tilbage efter sit skadesfravær i AaB’s sejr i mandags mod Silkeborg I.F., ligesom Oliver Abildgaard og Marco Meilinger kan gøre comeback.
AaB’s cheftræner Morten Wieghorst udtaler:
- Først og fremmest har vi fokus på at præstere optimalt såvel som hold som individuelt, så vi kan udbygge vores serie af ubesejrede kampe, hvilket i sagens natur er vigtigt for os.
- Isoleret set går vi selvfølgelig også efter at vinde i morgen, selvom Brøndby er favorit, konstaterer Morten Wieghorst.
- Der bliver formentlig tale om en kamp med endnu mere intensitet end hidtil i sæsonen, og vi er velforberedte og parate til at spille vores chance, så vi kan få et godt resultat med hjem til Aalborg, slutter Morten Wieghorst, der efter lørdagens træningspas har udtaget følgende 19 navne:
1 Jacob Rinne, 2 Patrick Kristensen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 9 Jannik Pohl, 10 Edison Flores, 11 Jakub Sylvestr, 14 Pavol Safranko, 18 Rasmus Thellufsen, 20 Marco Meilinger, 23 Filip Lesniak, 25 Frederik Børsting, 26 Robert Kakeeto, 27 Oliver Abildgaard, 28 Yann Rolim, 32 Kasper Pedersen og 40 Tamati Williams.
AaB’s skadesliste omfatter anfører Rasmus Würtz, viceanfører Kasper Risgård, Magnus Christensen, Marco Ramkilde, Bardhec Bytyqi, Nikolaj Lyngø og Michael Lansing.