-
5. marts kl. 18:00
1 : 1
18. februar
3 : 2
10. februar
2 : 0
3. februar
2 : 1
31. januar
2 : 3
26. januar

AaB besejret af OB

29. oktober 2017 kl. 19:52 af Rasmus Estrup

OB vandt søndag aften 2-0 over AaB på Aalborg Portland Park. Begge fynboernes mål blev scoret efter hjørnespark.

OB's hjørnespark gjorde ondt på Hele Nordjyllands Hold, der søndag aften tabte 2-0 til fynboerne på Aalborg Portland Park. 

Joan Simun Edmundsson scorede for OB til 1-0 lige inden pausen, mens Rasmus Festersen i anden halvleg scorede kampens sidste mål. 

AaB startede ellers godt. Yann Rolim, der fik chancen fra start, forsøgte sig allerede i kampens første minut med afslutning, der gav hjørnespark.

Efter fem minutter var brasilianeren igen på færde, da han med en fiks hælaflevering fandt 100-kamps-jubilar Frederik Børsting inde i feltet. Men jubilarens afslutning blev rettet af og var derfor let for Sten Michael Grytebust at redde. 

Hjemmeholdet var nærgående igen efter 11 minutter. Efter et mislykket AaB-angreb generobrede Pavol Safranko bolden foran gæsternes felt. Slovakken trak ind i feltet og spillede så bagud til angrebsmakker Yann Rolim. Han sparkede med det samme på mål, men skuddet gik nært forbi stolpen. 

OB, der en gang tidligere i kampen havde afsluttet lige på AaB-målmand Jacob Rinne, forsøgte sig igen efter et kvarter, hvor Jens Jakob Thomasen sparkede over fra kanten af feltet. 

Robert Kakeeto, der var tilbage på midtbanen, forsøgte sig kort efter også fra distancen. Afslutningen sad ude ved den ene målstolpe, men blev med besvær reddet af OB-målmanden. 

Skudforsøgene fra distancen fortsatte efter 35 minutter. Ved en opspilsfejl i AaB-defensiven blev Anders K. Jacobsen pludselig sendt af sted mod AaB-målet. Angriberen afsluttede før han nåede feltet, men skuddet sad lige på Jacob Rinne. 

I det efterfølgende opspil blev Edison Flores spillet fri til en afslutning, men peruanerens forsøg gik over mål. 

Lige inden pausen kunne OB så bringe sig foran 1-0. I forlængelse af et hjørnespark, som AaB ikke lykkedes at få clearet havnede bolden hos Joan Simun Edmundsson, der fik sendt bolden over stregen. 

Præcis seks minutter inde i anden halvleg trykkede Pavol Safranko kompetent af. Forsøget fra omkring 20 meter blev dog flot reddet af OB-keeperen. 

Minuttet senere var det OB's tur til at være farlige. Et indlæg fra Rasmus Jönsson sad lige i panden på Rasmus Festersen, men OB-angriberens hovedstød blev reddet af Jacob Rinne. 

I stedet kunne AaB igen presse i den anden ende lige bagefter. Pavol Safranko fik dirigeret et indlæg mod kassen, men bolden trillede forbi. 

AaB fortsatte dog med at være farlige. Efter et glimrende opspil drev Yann Rolim bolden frem i venstre side og ind i feltet. Med en flad aflevering ind mod midten fandt han Filip Lesniak, som sparkede lige over. 

Anden halvleg fortsatte chancerig, og ti minutter efter pausen blev Anders K. Jacobsen spillet fri inde i AaB-feltet, men inden den tidligere AaB-angriber nåede at få kontrol over bolden, blev han tacklet af Jores Okore. 

Efter 64 minutter kom gæsterne foran 2-0. Et hjørnespark blev slået ind tæt under mål. Her fik Rasmus Festersen, der stod alene med Jacob Rinne, med nakken sendt scoringen i nettet.  

Efter scoringen blev Rasmus Thellufsen og Rasmus Würtz skiftet ind. Anføreren til sin 450. officielle kamp for Hele Nordjyllands Hold. 

Men gæsterne stod nu meget kompakt foran eget felt, hvilket gjorde det svært for AaB at skabe de helt store chancer. Med et kvarters tid igen forsøgte Yann Rolim sig fra kanten af feltet, men afslutningen gik forbi. 

I samme minut fik brasilianeren også en frisparksmulighed, men her reddede Sten Michael Grytebust. 

For at satse yderligere på at indhente fynboernes føring blev Jannik Pohl også skiftet ind i stedet for Kristoffer Pallesen. Men AaB's forsøg på at score, gav efter 80 minutter muligheden den anden vej. Anders K. Jacobsen fik en friløber, men igen blev han løbet op af Jores Okore, der fik tacklet OB-spilleren i afslutningsmomentet. 

AaB havde meget besvær med at få skabt de store chancer mod slutningen. Rasmus Thellufsen fik dog en fin mulighed efter 89 minutter. Men den forkølede afslutning blev reddet.

