Sylvestr-hattrick i reserveholdssejr

6. november 2017 kl. 15:40 af Rasmus Estrup

En masse AaB-chancer, tre mål af Jakub Sylvestr og en kasse af Marco Meilinger. Det var essensen af reserveholdskampen mellem AaB og Vendsyssel F.F. En kamp AaB vandt med 4-2 på udebane i Vrå. 

AaB var toneangivende hele kampen, og efter cirka 10 minutter kunne Jakub Sylvestr bringe gæsterne foran 1-0 efter godt samspil med angrebsmakker Yann Rolim. 

Cirka 10 minutter senere var Jakub Sylvestr igen på pletten, da Rasmus Thellufsen lavede forarbejdet og sendte et indlæg ind til den slovakiske angriber. 

Med et straffespark fik Jakub Sylvestr efter cirka en halv times spil muligheden for at score hattrick, men det lod vente på sig, da målskytten sparkede forbi. 

I stedet reducerede Vendsyssel F.F. kort efter, da et kantfrispark gik mellem venner og fjender og fortsatte uberørt i mål ved fjerneste stolpe. 

Efter pausen fik Jakub Sylvestr så scoret sit tredje mål i kampen efter 66 minutter, og han stod også for oplægget til 4-1-scoringen, som Marco Meilinger sparkede ind tæt under mål med et kvarters tid igen. 

Cirka ti minutter før tid reducerede hjemmeholdet til slutresultatet 4-2. 

- Generelt var det en kamp med et hav af chancer. Det eneste vi kan være utilfredse med, er, at vi ikke udnytter flere af mulighederne. Selv Jakub Sylvestr, der scorer tre gange, havde muligheden for at score dobbelt så mange mål, siger assistenttræner Jacob Friis. 

- Der er en del plusser i bogen efter kampen. Vi fik skabt en masse fine angreb mod en høj bagkæde, og vi fik set en masse ungdomsspillere i aktion, siger assistenttræneren. 

AaB stillede op i følgende opstilling: 

Tamati Williams
Mathias Johannesen (U/19 Liga), Kasper Pedersen, Nikolaj Lyngø, Patrick Kristensen
Rasmus Thellufsen, Emil Lagergaard (Danmarksserien), Robert Kakeeto, Kelvin Yeboah (gæstespiller)
Yann Rolim, Jakub Sylvestr

Marco Meilinger, Mathias Andersen, Oliver Klitten (U/19 Liga), Malthe Højholdt (U/17 Liga) og Nicolai Rask Lassen (Danmarksserien) kom alle på banen i løbet af kampen. 

AaB's næste reserveholdskamp spilles mod Kjellerup I.F. på Hornevej 14. november. 

Tags på denne nyhed

Sejre i U/17 Ligaen og Danmarksserien

6. november 2017 kl. 10:32 af Rasmus Estrup

U/17 Ligaen: 4-2 over Silkeborg I.F.

Efter et par ugers landskampspause skulle AaB’s U/17-ligahold i lørdags igen i kamp. Og det var en kamp, der gav tre point hjemme mod Silkeborg I.F.

AaB dominerede fra start, og i første halvleg bragte Casper Gedsted Hansen nordjyderne foran, da han efter et godt opspil satte bolden i kassen.

Det bolsjestribede hjemmehold havde i første halvleg adskillige store chancer, fik annulleret et mål og følte sig snydt for et straffe. Men ved pausen stod det fortsat kun 1-0.

I anden halvleg blev AaB’s spil markant forringet. Alligevel kunne Mikkel Kaufmann flot heade en 2-0-scoring i nettet, da han steg op på et hjørnespark og headede bolden i modsatte hjørne.

En tabt bold på egen banehalvdel satte dog en omstilling i gang for gæsterne, der reducerede til 2-1.

Kort efter blev det 3-1 til AaB efter endnu et hjørnespark, hvor AaB-spillerne fik presset Silkeborg-målmanden nok til, at bolden gik til bagerste stolpe, hvor Thomas Albert Christiansen headede læderet over stregen.

Igen førte en tabt AaB-bold dog til en omstilling for Silkeborg I.F., som igen blev eksekveret til en reducering. Denne gang til 3-2.

Selvom AaB kampen igennem havde været altdominerende, var gæsterne også tæt på en udligning efter endnu en omstilling, men Marcus Bundgaard Sørensen reddede med en flot fodparade.

