Kristoffer Pallesen måtte efter et vrid anklen lade sig udskifte i første halvleg i mandags mod FC Midtjylland, og Oliver Abildgaard blev skiftet ud i pausen efter et knockout kort før pausefløjtet. Heldigvis ser det positivt ud for de to spillere.
- Oliver blev ramt uheldigt og utilsigtet, og selvom han gerne ville have spillet videre, valgte vi at skifte ham ud i pausen. Heldigvis er der ingen tegn på hjernerystelse, så han bør være klar senere på ugen, siger cheftræner Morten Wieghorst.
- Kristoffer har selvfølgelig ikke kunnet træne tirsdag, men vi kigger på ham senere på ugen, og der er en rimelig sandsynlighed for, at han kan være med omkring truppen til kampen mod FC Helsingør, siger Morten Wieghorst.
Edison Flores sad over i kampen mod FC Midtjylland med en mindre overbelastning i låret, men han forventes at træne på fuld tryk igen på torsdag.
For de øvrige skadesramte spillere i truppen går genoptræningen efter planen. Jakob Ahlmann, der i landskampspausen fik en forstrækning i lyskeregionen, forventes at være en i spil til næste uges kamp mod Lyngby Boldklub.
Marco Ramkilde og Michael Lansing er begge begyndt at træne på græs, men de forventes først at komme i omdrejninger efter nytår. Marco Ramkilde vil dog formentlig allerede i næste uge så småt begynde at træne med resten af holdet.
Magnus Christensen, der har det ene ben i en skinne på grund af et træthedsbrud, skal efter planen have fjernet skinnen på mandag. Målet er, at han kan begynde at bevæge sig i vinterpausen, så han kan være med i opstartsfasen efter nytår.