Derfor endte kampen med et nederlag på 2-0. 

Dermed ligger AaB på niendepladsen i Alka Superligaen med 16 point, mens OB rykker op på sjettepladsen 21 point. 

Hele Nordjyllands Hold spiller næste kamp søndag 5. november på udebane mod Hobro I.K.

Matchfacts - Alka Superligaen, 14. spillerunde

AaB-OB 0-2 (0-1)
45. min 0-1 Joan Simun Edmundsson, 65. min 0-2 Rasmus Festersen
Advarsler AaB: Ingen
Advarsler OB: Rasmus Festersen (20)
6.137 tilskuere på Aalborg Portland Park

AaB (4-4-2)): Jacob Rinne, Kristoffer Pallesen (77: Jannik Pohl), Jores Okore, Jakob Blåbjerg, Jakob Ahlmann, Frederik Børsting, Filip Lesniak, Robert Kakeeto (69: Rasmus Würtz), Edison Flores (69: Rasmus Thellufsen), Yann Rolim, Pavol Safranko.

OB (4-4-2): Sten Michael Grytebust, Mikkel Desler, Frederik Tingager, Kenneth Emil Petersen, Jacob Barrett Laursen, Joan Simun Edmundsson (83: Mathias Thrane), Izunna Uzochukwu, Jens Jakob Thomasen, Rasmus Jönsson (58: Casper Nielsen), Rasmus Festersen (68: Jeppe Tverskov), Anders K. Jacobsen. 

Dommer: Sandi Putros

Tags på denne nyhed

Tre AaB'ere i U/17-remis mod Skotland

29. oktober 2017 kl. 09:58 af Rasmus Estrup

Danmarks U/17-landshold spillede lørdag 0-0 mod Skotland og ender dermed på andenpladsen i kvalifikationspuljen.

Der var tre AaB-talenter i startopstillingen, da Danmarks U/17-landshold spillede 0-0 mod Skotland i EM-kvalifikationen lørdag eftermiddag. 

Mathias Ross Jensen (nr. 12) og Thomas Albert Christiansen (nr. 4) udgjorde det danske midterforsvar, mens Jeppe Pedersen (nr. 8) startede på venstre kant. Sidstnævnte blev skiftet ud efter 66 minutter, mens de to forsvarsspillere var på banen gennem hele kampen. Mikkel Kaufmann, der også var med i truppen, kom ikke på banen. 

Resultat betyder, at Danmark slutter på andenpladsen i EM-kvalifikationspuljen, og dermed er Danmark videre til Elite Round, hvor 32 nationer i foråret kæmper om en plads ved EM-slutrunden i maj 2018. 

Jeppe Pedersen og Thomas Albert Christiansen har nu spillet henholdsvis 16 og 15 ungdomslandskampe for Danmark, mens Mathias Ross Jensen og Mikkel Kaufmann begge har optrådt tre gange i nationaldragten. 

Würtz og Ahlmann retur for AaB

28. oktober 2017 kl. 17:41 af Brian Andersen

Jakob Ahlmann og anfører Rasmus Würtz er tilbage i truppen efter henholdsvis karantæne og skade, når AaB søndag aften på Aalborg Portland Park tager imod OB med hele seks tidligere AaB’ere i sin trup udover cheftræner Kent Nielsen.

Rasmus Würtz kan med spilletid blive noteret for sin officielle kamp nummer 450 for AaB, mens Frederik Børsting ligeledes kan jubilere med sin kamp nummer 100 for Hele Nordjyllands Hold.

AaB, der blot har tabt én af sine seneste 12 betydende kampe, kan søndag aften vinde sin fjerde hjemmesejr på stribe i Alka Superligaen.

Cheftræner Morten Wieghorst udtaler:

- Efter Randers’ udligning mod os i opgørets femte minuts tillægstid i mandags var vi naturligvis alle skuffede, men nu har vi evalueret på tingene og glæder os til igen at skulle kæmpe om tre point på hjemmebane, hvor vi resultatmæssigt har fået sat en god stime sammen.

- Vi er bevidste om, at det bliver hårdt i morgen mod et fint OB-hold, der indtil videre har været stabile og svære at score imod, og der bliver givetvis et livtag i kampen om at være mest i boldbesiddelse, siger Morten Wieghorst.

- For vores vedkommende vil vi gerne blive dygtigere til at spille bolden tidligere fremad i længderetningen, ligesom vi arbejder på at blive bedre til at erobre bolden højere oppe på banen. Det vil kunne hjælpe os til at skabe flere chancer, konstaterer Morten Wieghorst, der efter lørdagens træningspas har udtaget følgende 19 navne:

1 Jacob Rinne, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 8 Rasmus Würtz, 9 Jannik Pohl, 10 Edison Flores, 11 Jakub Sylvestr, 14 Pavol Safranko, 18 Rasmus Thellufsen, 21 Kasper Risgård, 23 Filip Lesniak, 25 Frederik Børsting, 26 Robert Kakeeto, 27 Oliver Abildgaard, 28 Yann Rolim, 32 Kasper Pedersen og 40 Tamati Williams.