I slutminutterne kunne Mikkel Kaufmann så lukke kampen med opgørets sidste scoring til 4-2. Kampens bedste AaB’er Zifalino Nsonsi erobrede bolden og spillede Mikkel Kaufmann helt fri i en friløber, og her svigtede angriberen ikke.

- Der var stor kontrast på første og anden halvleg. Vi starter totalt dominerende og spiller en vanvittigt flot første halvleg. Silkeborg I.F. står meget lavt og satser udelukkende på omstillinger. Havde vi udnyttet vores chancer og været foran med to mål ved pausen, er jeg sikker på, at det var blevet til en stor sejr, siger U/17-ligatræner David Olsen.

- Men efter pausen spiller vi vores suverænt dårligste 45 minutter i sæsonen og giver dem egentlig muligheden for at udligne på grund af naivt spil. Heldigvis vinder vi alligevel fuldt fortjent, men spiller vi som i anden halvleg mod Brøndby I.F. på lørdag, taber vi stort, siger David Olsen.

AaB ligger på tredjepladsen i U/17 Ligaen og næste kamp mod Brøndby I.F., der ligger på andenpladsen, spilles på Hornevej på lørdag kl. 13.00.

Danmarksserien: 3-1 udesejr over Hedensted I.F.

I Danmarksserien sluttede AaB efterårssæsonen flot af med en udesejr på 3-1 over Hedensted I.F. Dermed fortsætter AaB sin ubesejrede stime, som nu lyder på 11 kampe i streg og med 18 point i de seneste otte kampe.

Hedensted I.F. kom ellers foran med 1-0 i lørdags, og hjemmeholdet havde også både et stolpeskud og et overliggerskud i første halvleg. Men Morten Uglebjerg Thomsen fik cirka midt i første halvleg udlignet til 1-1, da han sparkede et indlæg fra Patrick Toh ind ved bagerste stolpe.

Efter pausen bragte Kasper Emil Kristensen AaB foran med 2-1. Igen opstod målet efter et indlæg. Denne gang fra Nicolai Rask Lassen, der sparkede et indlæg ind til forreste stolpe, hvor Kasper Emil Kristensen dukkede op og sendte føringsmålet ind.

Til sidst i kampen blev det til 3-1, da Emil Lagergaard snød to modstandere og sparkede bolden via Hedensteds målmand i mål til slutresultatet.

- Det var en fed måde at slutte efteråret på, og vi holder kursen med at jagte sejrene efter de første seks kampe i efteråret uden sejr. Derfor er det stærkt, at vi med et meget ungt hold efter 14 kampe kan gå på vinterpause med 21 point, siger Danmarksserietræner Kenneth Cortsen.

- Vi har fået skabt en kontinuitet i tingene, og i vores centrale akse har især Niclas Lind Simonsen og Oliver Knudsen været rigtig godt spillende, mens også en ung spiller som Max Knudsen på 18 år har gjort det godt som back, siger Kenneth Cortsen.

Opgøret mod Hedensted I.F. var det sidste for AaB i Danmarksserien i dette efterår, og holdet overvintrer derfor på sjettepladsen i Danmarksserien, der genoptages 24. marts på hjemmebane mod Viby I.F.

Tags på denne nyhed

Reserveholdskamp mod Vendsyssel F.F.

6. november 2017 kl. 09:40

AaB spiller i dag reserveholdskamp mod Vendsyssel F.F. Det sker kl. 13.00 på udebane i Vrå. 

Assistenttræner Jacob Friis og udviklingschef Poul Erik Andreasen har valgt at stille til start med følgende opstilling:

Tamati Williams
Mathias Johannesen (U/19 Liga), Kasper Pedersen, Nikolaj Lyngø, Patrick Kristensen
Marco Meilinger, Emil Lagergaard (Danmarksserien), Robert Kakeeto, Kelvin Yeboah (gæstespiller)
Yann Rolim, Jakub Sylvestr

På bænken sidder Mathias Andersen, Oliver Klitten (U/19 Liga), Malthe Højholdt (U/17 Liga) og Nicolai Rask Lassen (Danmarksserien).

Tags på denne nyhed

AaB TV: Sammendrag af Hobro I.K.-AaB

6. november 2017 kl. 07:21 af Rasmus Estrup
'