Vidste du om Viborg F.F. og AaB…
Skæve vinkler på søndagens Alka Superligaopgør på Energi Viborg Arena. Vidste du således…
- at AaB og Spar Nord i fællesskab har købt samtlige billetter til udebaneafsnittet. De cirka 2.000 billetter fordeles efter først til mølle princippet uden for udebaneafsnittet i Viborg (én billet pr. person), hvor repræsentanter fra AaB ved indgangen vil uddele billet fra kl. 15.30.
- at den forestående duel er Alka Superligakamp nummer 46 mellem Viborg F.F. og AaB. Statistikken siger 28 sejre til AaB, seks uafgjorte og 11 nederlag samt en målscore på 88-54 i AaB’s favør.
- at AaB ikke selv kan afgøre, om resten af foråret skal afvikles i Mesterskabsslutspillet eller i kvalifikationsslutspillet. AaB vil i tilfælde af sejr over Viborg F.F. være afhængig af resultatet i SønderjyskE-Randers FC, hvorimod AaB i tilfælde af uafgjort eller nederlag mod Viborg F.F. er afhængig af resultaterne fra flere kampe.
- at AaB har vundet ti ud af de seneste 11 Alka Superligaopgør ude og hjemme mod Viborg F.F.
- at en Alka Superligakamp i Viborg mellem Viborg F.F. og AaB ikke er endt uden vinder siden august 2002. Efterfølgende har klubberne mødt hinanden i 11 Alka Superligakampe i Viborg med fire sejre til Viborg F.F. og syv sejre til AaB som resultat.
- at klubberne senest mødte hinanden 22. september 2016, hvor AaB sejrede 1-0 på Aalborg Portland Park via Kasper Pedersens fuldtræffer i 58. minut.
- at fra den nuværende AaB-trup har udover Kasper Pedersen (1 mål) også Kasper Risgård (3 mål), Thomas Enevoldsen (2) og Jakob Ahlmann (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en Alka Superligakamp mod Viborg F.F.
- at AaB kun har fået point i tre ud af de ti seneste Alka Superligakampe på udebane (1V-2U-7T), hvilket også hænger sammen med, at AaB ikke har formået at holde nullet i de seneste 11 Alka Superliga-udekampe.
- at ud af de 45 tidligere Alka Superligakampe mod Viborg F.F. har AaB scoret først i 29 tilfælde, hvilket har resulteret i 25 sejre, tre uafgjorte og et nederlag. Omvendt har Viborg F.F. scoret kampens første mål i 15 tilfælde, hvilket har givet AaB tre sejre, to uafgjorte og ti nederlag.
- at AaB på det seneste ikke har haft de bedste erfaringer med Alka Superligakampe afviklet i marts. Således er den seneste sejr fra 8. marts 2015 (2-1 mod Randers FC – Kenneth Emil Petersen og Thomas Enevoldsen), hvorimod det er blevet til to uafgjorte og fem nederlag i de efterfølgende kampe.
- at AaB til gengæld er ubesejret i Alka Superligaen, når spilledatoen har været 19. marts. Således er de fem tidligere Alka Superligakampe på denne dato endt med tre sejre og to uafgjorte, heriblandt den seneste i 2012 ude mod HB Køge (1-1) efter Jeppe Curths udligning to minutter før tid.
- at søndagens dommer Michael Johansen én gang tidligere har dømt en Alka Superligakamp mellem Viborg F.F. og AaB. Det var i hans første Alka Superligakamp med deltagelse af AaB for knap ti år siden, 30. september 2007, hvor AaB på trods af to reduceringer af Viborg F.F. i det sidste kvarter tog sejren med 3-2. Siyabonga Nomvethe, Jeppe Curth og Kasper Risgård scorede målene for AaB.
(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).