På skadeslisten hos AaB er Patrick Kristensen, Magnus Christensen, Marco Ramkilde og Michael Lansing.

AaB og Spar Nord Fonden donerer i fællesskab 2 kr. pr. tilskuer til Alka Superligakampe på Aalborg Portland Park til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2017 går ubeskåret til Børn i Sorg – Sorggrupperne i Aars, som efter efterårets første seks hjemmekampe allerede er sikret en donation på 72.154 kr. Køb i forsalg billet til kampen mod OB her.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Torben Boyes legendetrøje

28. oktober 2017 kl. 08:45 af Rasmus Estrup

Onsdag blev Torben Boye overrakt den specialdesignede legendetrøje under et interview med Mediano. Se Torben Boyes reaktion på trøjen i indslaget ovenfor.

I pausen af kampen mellem AaB og OB på Aalborg Portland Park kl. 18.00 i morgen vil Torben Boye desuden blive hyldet.

Legendetrøjen vil også være til salg foran Aalborg Portland Park fra kl. 16.00 i morgen. 

Køb billet til kampen her
Tags på denne nyhed

Vidste du om AaB og OB...

27. oktober 2017 kl. 14:31 af Brian Andersen

Skæve vinkler på søndag aftens Alka Superligaopgør på Aalborg Portland Park. Vidste du således…

- at den forestående dyst er Alka Superligakamp nummer 80 mellem AaB og OB. Statistikken siger 29 sejre til AaB, 29 uafgjorte og 21 nederlag samt en målscore på 119-107 i AaB’s favør.

- at AaB ikke har besejret OB i de fem seneste indbyrdes Alka Superligakampe, der er endt med tre nederlag og to uafgjorte. Endnu en kamp mod OB uden tre point, vil forværre AaB’s længste serie af Alka Superligakampe mod OB uden sejr.

- at AaB har fået point i 19 ud af 21 Alka Superliga-hjemmekampe mod OB, hvor AaB har scoret kampens første mål (13V-6U-2T).

- at de 79 tidligere Alka Superligakampe mellem AaB og OB har budt på ikke færre end 20 udvisninger svarende til et rødt kort for knap hver fjerde kamp. Det har dog ikke været nødvendigt for dommeren at trække det røde kort i de seneste 12 Alka Superligakampe mellem AaB og OB.

- at AaB har vundet de tre seneste Alka Superliga-hjemmekampe mod Silkeborg I.F., Lyngby Boldklub og FC Helsingør. Hvis det bliver til sejr mod OB, vil det være første gang siden september-december 2015, at AaB vinder fire hjemmekampe i træk i Alka Superligaen.

- at AaB og OB er de to klubber i indeværende Alka Superligasæson med de mest målfattige kampe. I AaB’s 13 kampe er der scoret 29 mål (13-16), hvorimod der i OB’s kampe kun er scoret 24 mål (13-11).

- at klubberne senest mødte hinanden 6. august 2017, hvor det sluttede 0-0 i Odense.

- at AaB og OB også ved deres seneste opgør i Aalborg, 1. august 2016, spillede uafgjort. Dengang sluttede det 2-2 efter AaB-træffere af Christian Bassogog og Rasmus Würtz.

- at fra den nuværende AaB-trup har udover Rasmus Würtz (2 mål) også Kasper Risgård (4 mål), Patrick Kristensen (2), Jannik Pohl (1) og Frederik Børsting (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en Alka Superligakamp mod OB. 

- at søndag aftens opgør er AaB’s tredje Alka Superligakamp med Sandi Putros som dommer. De to tidligere tilfælde var ligeledes begge på Aalborg Portland Park og endte med både sejr og clean sheet til AaB.

- at AaB senest var i aktion i Alka Superligaen på datoen 29. oktober for, da det i 2007 endte med en sejr på 2-0 mod Esbjerg efter to scoringer af Jeppe Curth.

- at AaB har mulighed for to jubilarer søndag i form af Rasmus Würtz (450 officielle kampe for klubben) og Frederik Børsting (100).

- at AaB blot har tabt én af sine 12 seneste betydende kampe.

- at AaB og Spar Nord Fonden i fællesskab donerer 2 kr. pr. tilskuer til Alka Superligakampe på Aalborg Portland Park til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2017 går ubeskåret til Børn i Sorg – Sorggrupperne i Aars, som efter efterårets første seks hjemmekampe allerede er sikret en donation på 72.154 kr.

- at OB udover AaB’s tidligere cheftræner Kent Nielsen også medbringer de tidligere AaB-spillere Kenneth Emil Petersen, Nicklas Helenius, Rasmus Jönsson, Anders K. Jacobsen, Mathias Thrane og Jacob Barrett til søndag aftens spændende match på Aalborg Portland Park.

- at du i forsalg kan købe din billet til kampen her.

(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).

Tags på denne nyhed